Flyv, min dreng

I dag er det 22 måneder siden Laurits blev født. Den lille basse... Bare vi dog kunne se på ham og sige noget i retning af "Iiii, hvor er han blevet stor! Som tiden dog flyver af sted med sådan nogle små unger". Tiden flyver ikke af sted med Laurits, det er Laurits, der er fløjet væk med al den dejlige tid vi skulle have haft sammen. Det er ok, så længe jeg kan bilde mig selv ind, at han har det godt, hvor han er. I dag tror jeg han hygger sig med sine små venner og at de laver snefnug til alle os forældre.

Det er ikke og aldrig i orden at Laurits er død, men jeg må alligevel finde en fred i, at han er rejst fra mig. Og Laurits må alt; flyve, rejse, fare, være i det uvisse og helt på egen hånd. Det er jeg nødt til at give ham lov til, simpelthen fordi jeg er hans mor. Smerten, angsten og tårerne er ikke hans. Dem er han rejst foruden. Det var vel også derfor vi trods alt smilede en del, mens han var hos os.

En hvid pil - eller pind

Hvad betyder det egentlig at skyde en hvid pil efter noget? Og er det i virkeligheden en pind, det drejer sig om? Nå, jeg gider ikke undersøge det nærmere, for min pointe er ikke det sproglige, men derimod det, som jeg må opgive. Gang på gang må man som forældre til et dødt barn justere nogle vilde drømme eller forventninger til sit liv. Det må man selvfølgelig også med levende børn - og helt uden børn. Jeg er med på, at livet drejer, snor sig, vrider sig og gang på gang unddrager sig det planlagte på godt og ondt. Det er i bund og grund et sus at være i, og det kan ikke være anderledes! Det er dog stadig totalt meningsløst, at børn dør for deres forældre. Jeg er alligevel i stand til at føle stor glæde for alle de gode aspekter ved mit liv. Selvom det f.eks. kan være frustrerende at være speciealestuderende med hang til dovenskab, så er jeg også vildt taknemmelig over min løse og fleksible hverdag. Jeg kan jo ligeså godt nyde den, nu hvor den er her. Men der, hvor jeg bliver mindet ret så kraftigt om, at mit liv i bund og grund slet ikke ser ud som jeg kunne ønske det, er når jeg støder på forældre til to-årige, som venter eller lige har fået endnu et barn. For pokker altså!! Hvorfor kan vi så ikke i det mindste vente os en lille ny??? Det kan altså sætte min tålmodighed på prøve, for så er verden virkelig nået langt omkring os, uden vi er fulgt med.



Vi har det godt og kan mærke, hvordan foråret hjælper alle positive tanker på vej - også selvom det sner. Alligevel kan jeg så hurtigt føle, at jeg bliver fanget i en flimren mellem to yderpunkter. Vi har det godt - og vi har det ad h til. Jeg tager ofte udgangspunkt i det Laurits' præst sagde til os i starten. Allerede et par uger - eller var det dage? - efter Laurits' død sagde jeg, at vi grundlæggende havde det godt, men at det bare var så svært at forholde sig til alle mulige ting. Lotte spurgte, om man ikke kunne sige, at grundlæggende havde vi det ad helved til, men vi gjorde hvad vi kunne for at have det godt.... eller noget i den stil. Det var bare så rart, at hun udpegede det dårlige, for så kunne vi bedre forholde os til det. Det er også det jeg stadig gør helt grundlæggende; det er noget lort at Laurits er død og endnu ikke storebror, MEN... skønt at leve. Nogle gange kører den første del af sætningen bare inde i mit hoved eller ligger som en sikker grundfølelse, for selv jeg kan blive træt af at være "den med lorten".



Måske er "den hvide pil" en pind, og i så fald tror jeg godt jeg ved, hvilken pind det er ;-) Jeg har tisset på et utal af pinde, der kun har vist én forbandet negativ streg. Hrmf!!

Viggo digter

Jeg er stødt på et digt af en Viggo Madsen, og det digt ramte noget;

"Af virkeligheder findes der
så mange som helst
men man kan bare have
en ad gangen
Det svære er skiftet
mellem dem
der lader én tilbage
med et dybfølt savn
efter det tabte
Men også dét er en virkelighed som må tåles
den føles som en hjemve
efter øde havnekajer
tomme lufthavne, forladte banegårde
hvor man bliver identisk
med sine omgivelser

Nostalgi

Bliver man nostalgiker af at få et dødt barn? Nostalgi er en hjemlængsel, en vemodig, ofte smertefuld længsel efter svunden tid. Jeg kan i hvert fald kun sige JA!! Jeg var det nok af natur i forvejen, men længsel mod noget svundent har aldrig føltes så stærkt som efter Laurits døde. Selvom jeg ved, at Laurits er i mit liv, det liv jeg lever lige her og nu, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde slipper længslen efter den tid, hvor han virkelig var her i kød og blod. Jeg har ingen intentioner om at slippe Laurits helt, altså glemme ham eller sådan noget skørt noget, men måske er det længslen jeg efterhånden skal slippe? Det som virkelig hjælper er, når jeg mærker, at jeg ikke er ene om at huske Laurits. Når andre nævner ham naturligt eller jeg mærker, at jeg trods alt bliver set på som en mor, så er der noget som falder på plads indeni og føles rigtigt. Og er jeg den eneste, der faktisk skal sættes sammen på ny jævnligt? - Ikke sådan fordi hele verden er ramlet, men bare fordi f.eks. søvnen piller mig fra hinanden i ca. fem store dele, der skal finde hinanden på fornuftig vis med et bad, en kop kaffe eller nogen gange lidt eftertænksomhed? Noget andet, der måske kan hjælpe mig til at slippe længslen lidt, tror jeg, er den søgen efter fakta og stadige tilbagevenden til hændelserne i Laurits' liv og død, som hele tiden har præget min sorg. Jeg har (stadig) brug for at blive mindet om, at selvom Laurits er det smukkeste jeg har set, så var vores dage efter den 22. maj 2006 IKKE specielt smukke. Det var så råddent og frygteligt at se Laurits så syg, så kold og så død. Det var dog også fredfyldt til sidst...


Min pointe (som har ligget og luret i baghovedet siden en god snak med nogle af de andre forældre i torsdags) er, at jeg har brug for, at det hele ikke bliver til englebassefantasier. Det skal være der - og ganske meget, tak;-) - men det er ikke hele sandheden. Laurits var smuk - men også skæv og grim (undskyld, Bo, men jeg mener en lillebitte smule grim på den charmerende måde). Laurits' liv var berigende for mit - men også det mest smertefulde. Vores barn har ført os tættere sammen, Bo og mig - men det har fandme også kostet tårer og slid på hinanden!! Døde børn kan ikke anbefales, hvor smukt et minde, de end efterlader.



Her har jeg pakket min lille knægt ind i en fantasi-verden af blomster og englevinger. Det var noget jeg "kom til" en aften for længe siden foran computeren. Præcis på denne måde har mine minder har en stærk tendens til at retuchere alt det dårlige væk. Men selvfølgelig er det tydeligt, at han var et sygt lille menneske, der lå i en hospitalsseng, den lille Laurits. Det kan alverdens blomster og pjat i grunden ikke ændre ved.

Et blødt hjerte for "en anden slags fugl"

Kejserpingviner på Antarktis kan virkelig få mit hjerte til at bløde. Hvor er det dog smukt og råt på en gang. Det er jo helt ufatteligt alt det de gør "bare" for at over-/leve som art. Bo og jeg så dokumentarfilmen "Pingvinmarchen" mens Laurits lå i min mave og puffede... Jeg havde glædet mig til at se den film lige siden jeg hørte om den, da vi var i Japan. Måske den smukkeste film jeg nogensinde har set. Det er ikke så tit jeg får ondt af at se små børn, eller åndssvage tv-fødsler, men et tilfældigt zap forbi optagelser med kejserpingviner kan få mig til at tuuuude (aj ok, fødsler kan også godt gøre det). Altså bare lige et øjeblik. Jeg så lige, hvordan ungerne skulle flyttes fra far'ens varme hule over fødderne til mor'ens. Nåååårh, hvor rørende! Og så var der unger, der ikke overlevede, fordi deres mor ikke kom hjem. Nej, nej, nej! Og der var unger, som blev mast ihjel af sørgende, SÅ-parate mor-pingviner, der selv havde mistet deres unge undervejs og derfor bare var helt syge for at få en ny. Suk, suk, suk... så meningsløst og alligevel så fuld af genklang.

Et fedt ord og tossetanker

Tranedun. Ved ikke helt, hvad der var med det ord, men jeg stødte tilfældigt på det i avisen i går og så satte det sig fast. Jeg forestiller mig en stor trane, der lander på en udsøgt plet i det svenske efter et langt træk. Med benene dinglende under sig ved landingen bliver den et øjeblik fjollet og lidt usikker at se på. Derfor må den straks børste rejsestøvet af sig, og med hovedet inde under vingerne, der atter strækkes op og ud, får den pillet, pudset og glattet fjerene OG... små tranedun ligger med ét næsten stadig lune på jorden.

Jeg ved meget lidt om fugle, men elsker at forbinde dem med min lille, døde dreng. For det første kan de flyve, og så er tankerne ligesom allerede godt på vej op over skyerne til en anden verden. Fugle er overalt og findes både som lidt sjældne traner, der varsler forår og forandring, og som hverdags-solsorte, der pipper vakse og lidt hønseagtige rundt i alle haver. Fugle er trofæer for katte og selvom det gør ondt at se dem ende sådan nogle gange, så elsker jeg nu katte. Ikke sjældent kan katte også godt få kamp til stregen og tonsvis af udskæld, når fuglene går grasat i forældre-instinkter. Jeg har da set mine forældres kat komme benende gennem haven med en gal solsort i røven!

Fuglesang er så smukt at vågne op til en sommermorgen, og det er sjovt at tænke på, at deres sang nok mest er bandesprog på fuglsk. Fugle lægger æg, og det er pludselig også blevet en del af vores "forplantningshistorie". Jeg lægger også æg.... på en måde. Dvs. jeg får en læge til at tage mine æg ud og lægge dem i en petriskål, hvorefter de bliver befrugtet af Bos haletudser, groet, sorteret og lagt tilbage i min livmoder. Indtil videre ingen succes på det område, men det må vel komme. Måske er det bedre at "få lagt æg", når det er rigtig forår. Jeg trænger også til at baske med mine mentale vinger og lade tankerne flyve væk fra behandling, hormoner, risici, procenter, skal, må-ikke og bør.

På Laurits' græsplæne ser jeg tit skader, der hopper rundt med det ene ben forrest. Det ser skørt ud! Nogle gange har de tabt en flot, sort fjer på græsset, og så tænker jeg på, at Laurits ville have syntes den var rigtig flot. Meget tit ligger der hvide dun på Laurits græsplæne eller på vejen hen til Natalina. Det er helt sikkert engledun... altså "helt sikkert", som i helt sikkert, at jeg savner Laurits og elsker at mindes ham på min egen tossemor-måde.

Nu bliver det snart tid til kragekrig på Laurits' græsplæne. Sidste år var vi flere, der var ved at blive angrebet, fordi kragerne bygger reder i kirkegårdens høje træer. Derfra tager de ingen chancer med deres ungers sikkerhed, så man skal vogte sig for deres tykke næb i styrtdyk. Godt jeg nu har fået en cykelhjelm! Jeg synes egentlig det er ok... de er jo fugle og forældre. Det kan sikkert gøre enhver lidt krigerisk, eller i det mindste kæmpende, ind i mellem.

Sorgen

Jeg har mærket at blive helt utroligt ked af det og såret for nylig. Det var en barsk omgang tæsk i følelserne, hvilket i og for sig ikke var godt for noget (og det havde intet med Laurits at gøre). Men sikke nogle gode mennesker jeg har omkring mig at snakke med... Og tænk, hvor langt jeg er nået i sorgarbejdet... Jamen, det er jeg sgu! For Laurits kan slet ikke gøre så ondt at tænke på længere. For det første har Laurits i sig selv aldrig gjort mig andet end godt, men døden, der desværre kaster sin klamme skygge over mindet, har naturligvis gjort mere ondt end noget andet jeg har oplevet. Men... det gør den ikke længere. Jeg er blevet mærket for evigt af at miste min lille dreng, men jeg har faktisk klaret krisen i god behold. Er det det, man kalder at "komme ud på den anden side", eller "igennem sorgen"??? Tid læger ikke alle sår, men den gør noget godt, tror jeg, hvis man forholder sig ærligt og åbent overfor det, som er sket, og min Laurits-tid er mest fyldt med glæde og kærlighed.

Jeg er glad for min kærlighed til Laurits.

Er det tydeligt, at dette IKKE betyder, at jeg ønsker at glemme min dreng eller lægge låg på hele ormegården af sorg? Jeg bliver nemlig flimrende usikker lige så snart jeg har skrevet dette... For det betyder altså, at jeg lægger noget bag mig.