Hej, jeg er forælder til et dødt spædbarn

Jeg kan ikke sove, og tror det hænger lidt sammen med, at jeg prøvede at være en menneskebog i går. Line og Thor tippede mig om det, og jeg er rigtig glad for at have prøvet det. Jeg var bogen om at være forælder til et dødt barn og blev lånt ud to gange (+ at der var en beruset ungersvend, som kom forbi og b(s)ladrede lidt, fordi han så nogle bøger sidde der og drikke kaffe). At stille op til sådan et arrangement var foruden den helt overordnede ide med at rykke ved fordomme også en måde at prøve mig selv af. Jeg vil jo af princip gerne være noget nær en åben bog i forhold til mit døde barn. Altså forstået på den måde, at Laurits ikke skal være et tabu, og at folk gerne må spørge om alt, så længe de kan tåle at høre svaret. Det er nemlig for det første så dejligt at få lov til at snakke om mit døde barn, for det er ikke altid så let at give ham en naturlig plads i alt det levende, når nu han er så død. Desværre. Til begge dele. Derudover er det befriende når folk spørger, fremfor at gætte sig til hvordan det er - som det gælder med alt?? Det var i øvrigt lidt det samme alkoholikeren sagde, da jeg sludrede med ham 'på hylden' (eller rettere, jeg tog mod til mig og stillede spørgsmålet, om man skulle tage hensyn til ham, fordi han var alkoholiker). Han ville hellere selv have lov til at sige nej tak til en øl, end at folk ikke bød ham noget. Det kan jeg godt forstå.

Jeg blev heldigvis lånt ud to gange til i alt tre søde mennesker; en mand og to piger. I øvrigt betyder det bare, at man sætter sig på et par puder i Kgs. Have og snakker over en kop kaffe. Mere mystisk er det såmænd ikke, men det kræver selvfølgelig et vist mod og en nysgerrighed hos låner. Den første der ville snakke med mig var en flinker mand med en meget filosofisk, nysgerrig og åben tilgang, og vi talte i lang tid (her vil jeg i øvrigt gerne opfylde en fordom: to cand.mag'ere kan godt lide at sidde i Kgs. Have og snakke om liv og død, hahaa). Det var fedt at han tog arrangementet for pålydende og netop spillede en masse fordomme på bordet, f.eks.: "hænger du ikke fast i sorgen og dyrker den?", "ophøjer du ikke dit døde barn til noget helligt?" Fedt at få lov at svare på/snakke om. Jeg mener jo ikke, at jeg hænger fast i en sorg, men at det er noget, som følger med i mit liv. Sådan helt overordnet... for det kan da sagtens være, at jeg ikke altid/hele tiden går derudaf og fremad med raske skridt. Nogle gange hænger jeg sikkert fast. Og... (hrh-hrm) det der med at ophøje Laurits til noget helligt... Jow, ville det ikke være lidt hyklerisk af mig at afvise den fuldstændigt med alle de fjer, englebetegnelser, blogindlæg osv.? Men han er også noget helt særligt for mig, for jeg er hans moar. Jeg holder rigtig meget fast i det vi nåede at få af ham, for det var det eneste. Gør det noget? For jeg ved jo godt, at han hverken var mere eller mindre værd end alle andre mennesker.

Heldigvis oplever jeg, at tiden gør noget godt. Den læger ikke alle sår, men den gør noget godt. Skelletterne rasler ligesom på plads i skabet, så de i det mindste ikke er så skræmmende, når man lukker op. Jeg kan tale rimelig åbent om det hele. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det eller få en vis kropslig reaktion - begynde at ryste og blive lidt kejtet - men det accepterer jeg for det meste. For det meste vil jeg godt understrege, for det kan sgu sagtens løbe om hjørner med mig. Og altså... nu sidder jeg så også her og kan ikke sove, for det roder alligevel op i noget at blive udfordret sådan. Det minder mig om de første mange gange (måske det første års tid) af forældregruppemøderne, hvor det godt nok også var svært at falde til ro igen, når man kom hjem i sin seng. Og det var altså ikke fordi jeg lå og græd over Laurits, men det var mere noget med, at jeg lå og tænkte på opfattelser, argumenter, reaktioner, holdninger, følelser osv.

De to piger, der lånte mig var så søde. Vel omkring 15-17 år, tror jeg. De var lidt generte og nok nervøse for at gøre mig ked af det, men hold kæft hvor var de søde! Måske hænger det også lidt sammen med, at de udfordrede min fordom overfor to teenagere med ret så sort tøj...? ;-) Der var i hvert fald intet spille-smart over dem. Det viste sig, at den ene var lillesøster til et dødt spædbarn. Jeg kunne ikke sige mig fri fra tanken om, at det kunne være min datter om en 16-18 år. Jeg spurgte lidt ind til det, men tænkte ellers, at det var dem, der skulle komme med spørgsmålene. Desværre havde vi ikke så meget tid, for de ville også rigtig gerne nå at snakke med ex-stripperen, hahahaha. Jeg er bare super glad for, at de også gad at snakke med sådan en mærkelig mor som mig. Synes det var rigtig 'klogt' af dem at vælge en af de mere grå bøger på hylden, for jeg ved godt, at som forælder til dødt spædbarn er det ikke det mest interessante omslag man har. Eller hvad? Er det min fordom?

Underlige liv

Han er så elsket. Han er her bare ikke til at være det. Alligevel er det ikke spild af kærlighed.

Så mærkelig og så dejlig

Sådan noget mor-kærlighed er virkelig en mærkværdig størrelse. Det kan ophøjes til det smukkeste, hvor der ikke er grænser for al det ild og vand man vil bekæmpe for at gå foran sit barn. Selv sådan en som mig oplever pludselig, hvad det vil sige at være målrettet. Det er jo lige før man kan finde på at opfinde nye elementer, bare for at bekæmpe dem i afkoms-kærlighedens sindssyge tilstand, selvom det ikke altid nytter noget som helst. Samtidig kan mor-kærlighed være rigtig trættende at høre på, den kan afbryde og stå i vejen og kan få en til at sige de mærkeligste ting. Eller skrive de mærkeligste ting... (hrm-hrm).

Det var egentlig ikke den tangent jeg ville ud af. Ville bare sige, at jeg 'fik øje' på et billede af Laurits i dag, og blev fanget ind i forundring. Selvom jeg har slidt de billeder op og stirret mig blind på dem, så er der sgu altid en rest af mytik tilbage alligevel. Faktisk er det som om, at jeg ikke kan få øje på den sidste lille bid, eller ikke kan samle indtrykkene til et helt færdigt billede. Måske er han stadig så fysisk for mig, at jeg mere ser - eller mærker - det kys, som jeg får lyst til at plante på en af hans skæve kinder? Eller også er billederne simpelthen ikke særligt gode, så jeg har svært ved at se ham rigtigt? Eller er det fordi han har lukkede øjne og er halvt maskeret af plaster på alle dem, hvor han var levende? Eller så han virkelig bare meget mærkelig ud, så han er svær at beskrive helt færdig? Eller er det mor-kærligheden, der gør mig så uendelig subjektiv i blikket, at jeg bare synes alle hans skævheder, hans stikkontakttud, hans hævede øjne og fladmaste ører er søde, lidt skægge og spændende?? Jeg tror virkelig, at han ville have set lidt spøjs ud, hvis han levede i dag. Tror han ville have fået skæve tænder og sådan noget. Og så ville det skæve smil bare være endnu mere charmerende i mine øjne. Han ville have været så mærkelig og så dejlig.

Pheeew, så fik jeg lige afløb for et selvsving af mor-følelser helt ned i detaljen. Det er rart og nødvendigt. Men for hulen, jeg trænger til at få en levende unge, fremfor sådan en mærkelig død en!

Dødt barn, døde fisk og fraværende unger

Jeg har vist før beskrevet mit lystfiskeri som en sær parallel til vores kamp om at få flere børn. Udover at begge dele kræver en stor portion held, hengivelse og tålmodighed, så er det i virkeligheden nok mest i kontrasten de hænger sammen. Det er så befriende, livgivende, eftertænksomt og naturligt at komme ud til havet for at fange fisk. Havde jeg haft vinger ville det have givet luft under dem. Af og til må jeg indrømme, at fisketurene kan sammenlignes lidt for meget med barnløsheden, for så kan det godt være rigtig frustrerende ikke at fange noget og ovenikøbet miste blink. For det meste er det dog skønt at være af sted. I denne sommer er det blevet til en del fisketure, og lidt fangst har der da også været. For et par uger siden fik jeg en stor rødspætte hevet i land:

Ret sejt at fange sådan en på blink, tror jeg nok. Den blev grillet og delt med en god ven. Bo spiste sin egen rødspætte, som kun var HALVT så stor ;-P

Drømmen er stadig at få en stor havørred på krogen - en der kæmper, stikker af sted og til sidst overgiver sig (og smager godt!) - og det er altså ikke sket endnu. Jeg har kun haft en lille undermåler af slagsen forrige år, og den fik et kys samt en forskrækkelse og blev sat ud igen. De to billeder jeg drømmer om at kunne vise frem her er et Heidi-med-havørred og et scanningbillede. Helst det sidste... men nu må vi se, hvad der kommer først... eller nogensinde. Der må da snart være 'nogen', der bider på.

Ensom på trods af alt

Ind i mellem er følelsen af at være forladt så enorm. Den ligger ofte og ulmer og nogle gange bryder den løs. Så må jeg erkende, at der ligger rigtig meget savn og ensomhed, der hvor sådan noget nu ligger. Alle andre er bare gravide... har børn... Selvom vi fik Laurits, så er forældrefølelsen så ufattelig ensom og tom ind i mellem. Vi fik Laurits, men han er fraværende på 4. år. Det er kedeligt. Jeg kan sagtens finde glæde, skønhed og fjollerier i det at være én af Laurits' forældre, men så bliver det også hurtigt lidt for personligt og navlepillende. Ikke at det altid holder mig tilbage ;-) men jeg vil så gerne være mor helt ned i maven igen, helt uden at slå hjernen til, helt uden ord men bare i handling.

Sorgen over Laurits hænger sammen med sorgen over ikke at have fået flere børn. Det er ikke det samme, men det hænger sammen. Og det med vores barnløshed er jo ikke bare et spørgsmål om liv/ikke-liv, det gælder faktisk liv/død. Vi vil gerne styre udenom de 25 % dødsdømte unger i vores genpulje. Det er en forbandet luskesorg, der følger med barnløshed. Den sniger sig ind som en nærmest naturlig del af livet. Denne sorg har ikke en begivenhed, et tidspunkt eller et egentligt holdepunkt. Den er der bare, vokser i det halvskjulte - og vi vil bare så gerne af med den! Teoretisk set kunne vi vælge et liv uden børn, men det har jeg slet ikke lyst til. Jeg er jo mor. Derfor kan jeg også blive så ked af det, hvis folk går direkte videre til at tale om andres barnløshed og fertilitetsproblemer. Det er altså ikke det samme... 'forælder' og 'død' indgår i vores barnløshedssituation. Det er ikke for at negligere andres barnløshed, men det er bare et helt andet udgangspunkt. Derfor insisterer jeg på at sige, at vi bruger fertilitetsbehandling som et middel i en større behandling. Det gælder ikke 'kun' om at blive gravid, det gælder om at blive gravid med et barn, der har helt almindelige betingelser for at leve (og dø).

Jeg tror vi lever så godt vi kan med uden ham Laurits, men den reelle barnløshed går i sagens natur mod stadig større sorg, så længe der ikke kommer småsøskende til. Det er svært at håndtere, at det går mod dårligere tider, fremfor lysere, hvis ikke miraklet snart sker. På sorte dage føles det som at gamble... vi må satse mere og mere for at have håbet om gevinst. Jeg kan godt se, at en tidsramme ville være en smart strategi, for så ved man, at det må slutte en dag. Men den strategi går direkte imod Bos og min måde at leve på. Vi insisterer på at tage tingene som de kommer og være så meget her og nu, som vi kan. Det er den måde vi har rejst os efter alle nederlag i næste-barn-projektet. Jeg kan heller ikke få over mit hjerte at sige, at vi efter x antal år må opgive drømmen. Det er trods alt stadig en drøm bag de tunge, triste og ensomme følelser og ikke et mareridt.

Meget lidt nyt

Hvis nu livet ikke havde været så tarveligt at stoppe for Laurits dengang for tre år siden, så skulle her have været lidt billeder af helt almindelige børnenyheder fra Laurtussens verden. Sådan i stil med 'Laurits, der stolt viser sit seneste 'kunstværk' frem til moar':

Eller 'knægten, der har lavet togbane med alle fars slips':

I stedet begrænser nyhederne sig til, at der er kommet nyt toilet på kirkegården (gaaab), samt at Laurits togførers gravsted er blevet nedlagt. Det sidste er ikke helt en nyhed, da det skete lige omkring Laurits' fødselsdag. Vi blev lidt kede af at se det... Det var bare så rart med den sten på Laurits' græsplæne, hvor hans navn stod mejslet, selvom det var for en helt anden Laurits fra et helt andet årtusinde.

Et billede af blomster til Laurits fra mormor og morfar ('s have) sniger sig ind med noget nær meningsfuldhed. Jeg ville da virkelig ønske, at de blomster ikke skulle lægges på hans gravsted, men i stedet kunne være nogle, som han ganske uartigt selv havde plukket hjemme i morfars have. En del af mig synes, at det er småskørt at stille blomster til visning på kirkegården, og en del af mig synes næsten at kunne mærke en fysisk forbindelse gennem slægt, hvor jeg står som lykkeligste led imellem barnebarn og bedsteforældre.

Sådan var det og sådan blev det (ikke)

(Skrevet for en uge siden)

Det som har fyldt en stor del af mine tanker til hverdag, har ikke været noget jeg ville skrive om her undervejs, for vi havde jo håbet på at kunne give en god nyhed. Det kan vi dog ikke. Den korte version hedder endnu et forgæves pgd-forsøg, altså heller ingen graviditet denne gang.


"Denne gang" startede for to måneder siden, en lille uges tid inden jeg afleverede specialet, for da begyndte jeg at tage nedreguleringshormoner. Det er jo kroppen der bestemmer startdatoen, så da den var klar på det tidspunkt turde jeg godt gå i gang. De hormoner man starter med (når det er lang behandling) er jeg meget uvenner med, for de påvirker mit humør meget. Det kan bedst forklares med, at de fjerner farverne fra livet. Deprimeret er et hårdt ord at bruge, men det er i den retning pilen peger. Det er på sådan en snigende måde (de skal tages i ca. fem uger), så jeg vurderede, at de ikke kunne nå at gøre nogen skade på de sidste specialeskrivedage. Det gjorde de heller ikke. Men i ugerne efter kunne jeg godt mærke, at jeg blev hormonkulleret. Der var også en lille smule ekstra ventetid, så jeg skulle være lidt længere på hormoner end normalt. Da jeg begyndte på selve behandlingen med stimuleringshormoner var jeg ret påvirket, nu i en anden og mere forvirret retning. Sådan rigtig præmenstruel. Men det var ok, for jeg havde fri til at være det og skulle ikke andet end passe på mig selv. Nu havde vi været fornuftige og stærke nok til at fravælge behandling fra februar til maj mens jeg skrev færdig, så vi var lige pludselig præcis, hvor vi skulle være. Og jeg var egentlig rigtig glad for ikke at have et nyt arbejde at skulle passe. Det havde jeg ikke haft hjerneceller til!


Ved sidste forsøg blev jeg overstimuleret og indlagt til observation efter at have fået taget 25 æg ud, så denne gang var der skruet lidt ned for krudtet. Det gik fint. Det kom 10 æg ud, og lægerne var fint tilfredse. At få taget æg ud er i min verden forfærdeligt! Jeg har nu prøvet det fire gange, og det chokerede mig lidt den første gang, hvor ondt det gjorde, så jeg var også ret bange denne gang. Men ikke sådan panisk... og jeg gør det jo igen og igen, hvis det er det, der skal til. Så enkelt er det. Men væmmeligt, det er det sgu! Efter ægudtagning kunne jeg så konstatere, at det ikke var så slemt denne gang som frygtet. Det var en lettelse af få det ovestået. I dagene efter kunne jeg virkelig også mærke en stor forskel fra sidst, for jeg var slet ikke så øm. 25 æg er også alt for mange. 10 er meget mere efter bogen. Men... når nu man er i pgd-behandling, som er ægsortering og ikke barnløshedsbehandling, lyder 10 æg ikke af så mange. Statistisk set vil 2-3 af dem nemlig få Laurits' sygdom fra både Bo og mig (hvis alle bliver befrugtet, vel at mærke), og så duer de ikke. Det er hele grunden til at lave det her, at man kan opdage dem, og sortere dem fra. Derudover er den analyse, som laves på de befrugtede æg meget hårde ved dem (man trækker 1-2 celler ud efter de har delt sig til ca. seks celler), så nogle vil gå i stykker/i stå. 'Man kan ikke lave statistik på det enkelte par', siger lægerne og de har jo ret. Men når vi nu kun fik ét godt befrugtet æg ud af sidste omgang med 25 æg, er det svært at være rigtig optimistisk med kun 10 æg... Også selvom vi har prøvet den version, der hedder kun fem æg ud, men to helt rask-raske. I hvert fald svært for mig. Så alt i alt startede det tankemæssige hårde, ulidelige venteri efter ægudtagning. Så meget var på spil, følte jeg. Det var trods alt også fjerde gang, så nu skulle det da ske.


Det viste sig, at der blev to raske bærere klar til os, så dem fik vi hjem efter fire dage. At få dem hjem er følelsen. Det er meget, meget skørt at have sit potentielle afkom liggende inde på Riget, og det er totalt meningsfyldt når de endelig ligger der, hvor de skal - inde i mig. Det var jo der hele trylleriet skulle have forgået. Lidt ekstra hormonbehandling (altså udover den obligatoriske) fulgte også denne gang efter ægoplægning. Det var det, der udløste overstimuleringen sidst, så jeg var da lidt nervøs over det. Men hvis det kunne øge chancen for graviditet, ville det være det hele værd. Helt klart! Jeg blev hurtigt lidt opsvulmet, fik kæmpe gravid-sult (oliven, tunmousse, pesto, flødestuvede ting og sager - og mere af det, tak!) og blev så mere opsvulmet. Også denne gang var der tydeligvis vand i bughulen og jeg lignede en, der var tæt på halvt henne i graviditeten. Der var et par dage, hvor jeg virkelig fik et tydeligt billede på, hvordan det havde været at være gravid med Laurits. Min krop lignede så meget. Laurits lå jo med hovedet oppe under mine højre ribben, og denne gang var der også noget, som blev presset lidt derop (sikkert leveren, eller andet organ...). Det var ret mærkeligt... Jeg tog mig selv i at nusse min mave og puffe lidt til den. Men der var sjovt nok ikke noget 'svar' derinde fra ;-) Der var bare vand og mad. På én dag ændrede hormonbalancen sig; den voldtsomme madsult forsvandt og min mave faldt. Det tog selvfølgelig lige nogle ekstra dage at blive helt normal, men skiftet var ekstremt tydeligt for mig. Sådan skulle det også være, det var ok. Det var bare det ekstra hormon, som var ude af kroppen. Til gengæld havde jeg ikke blødt i 14 hele dage efter ægoplægning, og dette var helt nyt i forhold til de andre gange. Så langt var vi ikke nået før! Det gjorde os totalt håbefulde, ja faktisk forventningsfulde. Man gennemgår ikke to måneders behandling uden at et kæmpe håb sniger sig om bord.


Normalt får man taget en graviditetsblodprøve efter 14 dage, men pga. de ekstra hormoner skulle vi vente i tre uger. Ellers kunne vi risikere et falsk positivt svar. Tre uger er lang tid! Da jeg bestemt følte, at det ekstra hormon var ude af kroppen og da jeg bare var så sikker på, at det nok var lykkedes denne gang, lavede vi en hjemmetest efter 14 dage. Vidste godt, at et positivt svar ikke kunne være helt til at regne med, men ville bare lige se det. Og hvis det imod al forventning skulle være negativt, ville jeg også gerne vide det, for jeg synes det er ret hårdt at gå og vente på en menstruation, når man nærmest frygter den. Jeg kan ikke helt styre de følelser, men når næsten at blive helt bange og fremmedgjort overfor min egen krop i sådan en situation. Det er så let at sige, at man skal tænke på noget andet, og at det er ude af vores hænder. Ja tak, men det er bare min krop det handler om hele tiden. Ville et eller andet sted gerne forberedes, hvis det var den negative vej det skulle gå. Testen var desværre fuldstændig negativ... ØV! Det var godt nok skuffende. Det føltes som et kæmpe slag, et gigantisk nederlag. Det er længe siden vi har været så kede og triste. Denne omgang pgd har helt sikkert været den hårdeste - eller rettere, resultatet har. Det føltes som en fysisk byrde. Al energi forsvandt ud af os efter testen. Vi havde ikke engang tårer, det var bare gråt, tungt, trist, modløst. Jeg følte, at alle døre til babyverdenen smækkede i. Jeg følte os snydt og bedraget. Jeg følte mig tilmed dum. Hvordan havde jeg dog kunne tro på en graviditet?? Det er jo ikke noget jeg 'må'... Sådan var følelserne. Ikke nødvendigvis rationelle, men rigtig meget til stede.


Vi har nu også fået den officielle blodprøvetest overstået. Det var godt at få det helt ud af verden, så vi kan øve os i at lægge endnu et nederlag bag os. Så skal vi fandme til at leve igen! Så skal alt det babypjat lægges på hylden - sådan mentalt. Jeg har hele tiden haft en form for skygklapper på efter Laurits døde. Vi skulle bare liiiige have den der positive graviditetstest igen, så kunne vi virkelig rejse os og vise det forbandede liv og den åndssvage død, at... ja, hvad ved jeg egentlig ikke, men det var bare et overlevelsesinstinkt. Vi var på ingen måde ude på at glemme vores første lille barn eller erstatte ham, men vi ville bare mere og igen!! Men nu ved jeg ikke rigtig hvor vi står. Jeg ved bare, at det med graviditet er virkelig svært, virkelig ikke noget vi kan beslutte, virkelig ikke sikkert og virkelig ikke noget, som kommer til at lægge sig tidsmæssigt op ad Laurits. Vi er forældre, men barnløse forældre på 4. år. Æv! Det var ikke sådan det skulle være.


Jeg kan godt selv høre, at det her lyder røv trist, for at sige det mildt. Der er dog også andet end det. Jeg er ikke udelukkende trist, men det er klart, at det fylder meget. Om lidt lukker jeg bloggen, bander lidt og så holder jeg i hvert fald en pause fra alt det triste. Det er et par dage siden testen og skuffelsen, så allerede nu er det bedre, og jeg ved, at det går fremad herfra. Det kommer bare til at tage lidt tid. Jeg er lidt af en stor skude, når jeg skal skifte retning.