Hvilke udtryk?

Hvilke udtryk har du på hjernen for tiden?

Jeg har dette: "at være på samme side".
Altså ikke noget med, at man skal vælge side i en krig, men som i engelsk: "being on the same page". Somme tider støder jeg på mennesker, hvor jeg tænker, at vi er som fra to forskellige planeter, men oftest er det lige præcis som om, at vi bare er på forskellige sider i en bog.

At vågne

Der er dage, der starter med nætter. Så står alle de negative tanker i kø og jeg mærker, hvor veludviklet evnen til at jorde mig selv efterhånden er blevet. Så kan jeg lige så godt stå op. I hvert fald, hvis adrenalin-'suset' først har sat ind, for så er søvn ikke fysisk mulig før efter tidligst en time. I dårlige perioder når det at sætte sig som en vane i kroppen, og jeg vågner for eksempel kl. halv fire hver nat. Spild af tid!


Der er nætter, hvor det bare er surt at stå op, og hvor jeg ønsker, at bevidsthed var noget man kunne slukke for. Min hjerne lægger teflon ud på alle de rare, rolige og fredfyldte steder og fyrer i stedet op på fuldt blus der, hvor alle dæmonerne har tegnet kruseduller. Så handler det overhovedet ikke om varm mælk, meditation, læse avisen, eller hvad ved jeg. Så handler det om, at jeg slet ikke kan finde meningen med noget som helst.


Men... så var der natten, hvor jeg rent faktisk opdagede det næsten usynlige skift der skete, da jeg rejste mig fra sengen, og gled fra at være mest til stede i mit overtegnede, dæmon-grafitti-hærgede indre, til at være mest til stede i kroppen. Ja, det lyder måske lidt flippet, men det var lidt af en opdagelse. Ikke en stor aha-oplevelse, men en lille en, der serverede sig selv som en selvfølglighed. For det er selvfølgelig ikke mit hoved med al dets skrald, der bestemmer og styrer alting. Virkeligheden er også en anden. Heldigvis. Og når kl. så nærmer sig seks -halv syv er det faktisk helt ok at brygge en tidlig kop morgenkaffe og til duften af den mærke, hvordan byen vågner, mens dejlige Bo sover det sidste af sin søvn inde i mørket i soveværelset.

Fire års tid

For fire år siden var det også rigtig koldt i Kbh/DK. Dengang var der også is på kanalerne og frost i kinderne, når man cyklede omkring, for jeg kan huske det fra min studiepraktik-tid. Ud på Amager og hjem til city hver dag. Dengang havde jeg også Laurits med mig overalt, men det var altså på en lidt sjovere og dejlig dybt naiv måde. Han lå levende og 3xD i min mave. Nu skulle han have været stor nok til at høre historier om 'dengang du lå inde i mors mave'. For fanden da, det hele er snart fire år siden. Jeg gad godt at vise babybilleder til store Laurits og sige: "seeeeee, hvor lille du var!"

Sådan lå han for fire år siden og pillede ved sin hage og sit øre, mens en læge gennemgik hjerne, hjerte, nyrer osv. og sagde, at alt så fint ud. Det er vemodigt at tænke på, for de nyrer var alt andet end ok. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg kan se på dette billede, at der er alt for lidt fostervand (som i Tulses tilfælde hang sammen med manglende nyrefunktion). Men det er sikkert bare øjnene der ser... Og i bund og grund er det også lige meget, for det ville ikke have ændret noget som helst til det bedre. Sygdommen var der, døden ventede og jeg er bare glad for, at jeg trods de forbandede odds alligevel fik lov til at opleve nyfødte Laurits. Jeg får simpelthen lyst til at synge den samme gamle sang om, at Laurits var lige som han skulle være, det var kun hans dødelige sygdom den var gal med.

De fire år, som er i gang med at gå hen over hovedet på mig larmer lidt for tiden. Jeg forsøger nok at komme alt det triste lidt i forkøbet. Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud, men det er faktisk heller ikke så meget sorg over, hvad der kan ske, som det er sorg over alt det, som ikke sker - hvilket vel netop bare er sorg?! Jeg er nødt til at acceptere, at Laurits' fødselsdag vil komme og gå endnu engang uden nogen væsentlig ændring; han vil stadig være død. Derudover må jeg acceptere, at der ikke venter den barsel, som ellers nåede at tegne sig selv i en løs skitse i efteråret, da vi havde en positiv graviditetstest. Lægen nåede at dreje det famøse graviditets-lykkehjul og finde termin, og den landede i mine øjne det fineste sted, nemlig i slutningen af juni (Laurits' var 1. juli). Jeg skulle på nuværende tidspunkt have været lige så gravid som for fire år siden. Det er faktum, og ikke bare en udefinerbar længsel. Der er bare så utroligt meget jeg ikke skal til foråret, og det er ligesom dér jeg har hjertet hængende - i alt det, som ikke sker.

Varmt og koldt

Jeg fylder varmedunken med vand. Om lidt kommer Bo forfrossen hjem efter at have ventet på autohjælp til en bil, der pludselig smed udstødningen fra sig. Stakkels mand. Pisse koldt! Heldigvis har jeg varm tom yum suppe klar. Den skal spises i sengen med varmedunk under benene.

Den varme dunk... den stinker af gummi og er sådan lidt for 'autentisk' i det. Den kommer altid mindst i ét betræk eller håndklæde, men lugten trænger alligevel igennen dyne og alt. Men den har minder. Når jeg hælder dampende vand i den og tager den ind i sengen, får jeg lyst til at skrue tiden tilbage til dengang Laurits lå og bankede på med sine små fødder og ville ud. Dengang jeg godt vidste inderst inde, at jeg havde veer, men endnu ikke helt havde erkendt det. Den 21. maj om aftenen fik jeg besked af jordemoder på Riget om at gå i seng med et par panodiler og en varmedunk, og se om mine "plukkeveer" ikke gik væk til om morgenen. Det holdt jeg til i et kvarter. Så ringede vi igen, og så skulle vi bare komme ind. Det var sgu ikke plukkeveer!

Jeg kan holde den varme dunk på maven og mærke lidt af Laurits igen. Det vil jeg gøre til Bo kommer hjem og stjæler varmen (og det skal være ham vel undt, altså).

Nyt kapitel

Et nyt kapitel er ved at tage form i vores fortælling. Lige nu ved jeg to ting; det bliver et sejt/udfordrende kapitel at skulle gennemleve og jeg håber sådan, at det ender godt.

Kapitlet drejer sig om, at næste gang vi skal igennem et ægsorteringsforsøg, skal jeg oveni have en behandling imod abort. Det er jo ikke fordi der findes en mirakelkur imod abort, men der findes noget behandling, som kort og godt ser ud til at kunne hjælpe kroppen til at holde bedre på en graviditet. Jeg kan slet ikke gå i detaljer med det, for det er alt for kompliceret for mig at forstå lige nu. Jeg forstår bare essensen i det; vi får hjælp af de dygtigste læger/sygeplejersker/laboranter mm.

Al det hjælp er jeg dybt, højt og alt muligt midt i mellem taknemmelig over! Efter omstændighederne er jeg taknemmelig over de muligheder vi får tilbudt. Men... omstændighederne er jeg simpelthen tynget af at have. Gad godt at sønnikke var i live, og/eller gad godt, at der var flere børn i vores arme. Omstændighederne har jeg penslet ud mange gange her på blokken, og dette bliver nok heller ikke sidste gang. For det lindrer en smule... Det hjælper mig til at se i øjnene, hvor jeg er.

Omstændighederne ligger også synliggjort i lægesprog i vores jounal på Riget. Journalen er tyk og vokser lidt hver gang vi er derinde. Plasticchartek'et udenom er ved at gå fra hinanden. Det er grønt, og jeg tror nok, at det er en farvekode for bestemt type behandling, men det er også bare en god Laurits-farve. Laurits' billede er sat ind et eller andet sted i papirene. Det gjorde jeg engang for længe siden, fordi jeg ganske enkelt trængte til at synliggøre ham som et menneske, og ikke bare som et medicinsk udgangspunkt for ægsortering. Journalen er først og fremmest et arbejdsredskab, men den er også en version af vores lille families fortælling.

En anden version er den 100 % subjektive og navlepillende blog her, og en tredje er den samling vi har af små foldere fra Riget. Ved sidste graviditet var jeg kæk og lugede lidt ud i bunken af "fertilitetsmateriale", men vi har i hvert fald følgende:

1) Patientvejledning til reagensglasbefrugtning

2) Ægudtagning

3) Progestan - og graviditetsprøve

4) Utrogestan - og graviditetsprøve

5) "Tillykke". Vejledning til dig, som er tidlig gravid

6) Sunde vaner før, under og efter graviditet

7) Information om medicinsk behandling af ufrivillig abort

8) Information om behandling med immuglobulin

9) Information om behandling med prednison

Jeg ved, at der kommer gengangere af nummer to og fire. Håber bare også, at der kommer gengangere af nummer fem og seks, og derefter ikke af syv...

Ved sidste graviditet tog jeg følgende billede inden jeg lugede ud i piller, kanyledims, huskelapper, foldere og recepter:

Så grimt er udgangspunktet, omstændighederne. Men tænk, hvis det kan erstattes af billeder af en voksende mave og efterfølgende ny frandsens babyfødder...? Så ville det grimme billede i hvert fald blegne :-) Det ville stadigvæk være det hele værd.

Dynamisk sorg - på godt og ondt

For tiden tænker jeg en del på, at sorgen er dynamisk på godt og ondt. Jeg har igennem nogle år oplevet, hvordan det trods alt gik fremad i forhold til at blive rigtig glad igen. Desværre er det ikke glæde, der rammer billedet ind for mig for tiden. Dynamikken føles ond. Det er som om at sorgen finder sine sprækker og måder at overraske på, så den igen og igen kan få mig ned med nakken. Det er som om jeg bare ikke må være rigtig glad, for det er hele sorgens væsen netop at jorde mig. Som i: man kan ikke være overskudsagtig ked af det...

Jeg tænker også meget på, at det er to 'slags' sorg jeg tumler med; den over Laurits og den over barnløshed. For mig hænger det selvfølgelig sammen og jeg kan ikke finde overblikket for tiden... eller hoved-hale-logikken... eller bare trække vejret 100%... Jeg er simpelthen ked af det inderst inde. Ked af, at vi står her den 12. januar 2010 uden et levende barn i vores lille familie. Og i morgen er der én dag mere uden graviditet/barn. For tiden føler jeg ikke, at vi tæller ned til noget godt, men derimod at vi ophober mere og mere skidt.

Mindst i januar, lige pludselig

Jeg er startet på webkursus og det har godt nok været en positiv oplevelse indtil videre. Selve kurset kan jeg jo ikke bedømme ud fra tre dage, men bare det at komme ud ad døren (og hjem igen), at lære nye ting, at være på et hold er SÅ fedt! Jeg vidste ikke, at jeg i dén grad trængte til at få skovlet noget andet end mad ind i hovedet igen.

For otte måneder siden troede jeg, at det ville være nærmest 100 % fantastisk at blive færdig med studiet, men det er det faktisk ikke. Eller rettere; at blive færdig var fantastisk (noget af det allerbedste jeg har gjort), men at komme over i arbejdsløs-livet er overhovedet ikke fantastisk. Jeg vil rigtig gerne bruge mig selv! Udelukkende at søge jobs, skrive ansøgninger og tænke i kompetencer på cv'et er ved at hænge mig ud af halsen. I dag fik jeg brev fra et firma, hvor jeg er én ud af 774 ansøgere?! Det er sgu da demotiverende. Så er det altså sjovere at være på kursus, hvor man lærer noget, gør noget. Tilmed er det tilpas it nørdet til, at man får lov til at dykke ned i (frustrationer over) html kodernes forunderlige verden, frem for hele tiden at have job! arbejde! ansøgninger! i fokus. Det er sgu virkelig rart.

I går fandt jeg ud af noget meget mærkeligt. Det virker i hvert fald rigtig mærkeligt for mig...
For tre år siden havde jeg virkelig svært ved at gå i gang med studierne igen. Det var svært at samle tankerne, men det var sandelig også svært at møde verden igen. Jeg gik på læsesal for at finde ro, men var ved at sprænges af tanker om Laurits. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være ude blandt så mange mennesker, der slet ikke kunne se på mig, at jeg var Laurits' mor. Det har i det hele taget været en af de største udfordringer i sorgen; at møde nye mennesker, der ikke kendte til Laurits. Ikke fordi det altid var svært, men det var i mine tanker altid 'noget'... Selv da jeg fik nøglen til en specialeplads for godt et år siden bekymrede jeg mig en hel masse over "hvad nu, hvis de andre på kontoret spørger om jeg har børn??" Derfor var det meget, meget mærkeligt at finde ud af, at jeg nærmest slet ikke havde tænkt på Laurits, da jeg skulle møde de andre på kurset. Jeg havde ikke nogen 'version 2' kørende ved siden af den præsentation, som kom ud af min mund. Jeg fik ikke klump i halsen og spændinger i maven over det virvar af tanker og følelser, som skulle holdes tilbage. Jeg skulle ikke bekæmpe én side af mig for at være anden... Ret dejlig følelse.

Nu er det ikke fordi jeg tror, at Laurits og sorgen fremover altid er parkeret et roligt sted i mine tanker og følelser, men nu har jeg oplevet, at det kan lade sig gøre, helt af sig selv. Sorgen er virkelig dynamisk. På godt og ondt.