Børn med på indkøb

Jeg var på tur tværs gennem byen med Viola og trillede i Aldi på vej hjem. Ved kassen sendte manden foran lange blikke ned til Viola og sagde hun var sød. Det kunne jeg kun give ham ret i. "Er det din første?" ".... hm..." Min tøven udløste: "Du har en derhjemme?" Så fløj det bare ud af mig: "Nej, det er mit andet barn. Mit første barn døde". Manden så lidt forskrækket ud, men så smilede jeg bare bredt og sagde noget om, at det her så var lillesøster. Han mente, at hun ville få det godt så. Han talte lidt gebrokkent dansk, men jeg forstod godt hvad han mente. Kunne se det i hans øjne, der ikke flakkede væk over døde Laurits. Selv havde han to børn derhjemme og vi fik vores lille snak i al den tid det tog at køre hans mange familieforsyninger gennem kassen.

Fire uger gammel rundede Viola sin mors fødselvægt på 2850 gram. Her iført 'karry'-sættet, som jeg (mor) havde på hjem fra hospitalet i sin tid.


13 uger gammel rundede hun så sin fars fødselsvægt på næsten 4900 gram, og hun passer nu tøj fra dengang far var dreng.

Flødeskum

Man kunne sætte hende i en spand fløde, og så ville det blive pisket til skum i løbet af ingen tid!

I mine øjne

Trods lugtende af gylp fra natten, med tørt mælkeskæg, søvn i de lange øjenvipper, pruttende og lidt spruttende med en smule fornærmet, stram mund; ingen kan vågne så dejlig som min lille viol.

Laurits kan ikke vågne, så jeg lader ham hvile. Men det er samme sted de to unger rammer mig...

Knopskydning

Det med julebilleder var vi ikke så gode til. Vildt for dårligt. Men i stedet er her et af min lille knopskydning:

Og fars pige:

Smil, jul og sul

På årets korteste dag fik jeg det varmeste lys i mørket af min Viola; et rigtigt smil. Siden har jeg fået to mere. Jeg vidste godt, at det ville være så vidunderligt at få smil fra eget barn, men havde jo aldrig oplevet det.

Vi har holdt jul hos de to hold bedsteforældre og det var STORT endelig at kunne komme derhjem med vores levende barn. Vores allesammens lyslevende Viola. Det gav så meget mening, at det ikke rigtig kan beskrives.

Viola er hoppet lige ombord i en af de faste juletraditioner; spise, spise, spise... Men hun vokser også med rekordfart i disse dage. Det er næsten som om jeg kan se, at hun er vokset på tre dage. Hun udvikler sig, og det varmer mig så meget at opleve hendes nye rundhed, styrke, vågenhed, tøsehvin og nu også begyndende smil. Hun var jo så lille og skrøbelig...
Selvom jeg ind imellem føler mig degraderet til et vedhæng på brystet eller som en gigantisk 'ring' på en sut, så er det alligevel virkelig dejligt at kunne opfylde hendes basale behov for mad og tryghed.

Hemmelige smil

Åh, de hemmelige smil!

Når den lille Viola dejser mælkemæt omkuld (og ikke lige har mavekneb) triller der gerne et par smil fra hendes skønne mund. Nogle endda åbne, brede og så ørerne rokker en halv centimeter bagud. I vågen tilstand holder hun stadig kortene aldeles tæt til kroppen og vi forældre kan ikke gøre andet end længes, prøve at se sjove ud, prøve at se søde ud og ellers bare være tålmodige. I dag valgte lillesøster så at sende en af tranerne ved puslepladsen et lille skævt smil. Årh, hvor snyd! (Og jeg stod selvfølgelig straks klar med øjenkontakt og søøøød stemme, men det kunne ikke imponere hende) Men også lidt dejligt... For man kunne jo nemt spinde en varm historie om, at det var et hemmeligt hej fra storebror.