Det ene og det andet

Det ene er erfaringen og det andet er nu'et.

Det ene har lært mig, at mit barn dør og at det slet ikke har det så godt i maven på mig, som jeg ellers fornemmer. Den erfaring kan godt oveskygge nu'et og gøre mig rigtig grundlæggende bange for, hvornår det hele går i stykker igen. Kan jeg virkelig tillade mig at være så naiv og tro på det gode endnu engang? Viden om, at mit immunforsvar har/har haft en fjendtlig indstilling overfor graviditet (de tre aborter) puster ekstra til følelsen af, at det næsten er urealistisk at jeg kan få en hel, god graviditet. Jeg er stadig bange for at føde for tidligt, selvom der ingen tegn er på noget som helst nu. Hver dag går mod bedre overlevelseschancer for Snillen og det giver heldigvis fornyet håb.

Lille levende Snille gør mig glad hver gang hun sparker eller hikker eller hver gang jeg fatter, at der virkelig ligger et lille menneske i min mave. Glæden har masser af plads i hverdagen og letter, hvor erfaringen tynger. Men det er altså ikke et regnestykke, der går op. Jeg kan blive så tung af bekymring og bare mangle den gode erfaring så fandens meget. Den kan man ikke strikke sig til eller købe i en baby-dims forretning. Det eneste 'sted' jeg kan hente god erfaring er i selve Laurits... Det var ikke svært at mærke glæde, kærlighed, stolthed og styrke da jeg blev hans mor. Alle de dårlige erfaringer der fulgte med kunne ikke slå det i stykker og jeg ville ikke undvære at være hans mor 'bare' for at slippe for det, som døden har gjort. Alligevel har jeg ikke rigtig lyst til at hive den erfaring frem... Det gør lidt for ondt og har trods alt et forkert udgangspunkt, for det handler jo om, hvis det værste skulle ske. Det var ligesom lettere at finde styrke ved, da jeg kun var mor til døde Laurits, for da var ikke så meget at gøre og ikke noget nyt liv at forholde sig til. Det er der heldigvis nu, og jeg forholder mig alt hvad jeg kan.

Den ene og den anden

Den ene har vist været lige lovlig langt fremme i sine døde sko. Han har siddet på trappen til vores hus og drukket øller, røget smøger og pillet sig i fjerene i nat... Ja, han burde være alt for ung, men han har jo netop ingen alder. Og jeg må tage til takke med de små hilsner jeg får.


Den anden vil hele tiden gerne have et større værelse, så hun strækker mit maveskind og hopper på min blære (?), så det føles som små stød. Disse hilsner tager jeg også rigtig meget til takke med. Dejligt hun er her! Gad vide om hun en dag tager til Kbh for at gå i byen og sætter sig med en god kammerat på dén trappe med smøger og øl...? Om mange, mange, mange år forstås!

Mere om redebyggeri

I søndags fik vi en seng ind nede fra Bos forældre, for nu havde vi bare lyst til det. Det er den fineste lille seng, som Bos morfar (der var tømrer) har lavet, og som Bo og hans brødre har ligget i. Den har jeg haft et godt øje til i over fire år og det bliver så stort at lægge Snillen derned for første gang - og mange gange. Bos mor satte røde og orange hjerter på da hun ventede Bo, og ligesom jeg for fire år siden tænkte, at de passede så fint til Laurits, så synes jeg også, at de passer perfekt til Snille - til Bos børn, simpelthen. Den er sgu bare så flot, den seng, og jeg er en nostalgisk romantiker, der elsker lidt historie ved tingene.

Jeg er lidt skræmt over endnu engang at give mig hen til drømme om at putte vores barn her hos os, men netop derfor har jeg også rigtig meget brug for at gøre det. Og vi kan godt, begge to. Det er faktisk ikke så svært at fyre op under drømme og fantasier og bare mærke glæden over den lille Snille, der endelig er i min mave. Desuden er sengen en god opbevaringsplads til babydims, inden vi får ryddet hylderne for noget af vores eget dims.

Laurits

Han er der altid, selvom han ikke er her.

Jeg har lyst til at skrive, at selvfølgelig er han naturligt bare med i alt det her nye graviditet - og det er han også - men sandheden rummer desuden, at han glider lidt i baggrunden. Æu.... sådan skulle det jo ikke være.

God scanning

I forgårs var min lille pige og jeg til endnu en gennemscanning med fokus på nyrerne. Det hele så rigtig fint ud. Hun vokser som hun skal (ca. 570 gram), har fostervand - dvs. kan lave tis med nyrerne - og der er ingen tegn på begyndende cyster på nyrerne. Derudover er hun livlig. Det har jeg faktisk fået at vide ved hver scanning og det er da ikke det værste man kan høre, når nu første barn er så dødt.

Selvom hun er lavet ved ægsortering og ingen (hverken vi eller læger) derfor forventer at hun bliver født med samme sygdom som sin storebror, så er det alligevel rart med disse scanninger. Det betyder meget for Bo og mig, at vi selv kan se de gode, sunde og normale tegn, så vi ikke skal hænge tilliden op på en abstakt dna-analyse med indbyggede risici for fejl. Det er også bare rart at blive bekræftet i noget godt undervejs.

Jeg fik tilmed meget pludseligt smækket et 3xd portræt af min datter op på skærmen i går. Det var altså overvældende. Lægen sagde bare; "nå, nu prøver vi lige det her 3xd scanning" og med ét så var der et billede af det søøøødeste lille babyfjæs med først en hånd og derefter også en fod oppe ved hovedet. Så var det altså ærgeligt, at Bo ikke var med. Måske også ærgeligt, at jeg var alt for overvældet til at huske at spørge om et print af billedet, men på den anden side har jeg det ok med, at det var noget der bare skete. Nogle oplevelser må også godt blive i nuet, og det var et helt stille men meget stort nu for mig at få så tydeligt et glimt af min lille datter.

At gøre det rigtige, ikke det perfekte

Jeg var ved at skrive et længere indlæg om det at gøre klar til barnet/bygge rede. Det rodede bare sammen i øst og vest, fordi jeg slet ikke er så god til at skelne det rigtig fra det perfekte som jeg lige sad her ved computeren og troede. Jeg må vist indse, at jeg har en masse følelser i klemme i forbindelse med rent praktisk at gøre klar til vores lille barn. Men jeg holder fast i fornemmelsen, der skabte overskriften, nemlig at jeg bør tænke over at gøre det, der føles rigtigt frem for alt.

Men... det føles både rigtigt at vente lidt med at gøre klar og at gå i gang med det samme. Dilemma. Luksusdilemma på en måde, for nu er her faktisk en lillesøster at gøre klar til. Det er helt vildt dejligt og jeg glæder mig. Men hvad er det lige præcis vi skal gøre klar til? Jeg har tre scenarier i hovedet:

1) Snillen bliver født nogenlunde til tiden og vi kommer hjem med et helt almindeligt barn, der vender op og ned på vores hverdag. Hvor vuggen skal stå og hvad tøj hun har på bliver ligegyldigheder, bare Snille er glad og det fungerer. Det vigtigste bliver livet i hendes øjne. Går jeg tiden ud skal vi nok nå at blive klar med det praktiske.

2) Snillen bliver født for tidligt, og vi står endnu en gang uforberedte med det sidste praktiske. Hvis bare hun så overlever er det også ligegyldigt hvornår puslepladsen bliver lavet, men jeg tror det vil gøre mig rigtig ked af det, endnu engang at gå glip af det sidste redebyggeri. Så hellere starte i lidt for god tid. Jeg har jo netop også så god tid til det.

3) Snillen dør og får ikke konkret brug for meget mere end ét sæt tøj og en kiste. Vi får til gengæld brug for en masse minder, og jeg vil på længere sigt have det godt med, at vi nåede at gøre specielle ting klar til netop hende.

Det er også bare fordi...
Lige nu er jeg 23 uger henne, og det er sådan i pricippet lige på grænsen til, at der er håb for overlevelse (meget spinkelt håb). Det får mig til at føle, at jeg står på vippen til at 'have lov' til at gøre klar til den lille pige. Det føles rigtigt at forholde mig til dette her-og-nu, for jeg er bange for at føde for tidligt. Slet ikke sådan angst-bange, men mere bekymret. Det kunne jo ske. Heldigvis tror jeg ikke på scenerie 3, selvom det er den eneste erfaring vi har. Til gengæld har jeg bare svært ved at tro på scenarie 1, for der har ikke været meget almindeligt i at nå til denne uge 23.

Alle disse tanker omkring det rigtige kan godt jage sig selv på vildspor mod det perfekte, men er nok ingen løsning på noget problem her - bare noget tid, der skal gå godt. Lad bare sommeren smuldre og ugerne fare afsted, for det gør Snillen større og stærkere. Hm... det er vist meget godt, at der står en masse lægebesøg mm. på næste uges program, for jeg trænger til at få at vide, at vi er på rette vej.