.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
onsdag den 24. september 2008
Æv altså... (intet nyt under solen, bare et suk af savn)
Når jeg nu selv sidder her og piller mig i navlen, mens jeg ser videoklippet af lille Laurits, der klynker, så slår det mig, at jeg i den grad savner det modspil, som den lille dreng skulle give mig. På egen hånd og båret på hænder af andre har jeg udviklet en moderrolle, og den kan ikke være anderledes, når nu Laurits er død. Men for pokker da... jeg kan sagtens forestille mig, at den ville være anderledes, hvis Laurits levede. Den burde være anderledes.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Ja for faen Heidi, det burde ikke være som det desværre er. Laurits skulle da være hos dig og jer og være en stor dreng nu. Jeg blev så berørt over at du nu har delt Laurits i levende billeder med os andre. Han er/var godt nok fin og hvor er det bare alt afgørende og helt fantastisk at i har dette lille klip med levende Laurits. Hvor lang tid levede han egentlig, heidi?
Vi har selv nogle små film med Irma og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden. Selvom vores døde børn er så stor en del af os, så fylder de så dejligt meget mere når man kan sidde og se dem som små levende babyer, for jeg kan godt ind i mellem glemme det. Altså at Irma engang levede og var levende. Nu er hun jo kun mit døde barn.
Tak for dine tanker Heidi. Mange tanker fra Jeanette
Kære Heidi
Det er jo lige præcis i det lillebitte klip at Laurits er allermest levende og din moderrolle derfor føles så nærværende, for det er jo det du er. Du er mor for denne skønne lille dreng der ligger der og kalder på sine forældre. Det er hele essensen, sådan det er at være mor.
Vi har kun nogen få videoklip af Elisabeth – i dag forstår jeg ikke at vi ikke optog flere timer med hende, men det gjorde vi altså ikke, vi prioriterede virkeligheden lige der – men de få klip vi har, så jeg tit igen og igen lige efter hendes død. Jeg græd hver gang, og elskede det alligevel fordi hun var så nær lige præcis i de klip.
Tak fordi jeg endnu en gang måtte komme helt tæt på Laurits som den virkelige lille dreng han også var. Jeg holder af ham som han ligger der, men jeg holder altså lige så meget af ham den skønne engledreng, hans mor så levende fortæller om.
For lige at svare på det nemme, så blev Laurits 38 timer gammel. Hvert et minut, hver en time talte selvfølgelig, så derfor er det så naturligt for mig at sige 38 timer. Men... faktisk ville jeg også nogen gange bare sige "?? dage", men jeg bliver sgu altid i tvivl, om han blev én dag eller to dage gammmel. Ved nogen det? Han blev født natten mellem søndag og mandag kl. 00:33 og døde tirsdag eftermiddag kl. 14:30. Når noget/nogen kun varer fra 22. til 23. maj er det så kun én dag? Jeg synes jo bare, at han nærmest har krav på begge dage, især når han tog den første med næsten helt fra midnat af.
Ja, ja, jeg ved godt, at der nu går lidt bogstav-/talrytteri i den... hyp-hyp!
Kære Heidi,
Lille Laurits skulle have været her nu! Det er så urimeligt, at han ikke har mulighed for at spæne rundt på sine små ben. Men du bliver ved med at være hans MOR uanset, at han ikke er her fysisk. Men det er bare så drøn hamrende uretfærdigt, at han ikke fik lov!!!!
Kram Stine
Jeg tror at jeg ville sige at Laurits blev 2 dage gammel.
Jeg holder også på 2 dage!
For pokker da.....
Jeg kender godt den form for reflektioner. En gang imellem skal tankerne bare tænkes. Så må man forstille sig, hvordan livet ville have været hvis nu.....
Jeg synes jo, at du mestrer din moderrolle rigtig godt. Dine tanker giver tit anledning til lige at se ind.
Din lille videosekvens er guld værd, jeg holder også på, at Laurits levede 2 dage.
Varme hilsner
Susanne
Men han levede jo også indeni dig, Heidi.. i din varme mave i det lune vand med dæmpede lyde og fint mørke...
Og så lever han jo videre i os alle...
Synes det med liv - at leve - at være levende har fået en ny betydning for mig efter at have 'fået' Lautits.
For hhvornår kan noget siges at leve? At være i live? Ar være levende? Hvad definerer det... er det at trække vejret? At have et hjerte der slår?
Er det ikke OGSÅ at blive holdt af, at blive holdt om og at man er med i tanker, andres liv og sjæle???
Hmmmm.. så skete det igen, at ordene løb med mig i stedet for at jeg løb med dem!!!
Send en kommentar