Jord

I dag er det to år siden vi bisatte Laurits. Heldigvis havde præsten bedt os tænke over, om ikke det var bedre, at vi bar kisten ud i rustvognen og lod den køre væk fra os, fremfor at vi skulle gå ud af kapellet og væk fra kisten, forlade lille Laurits. Det var så rigtigt set af hende! Så det blev til, at Bo bar kisten ud og vi slap ham - lille døde Laurits. Tænk, hvis vi bare havde forladt ham i kapellet... Til gengæld er der mange andre små ting, som jeg godt kunne tænke mig at have gjort anderledes. Men vi kunne ikke dengang. Eller vi traf nogle valg, og det er også fravalg. Det er lidt svært helt at forstå nu med to års afstand, men jeg kan godt huske, at helt grundlæggende, så var vi jo drevet af det stik modsatte af lyst. Vi ville ikke begravelse, salmer, mange mennesker osv., for vi ville egentlig slet ikke være med til at jorde vores lille dreng. Vi ville bare gerne hjem og ligge i sengen, og så se, om ikke mareridtet var overstået lige om lidt. Vi tog ingen billeder den dag. Desværre.

Da vi stod i kapellets garage og Bo havde sat kisten ind i rustvognen, gik der et stykke tid, før chaufføren satte sig ind og kørte væk. Han stod og kiggede lidt nervøst over på os og skulle jo afvente, hvornår det var tid. Det var godt og rigtigt sådan. Han gjorde intet forkert. Men jeg havde bare så svært ved at forholde mig til situationen. Jeg stod nærmest og tænkte: "Så kør dog! Kør nu! Kom nu!" For mig var alt overstået på det tidspunkt. Der var absolut ikke mere mening tilbage i verden, så hvorfor kunne vi ikke bare få det overstået. Men jeg vinkede dog til Laurits, da bilen kørte og mumlede farvel. Det vidste jeg bare, at jeg skulle.

Laurits blev brændt, og jeg ville sådan ønske, at jeg havde været med hele vejen. Nogen har kørt hans lillebitte kiste ind i ovnen og nogen har puttet asken i en urne. Gid det var mig. Nogen har senere lagt urnen i jorden på Holmens. Gid det var mig. Præsten lavede jordritualet inde i kapellet for to år siden. Godt det var hende. Jeg havde brug for hende som Laurits' præst og havde brug for at se og høre det-der-med-jorden, for det hører sig til, når nogen har levet og er døde. For mig giver det mening at tænke på, at i et større perspektiv er vi alle sammen bare nogle småbitte korte liv, og når vi dør, så tager naturen sin jord tilbage. Laurits var vores og i mit hjerte allermest min, men man ejer ikke mennesker. Laurits var sin egen og som alle liv var hans uforudsigeligt. Det er så svært med den uforudsigelighed. Hvorfor kan den jord ikke samle sig på ny, så Laurits snart kan blive storebror?! (Jeg mener ikke at Laurits skal genopstå, jeg mener bare, at jeg så gerne vil være gravid igen, så vi kan få flere børn. Der er lange udsigter og jeg har det ikke godt med det!!!)

Billeder

Her er lidt billeder fra fødselsdagen. Ordene har jeg det lidt svært med for tiden... Sådan generelt. Men lad mig slå fast; det var en skøn, skøn fødselsdag i sidste uge. Så skøn som den nu kan blive uden hovedpersonen. Det fyldte mig med så meget glæde, varme og taknemmelighed at mærke, at Laurits ER.

22. maj

For to år siden stoppede tiden. På vores kalender i køkkenet kunne jeg ikke få mig selv til at klikke tiden videre efter 22/5, så sådan stod den i et år, indtil det igen stemte overens med den tid, den dato, som verden kørte efter. Nu har den igen stået på 22/5. Denne gang var det mest med spænding og glæde, at jeg så frem til det. I dag er det den 23. maj og dødsdagen. Det er også en lille piges fødselsdag. Jeg er glad i dag, for det var en super fantastisk dag i går, hvor mange bar glæden over Laurits med os! Mere om det senere... Men selvfølgelig er jeg også trist inderst inde og det giver mig den flimren, som efterhånden er så velkendt. Det kræver kun et minimum af kræfter at balancere det gode med det smertefulde nu i forhold til for et-to år siden. Men der er stadig langt ned, hvis man falder...

I dag skal vi ud i det gode vejr og fiske! Jeg tror ikke vi falder nogen steder ned.

Det nærmer sig

Dagene nærmer sig... jeg har ikke så meget andet at sige end det. I morgen skal jeg stille og roligt forberede nogle ting til på torsdag, og det er utrolig vigtigt for mig, at det ikke bliver forjaget. Jeg vil simpelthen ikke have, at det er travlhed fra min side, der får mig til at tude. Hvis jeg skal tude, så skal det da være over Laurits og ikke over at skulle købe plastikkopper eller bage boller!! Jeg vil også så gerne tænke Laurits med i det hele og det kræver altså koncentration. Vil gerne gå og dagdrømme lidt om, at han er med til at bage bollerne (eller at jeg skulle have jaget ham ud af køkkenet 1000 gange, hvis han havde været her i live). Jeg har både brug for at tænke Laurits med, men også at mærke, at han netop mangler. Det er noget med at balancere, være stærk, vise sin svaghed, kræve, give og en masse mere på én gang.

Jeg ved, at dagene gør Laurits' far sårbar...

Ping-pong i hjernen

Der må altså være noget, som totalt unddrager sig fornuften, når sådan en fødselsdag og dødsdag nærmer sig. Jeg synes faktisk at jeg har det ganske fint. Nok mest i de små daglige detaljer, for jeg kan ikke helt overskue at tage det store forkromede overblik (hm, sikkert en del af problemet...) Jeg har det lige nu fint med at tænke på Laurits' fødselsdag og tager det ganske stille og roligt. Men noget unddrager sig altså. En duft af dengang kan pludselig fange min næse, eller jeg kan i et øjeblik genkende kirkegården, som den så ud dengang og så sætter det alligevel skub i en flimren. Jeg kan godt lide at blive mindet om og at snakke om det hele igen-igen, men samtidig er det så sårbart.

Jeg er rimelig rolig omkring fødselsdagen (lige nu;-), for sidste år var det sådan en rar dag. Det var den 23./dødsdagen faktisk også. Jeg er lidt mere sikker på det hele i år i forhold til sidste år. Bare en smule. Laurits er ikke på vej til hverken at blive født eller dø igen, det er bare nogle mindedage. Men bare... "ping-pong" siger det i min hjerne, for det er smaddervigtigt, at de dage bliver gode. Jeg prøver dog at slippe kontrollen, for det er vel også det, som det handler om? Helt ærligt, så er jeg ikke den store koordinator. Jeg har det med at glemme ting midt i det hele (som f.eks. min brudebuket til vores eget bryllup, mine forældre, da de engang skulle køre med til et andet bryllup, bestik til skovturen eller at en hellig pinse mandag betyder, at ugen faktisk starter med en tirsdag). Jeg tager det dog ikke så tungt og forsøger i den slags situationer at lade den indre flimren flimre ud af sig selv. Men ved Laurits' fødselsdag er jeg jo mor'en, hende som ikke bare kan glemme bestikket eller lagkagen! Desuden er vi værter ved et arrangement, som godt kan føles en smule akavet... Men en vis kontrol vil jeg give slip på, for jeg ved, at Laurits også er i andres gode hænder - eller hjerter - eller hjerner. Jeg vil tænke: "Flyv, min dreng", og så vil jeg forsøge at gribe det, som lander samt selve dagen den 22.

Sene aftentanker

Min tunge unge på snart ikke-to år. Det bliver lettere og lettere at holde ud, at jeg ikke kan bære dig mere. Men jeg ville sådan ønske, at mine arme kunne lave den enkle bevægelse, som så mange forældre gør i glæde, i søvne, til daglig, til trøst og bare helt naturligt; strække tommelfingrene ud og armene frem som kroge ind i de små barnearmhuler og vupti! - op i favnen, heeeeelt tæt på hjertet.

Mon Laurits kunne lide mig? Heldigvis kan børn pr instinkt lide deres forældre, men nåede vores lille unge mon at føle glæde ved os?

Laurits nåede ikke langt på stamtræet. Han var faktisk bare en lille knop med alt for tætte tal. To forskellige datoer var alt det kunne blive til. Slægt og familie føres videre, ja. Vi kan (måske og forhåbenlig) få andre børn. Men fra Laurits er der intet, som vokser og forgrener sig. Det synes jeg er forbandet hårdt at tænke på! Måske vokser noget af alt det, som man ikke kan tegne videre i et stamtræ, videre i menneskehjerners forgreninger i sene aftentimer...?

hormoner og traner i hovedet

Jeg tilskriver mit svingende humør hormonerne. Nu er det ikke hormonernes skyld at Laurits er død, men jeg tror de tager pis på mig, når jeg det ene øjeblik kan sidde på hans fællesgrav og tude, for i det næste øjeblik at nyde kaffen og en artikel om mexikansk dødedagskultur i fulde drag (og hvor har de bare fat i noget rigtigt og vildt i Mexico!!!). Jeg græder meget sjældent, når jeg er på kirkegården. I dag var det åbenbart tiltrængt. Uanset hvad, så har jeg bare brug for at komme med et lille kvæk om, at selvom det er skønt at komme på kirkegården, så er det dybest set begrænset, hvor meget vidunderlig mening det giver... Gid jeg kunne tage hen i en indre-by-vuggestue med alt mit savn og hente min lille dreng. Gid han kunne slå sine små is-fedtede solcreme-indsmurte arme rundt om halsen på mig i dag og sige "mor!".

Laurits kan ingenting. Jeg kan ikke kommunikere med ham. Men jeg kan heller ikke lade være at blive rørt og føle ham tættere på, når der sker, hvad der gjorde i dag på kirkegården. Jeg sad på bænken under træet, og ligesom jeg var helt nede over det faktum, at jeg aldrig nogensinde kommer til at kommunikere mere med min dreng, så faldt der en (papirs)trane ned i hovedet på mig! Det var en jeg havde sat i et af træets bladknopper i sidste uge og den valgte så at folde sig ud lige netop da jeg sad og var ked... Det gjorde mig sgu lidt rørt og jeg overgav mig bare til den følelse, for det havde jeg brug for.