Jubihuuuu!

Så fik jeg afleveret den skide opgave! YES!! Jeg er rigtig lettet, glad og stolt over det. Nu har jeg faktisk lige lavet en opgave på Uni, så jeg kan med god samvittighed svare; "jeg er studerende", når folk spørger; "hvad laver du så?"



I dag var vi et smut forbi Laurits' græsplæne, hvilket jeg har savnet meget den sidste 1½ uge - ja næsten 14 dage. Laurits' mormor var her for 14 dage siden, hvor hun havde et julehjerte flettet af kviste med til ham. Det lå lige så fint der, hvor mormor havde lagt det sidste gang, og det var dejligt at se. Tux havde sneget sig med... Han hoppede i lyng og kiggede på lys - lys fra Almas forældre, Johannes' mor og fra os.


Tux er Laurits' bamse, som Arne og Jan købte til Laurits, dengang han skulle puttes i kisten. Vi syntes dog at bamsen skulle med os hjem, og ret hurtigt viste det sig, at Tux er helt sin egen... (og i øvrigt overhovedet-slet-ikke-på-nogen-måde en bamse, hvis man spørger Tux! Han er en stor, kæmpe farlig beskytter-bjørn).
Kun 13 dage efter vi havde lagt Laurits i kisten og taget Tux med hjem kørte vi til Jylland på miniferie. Jeg ville til Skagen, for der havde jeg aldrig været, og pludselig skulle det bare være i det her forbandede liv! I Skagen var vi på museum, og så bl.a. billeder af Laurits Tuxen. Ham kunne vi godt lide, fordi han hed Laurits. Og Tux var pludselig navnet til bamsen. Dengang ville jeg have syntes, at det var en smule gak at tage en bamse med på besøg ud til den fællesgrav vi havde valgt til Laurits. Nu synes jeg det helt totalt gak-gak mærkeligt, at vi kunne hoppe rundt i sanddyngerne i Råbjerg Mile to uger efter vi havde set Laurits for sidste gang. Men vi havde nok brug for at mærke, at vi stadig var levende trods alt. Man kan jo godt gå hen og blive helt i tvivl, når ens barn er dødt.


Vores rationelle plan med Tux var, at hvis vi nogensinde får et skrøbeligt barn igen, et der f.eks. skal ligge på neonatalafdeling og vi er nødt til at gå fra det for at sove (som det var tilfældet med Laurtussen), så skal barnet have noget hos sig, som lugter af os. Med Laurits nåede vi slet ikke at tænke så langt, og jeg ville sådan ønske, at vi havde haft Tux han kunne have puttet med... Laurits var helt alene natten mellem 22. og 23. maj. Han havde dog sygeplejerskerne, og jeg ved, at de passede godt på ham. Men kan de mon huske ham nu? Jeg har læst, at der er kommet en slags familiestuer på Rigshospitalets neonatalafdeling kort tid efter vi havde været inde og vende, og det gør lidt ondt... For jeg ville gerne have sovet hos/med Laurits. Men dengang, da tænkte vi ikke rigtig over det, vi overlevede bare. Det gjorde Laurits også - lige så længe han kunne.

I 11. time...

Som jeg sidder her og skriver på det sidste af min opgave - altså det der meget lange stykke af det sidste - kan jeg mærke, at jeg har det underligt med at blive presset. Det ligner rigtig meget alle de andre gange jeg har skrevet opgaver, og hvor jeg altid ender med at sidde de sidste par nætter og være lidt desperat over hele projektet, men hvor det går alligevel. Men denne gang har jeg virkelig gjort meget for at komme det i forkøbet, for jeg er lidt bange for at blive presset. Med fare for at komme til at lyde som en gammel kælling, så kan jeg bare ikke klare så meget mere... Jeg bliver hurtigt meget ked af det indeni, når jeg stresser. Det kalder vel på et dybere lag af tristhed end førhen? Der er blevet længere ned - meget længere ned! - når først læsset vælter, og derfor er jeg bange for at det skal gøre det. Så jeg har faktisk også arbejdet ret intenst med den opgave de sidste tre uger, for at undgå at sidde med det hele aftenen inden. Men jeg må også erkende, at jeg er pisse langsom. Om jeg er langsom fordi min hjerne stadig arbejder både bevidst og ubevidst med sorgen, eller om jeg bare er blevet lidt "dum" af at være væk fra studiet, om jeg har ammehjerne på 2. år nu, eller jeg simpelthen bare ikke er bedre ved jeg ikke. Måske har jeg valgt for svært et emne?

Jeg tror nu nok, at det skal gå med den opgave, den skal nok blive bestået - og det er jo bare en skide opgave! Den nye karakterskala er alligevel også så underlig og forvirrende, at det kan være lige meget med det. Haha, som om... Jeg kan sgu godt mærke ambitionerne boble et eller andet sted derinde, og det er faktisk meget fedt. Ved ikke lige hvorfor, men det er det altså. Mht. det med at blive presset og stresset, så kan jeg dog mærke, at jeg slet, slet, slet ikke har brug for, at andre presser mig; "se nu at blive færdig", "skal du ikke bare lige?", "kan du ikke bare gøre sådan og sådan?", "kom nu". Det gør mig helt vild tosset og angst! Jeg har (stadig) brug for støtte og opbakning først og fremmest. Et eller andet i mig er stadig så i stykker, at jeg kan tvivle på alt...

Hjertebanken

Vores fantastisk dygtige, rare og idérige nabo, guldsmeden Kim Buck, har fundet på noget rigtig skægt. Hans virtuelle ring af hjerter banker lystigt derudad på vores husmur og det synes vi er smadder hyggeligt og passende i denne tid. Det er vel noget reklamehalløj for hans butik, men jeg tillader mig at nappe symbolværdien til eget brug, og på en eller anden måde er de hjerter bare et skørt, skønt, smukt og synligt bevis på min kærlighed til Laurits. For Laurits kan selvfølgelig se dem oppe fra skyerne... Og de banker altså virkelig, hjerterne! Det er en projekter, der kaster en lille filmsekvens op på muren. Håber du ser det, hvis du kommer forbi Rådhusstræde.

Grøn på den fede måde!

Grøn er gået hen og blevet Laurits' yndlingsfarve. Ok, indrømmet; det er hans mors yndlingsfarve til ham! Da jeg selv var lille var det den farve jeg bedst kunne lide, og det har jeg nok bare overført. Men det føles faktisk som om, at det bare er kommet helt af sig selv. F.eks. var det første tøj han overhovedet fik et grønt sæt med giraffer fra Gitte. Jeg glemmer aldrig den dag, det kom med posten! Det var stort, for det var med til at give mig et konkret bevis på, at der faktisk boede en baby i min mave på det tidspunkt (men han var godt nok lille). Det var før jeg selv turde begynde at samle ting, så det var rigtig skønt. Tak, Gitte.

Og se så de nyeste grønne Laurits-ting her i hytten:

Striktrøjerne er fra Laurits' mormor. Den mørkegrønne med indstrikkede hjerter i mønstret havde hun lavet helt færdig før han blev født. Den lysegrønne var også næsten færdig, og den brunlige har hun bedt mig om at lave en knappelukketing på. Er de ikke bare flotte? De er også heeeeeelt bløde. De har i lang tid ligget gemt væk i strikkekurven hos mormor, for det gjorde meget ondt på hende at se dem. Der er uendeligt meget forventning og kærlighed strikket ind i de trøjer. Men vi har da haft dem fremme ind i mellem og kigge, og i sidste uge, da hun var på besøg, fik Bo og jeg dem så nyvaskede og pakket ind som gave og det hele. Det er så skønt at have dem, for det er virkelig Laurits' trøjer, strikket præcis til ham. De er guld værd! Lille-et-eller-andet skal arve dem en dag, men de er for altid Laurits-trøjer.

Som en lidt tidlig julegave har vores englebasse fået dette fuglehus af India og Rajas forældre, Line og Thor. Er det ikke bare sejt? Det er til rigtige fugle, siger de, så det skal udenfor og hænge. Uh... det bliver altså nok først i det nye år, for jeg tror først, at det skal fungere lidt som en slags postkasse for små bitte breve til Laurits. De første fugle, som flytter ind bliver nok også papirstraner. Mon ikke det kan fungere som en udmærket bund til en rigtig rede? Det er altså bare så flot - og skønt grønt.

Her til jul vil jeg tænke på alt grønt som Laurits' (Lauritseseses.... det er altså lidt noget rod med et navn, der slutter på "s". Næste gang bliver det nok ikke sådan, hihi). Juletræet bliver Laurits' træ og jeg tror, at jeg laver en rød og gylden trane til at fremhæve alt det grønne. Det er nok det jeg glæder mig allermest til ved julen; at sætte en trane i træet for Laurits. Ikke fordi det skal være det store ståhej, men han skal bare lige markeres og være med.

Sygdom

Laurits var ramt af en polycystisk nyresygdom - ARPKD - som han ikke kunne leve med. Det var desværre noget både Bo og jeg havde givet ham, og det ligger for altid og lurer i vores gener. Det er ikke væk... Det er altså rigtig stygt at tænke på, synes jeg. Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at føle en lille smule skyld. Og dernæst angst for at det skulle ske igen; at vi endnu engang giver det videre til vores barn. Og det kan meget nemt ske, for hvis vi ikke får hjælp via ægsortering, er der 25 % risiko for, at barnet arver de to dårlige gener fra os. Lige først var jeg lidt ligeglad med om vi var bærere af sygdommen, for det kunne ligesom ikke blive værre end det var. Derefter var der måske en form for lettelse eller snarere afklaring ved at vide nøjagtig besked om, hvorfor Laurits var død. Men det er jo en ringe trøst, for Laurits er stadig død og sygdommen lurer stadig. Det har sin pris at styre udenom sygdommen ved en ny graviditet, uanset hvordan man vender og drejer det.

Vi er begge blevet undersøgt ved en ultralydsscanning et stykke tid efter Laurits' død, Bo og jeg, og vi har fine nyrer. Jeg havde en enkelt cyste på den ene nyre, men det er heeeeelt normalt og betyder intet. Det betød dog et eller andet for mig. På en måde var jeg glad for, at der trods alt er en smule af det Laurits havde hos mig. For det er så grotesk, at Bo og jeg skal være så raske, når vores lille dreng er død pga. vores genpulje!

Jeg er så pisse rask, men bukker dog af og til under for to stygge lidelser: selvmedlidenhed og misundelse. Puha, hvor smager det grimt i munden. Alene det at indrømme det... Sådan rigtig bittert! - Som rent kakao, der ser så lækkert ud men smager adv!, som gammel kaffe, der har stået og banket på en varm plade siden tidlig morgen på et skodjob, som ørevoks, som det lortehormonnæsespray man starter med, når man skal i fertilitetsbehandling. Føj!!

Jeg er nødt til at lade bitterheden boble ud og over af og til (f.eks. her på bloggen - og det hjælper sgu!), for ellers sætter den sig nok til noget mere kronisk og det ville altså være dumt! Det er ikke sådan, at jeg misunder mine kære, det gør jeg virkelig ikke! Alle de levende børn jeg kender gør mig ikke bitter, men kalder på det varme indeni. Det er jeg faktisk ret taknemmelig over... Det er fremmede folks graviditeter, levende børn, barnevogne og bedsteforældrelykke, som kan gøre mig grøn. F.eks. blev jeg rigtig sur forleden, da jeg så Kim Bodnia på Go'et-eller-andet-DK i tv. Han talte om at være en superfar, mens der stod en tekst ala dette nedenunder: "Kim har tre drenge - og en lille pige på en måned". Årh ja! Hvordan kan han få så mange børn og sidde der og blære sig på tv? Et par dage senere var det Sofie Gråbøl, der stod for skud for mine grimme tanker og grønne tunge. Hun talte om, at lykken hang sammen med smerte, og at man ikke kunne have det ene uden det andet. Og hvad der måske kunne gøre hende sårbar? Hendes børn, selvfølgelig - angsten for, at der skulle ske dem noget. "Selvfølgelig!", tænkte jeg bare. Hun kunne da også bare have vovet på at sige andet... Men alligevel tænkte jeg også, at hun var dum, for jeg skulle fandme nok sørge for at være 100 % lykkelig, hvis bare jeg havde Laurits levende hos mig. Hvad har folk med udelukkende levende børn at brokke sig over, helt ærligt?? Men jeg ved godt, at livet er mere kompliceret end det. Og jeg ved godt, at levende børn er lig med oprigtig og reel angst for at der skal ske dem noget. Det er på en måde en angst jeg ikke har mere... Laurits kan ikke dø igen. Men han er altså død. Og jeg kan faktisk godt være en smule bange for, at han helt skal forsvinde. Det må altså ikke ske!

Der kommer nok ikke de store fremadskuende tanker ud af at give efter for bitterheden, men det er nu godt at gøre det alligevel, for det forløser et eller andet. For det med at have et dødt barn er altså andet end englefjer. Det er også en lidt klamt, grimt og ækelt og jeg kan ikke have det for mig selv indeni hele tiden - så bliver jeg bare til Gollum fra Ringenes Herre.

Dødsdommen over håbet og duften af Laurits

I morgen får vi dødsdommen. Dødsdommen over det latterlige, spinkle håb, som indebærer miraklet om en graviditet med det æg, som for to uger siden blev lagt tilbage i min mave. Jeg skal ind på Riget og have taget en blodprøve før kl. 10, så jeg kan ringe ind senere samme dag og få svar. Jeg ved jo godt hvad det bliver og jeg glæder mig sgu ikke til at høre; ”Prøven er desværre negativ”, men samtidig har jeg brug for den afklaring. Jeg kan mærke, at tanken om i morgen gør et eller andet ved mig. Jeg har en uro… Bo er gået tidligt i seng, for det trænger han til, så hans skønne, varme krop ligger derinde i sengen og venter tungt. Men jeg skal lige… sidde lidt længere, forberede mig… gøre et eller andet… folde en trane eller en frønsehest? Jeg har lige læst ”livet med Laurits” på den gamle hjemmeside. Hvor jeg dog savner ham! Savner at holde om ham, nusse hans bløde bakkenbarter og holde hans små fingre. Og der var så uendeligt meget jeg aldrig fik lov til med Laurits. Der er så meget. Mit problem har fra starten været at acceptere, at tiden går, for jeg føler nogen gang, at den skaber en afgrund mellem Laurits og mig. Den 100 % sikre vished om, at han faktisk var her i vores liv blander sig med alle ønskerne og fantasierne, som jeg ellers bruger i min dagligdag til at varme mig ved. Jeg savner det fysiske, det konkrete, det som man virkelig kan dele med alle andre mennesker. Heldigvis har jeg noget babymassageolie, som jeg fik af Fransie. Det smurte jeg på Laurits kinder, da han var blevet puttet til rette nede i kisten. Det vil jeg smøre på mine hænder om lidt, så jeg kan ligge og dufte til minderne og håbe på en nat i drømmeland med min lille dreng. Det er en ganske særlig duft, for det er bare blevet duften af Laurits. Det er en magisk duft af kærlighed. Den må være lavet af modermælk, tårer og kys.

Jul uden Laurits er på vej - igen

Jeg skal egentlig skrive opgave, men kommer ikke udenom en lille "skrivepause" her på bloggen. Det er jo sådan det fungerer for mig; hvis jeg absolut skal skrive om visuel kultur, så skal jeg også skrive lidt om Laurits af og til. Ellers bliver jeg gak, rastløs og får skriveblokering.

Forleden var vi til juletræstænding i Ørestaden! Jeg skriver jo om Ørestaden, og det var derfor en slags research. Og så var det en undskyldning for lige at komme lidt ud den dag. Så der stod vi og frøs i det tågede mørke sammen med små 100 andre mennesker og ventede på, at julemanden og brandmanden fik tændt det skide træ. Det var koldt og Ørestadsforblæst, som det kun kan være derude! Men der var gratis gløgg og underholdning af skiftevis et brasband og et lillebitte børneskolekor at varme sig på. Da de små pus gik i gang med at synge, mens stolte forældre tog billeder, slog det mig, at vi var taget til et decideret børnearrangement! Det var jo ikke andet end børnefamilier med nissehuer, klapvogne, flyverdragter, snotnæser og godteposer. På en måde var det hyggeligt nok, for sådan en er vi jo også - en børnefamilie. Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at det ikke stak i hjertet og gav en lille uro indeni. For vi kunne ikke give Laurits en nissehue på, lade ham fedte med en æbleskive eller sige "seeee de fine lys, skat!" Men da vi så blev enige om, at vores døde engle-Laurtusse da bare kunne kravle rundt oppe i juletræet og pille-rode-dimse meget mere end de "stakkels" levende unger, som løb rundt om træet, så var det som om, at det var ok det hele. Jeg har altså behov for at fantasere om ham...

I dag rakte fantasien ikke til nogen redning. Jeg stod i H&M's børnetøjsafdeling og skulle betale for en lille gave til Johannes. Johannes, som er god ven af Laurits og som skulle have været 1 år i morgen... Og så var butikken bare fyldt op af alle de der forældre, bedsteforældre og børn, som købte tøj til levende. Og alt det tøj... det ventede bare på at blive fyldt ud af varme, skønne unger. Og mit parallel-jeg kunne få øje på flere ting, som jeg burde købe, fordi jeg er mor til en dreng på 1½ år. Seje cowboybukser og sådan noget. I dag rakte fantasien ikke til at sige "jeg køber det sgu da bare alligevel! Så kan Laurits kigge ned fra sin sky og glæde sig over det eller tænke skøre mor, som det nu passer ham. Det samme kan alle andre tænke!!" Men i dag kunne jeg bare ikke komme mig over, at jeg har en død dreng. En som aldrig vokser, aldrig slider huller på knæene, aldrig får brug for mig eller noget jeg kan gøre. Det er sgu hårdt og drønpissehamrendefandens uretfærdigt!!!

Måske er det bare denne juletid, der med alt sit stress, gejl og indbygget hygge, gør mig lidt oprørt indeni.

Der var forresten en særlig bluse, som gjorde mig helt forvirret. Det var en str. lille-baby, som havde et mønster med nuttede dødningehoveder. Det var de virkelig - nuttede, babyagtige!! Det virkede på den ene side perfekt. Jeg vendte og drejede den mellem hænderne, mens jeg tænkte "ville jeg putte Laurits' småsøskende i sådan en?" På den ene side ja, for hvis man har en død storebror er det da lige i øjet, og døden skal ikke være tabu. På den anden side... nej! For døden skal aldrig tæt på flere af mine børn og jeg vil ikke lade dem gå og "reklamere" for den. Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige med det. Men det er bare nogle tanker, som ligger og roder rundt i samme boks som de tanker jeg har om en bestemt butik på Strøget. Det er den, der hedder "Englebørn". På den ene side har jeg lyst til at brænde den ned til grunden, for det er jo totalt løgn!! De sælger garanteret ikke gravlys, kisteudsmykninger, englefigurer, mindealbum osv. Men på den anden side er det også hyggeligt nok at blive mindet om, at jeg faktisk har et helt ægte englebarn...