Det bedste og det værste, II

Det bedste er at få et Laurits-dokument med posten i dag på min fødselsdag. Jeg har ventet på det brev siden slutningen af sidste uge, så det passede bare så fint, at det kom lige i dag. Meeeeeen, det er jo ikke den skønneste læsning, for det er Laurits' journal fra neonatalafdelingen. Jeg har rigtig længe gerne ville have den journal, men har først for nyligt fået spurgt efter den. Nu sidder jeg så her med det bedste og værste i mit liv blandet sammen i en struktureret pærevælling af lægelatin og menneskeord, og indeni har jeg det lige præcist... blandet! Forstå mig ret; jeg er kun glad for at have journalen, men det er bare så barsk læsning. Det kommer pludselig meget tæt på igen, og det gør mig både længselsfuldt glad og smertefuldt ulykkelig.

Først og fremmest tænker jeg "stakkels lille dreng"... Hans hoved sad fast i min mave, han havde næsten intet fostervand, blev født uden hjertelyd, han var skæv i hovedet, hans arme kunne ikke strækkes ud, fødderne pegede indad, han fik hul på lungen, fik lagt dræn, fik morfin, blev inturberet og indeni; ja, der var nyrerne alt for store og blæren alt for lille. Stakkels, stakkels Laurits. Han havde sådan en hård nat og det var meget kritisk for ham. Og vi, forældrene, sagde nej til nøddåb. Når jeg læser om dette, tænker jeg på, at vi var ekstremt heldige, at han overlevede så længe som han gjorde. Tænk, hvis han bare var død midt i det hele uden vi fik vist ham lidt frem, siddet med ham, nusset ham og altså også døbt ham. Han må trods alt have været en sej, lille gut, der gerne ville give sin familie en god oplevelse midt i kaos og helvede?

Spredt rundt omkring i journalen står flere gode sætninger, som jeg har lyst til at dele:

22. maj.

"Forældre været her hele natten. Hvilt sig lidt om formiddagen. Forældrene har taget ham til sig, kysset og "undersøgt" ham. De vil gerne vaske ham, evt. give ham lidt af sit eget tøj på. Ønsker at sidde med ham".

"Bevæger hænder og fødder, men åbner ikke rigtig øjne".

"Mor og far vaskede selvstændigt deres søn i aften. De sad ??? mor med sønnen i lang tid".

"Bedsteforældre + fars bror været her det meste af aftenen. Var på stuen omkring barnedåben mindst 3/4 time. Heidi og Bo brug for deres forældre og brødre. Heidis bror desværre ikke været her endnu, ikke reageret på telefonen" (Thomas, vi fik heldigvis fat i dig dagen efter, og du nåede faktisk at opleve nogle af Laurits' allerbedste timer).

23. maj.

Og så står der følgende, som jeg er så ked af at være gået glip af: "Sover meget, virker afslappet. Havde sin finger op ved munden og lavede suttebevægelser. Kikket lidt ved 6 tiden". Åh, Laurits, bare jeg havde set dig sådan, bare jeg havde set dig prøve at sutte på dine fingre. Så ville jeg have givet dig en lille smule af min mælk - bare et par dråber, så du kunne have smagt det. Men vi var heldigvis hos Laurits lidt senere, hvor han stadig var mere vågen end dagen inden, og hvor han nåede at sende mig "sit øjeblik". Paradoksalt nok, var han mere vågen et par timer inden sin død, end et par timer efter sin fødsel. Hm...

"Har åbnet øjne og set på forældre, reagerer tydeligt på fars + mors stemmer. Siddet 1½ time hos mor".

Det er hårdt at læse hans journal, fordi det hele kommer så tæt på. Jeg vil egentlig så gerne være tæt på, men jeg kan samtidig mærke en flig af den ubærlige smerte det var dengang. Og for helvede, hvor var det forfærdeligt!! (Jeg må gerne bande sådan, for det VAR helvede!!!).

Jeg må dagligt minde mig selv om, at vi gjorde alt det vi dengang magtede, men til daglig bærer jeg jo minderne med stolt glæde, og så kan jeg et eller andet sted ikke få nok... Så længes jeg mod at gøre mere dengang, hvilket desværre er helt umuligt. På en måde var jeg nok mere afklaret, dengang vi lige var kommet fra hospitalet, for da sad smerten stadig helt ubærlig i krop og sjæl, og vi forsøgte bare at overleve, var forundrede over at leve og havde næsten stadigvæk følelsen af baby-Laurits i hænderne. Gid man kunne gemme de følelsesmæssige sanseindtryk - altså den fysiske følelse af Laurits - ligesom man kan gemme de visuelle indtryk på fotos. Suk...

Jeg har meget at være taknemmelig over i mit liv, og tro mig, det er jeg også. Taknemmelig fo Bo, der kan rumme det hele, der kan vække mig med gaver (en totalt sej fiskestang og flødeboller!!), lave morgenkaffe med nybagte boller og som tænder Laurits' lille lys i den lille stage, fordi han godt ved, at i dag savner jeg vores dreng endnu mere.

Det bedste og det værste, I

Et ordsprog siger: Djævlen er ikke farlig, når man lader ham danse på bordet”.

Nu er Laurits jo ingen djævel, så jeg har omskrevet det til: ”engle er ikke styrende, når man lader dem tage roret”
(Det rimer lidt på det første, hihi)

Giver det mening? Laurits styrer ikke mit liv, men han guider og leder mig ofte. Så er han udover min skønne, lille dreng også lidt et ”begreb” eller en samling af følelsesmæssig erfaring. Jeg er blevet klogere. Men ikke bedre, ikke sådan at jeg skulle være bedre end andre mennesker i hvert fald! Laurits kalder dog på det bedste i mig, og når jeg lytter til det, vil jeg gerne tro, at jeg er blevet en smule bedre til noget. Forhåbentlig bedre til at lytte, forstå komplicerede følelser og til at rumme andre mennesker på godt og ondt. Men den forbandede, djævelske smerte og afmagt, der desværre også er knyttet til erfaringen med at opleve Laurits dø, kalder nogle gange på det værste i mig, så det forplumrer mine tanker, snævrer mit syn og gør mine sko mindst to numre for små.

Jeg tænker meget og ofte på det med, at Laurits både er det bedste og det værste i mit og Bos liv. Dvs. selve Laurits er der jo ikke noget slemt i, men at han døde... det er sgu slemt! Hvad er det bedste i mit liv? Er det dengang Laurits blev født? Naaaarh.... det ved jeg ærlig talt ikke, for helt ærligt, så var det ikke nogen fed oplevelse at få veer seks uger før tid, komme til undersøgelse på hospitalet og vupti - et kejsersnit, en dødsyg søn, en knust mand og et sorgfuldt liv. Men samtidig; lige inden vi fik beskeden om kejsersnittet, nåede Bo og jeg og have ca. en halv time alene på undersøgelsesstuen, hvor vi lyttede til LilleFranz' hjerterytme og kiggede på vemåler. Det var en helt speciel stemning og jeg ville gerne starte filmen forfra igen lige derfra. Lige da Laurits var ude sagde de der grøn- eller hvidklædte mennesker omkring os tillykke, og det var også skønt at høre! Og så er der den korte, men meget intense tid vi havde med Laurits... Åh, det var så dejligt! Sørgeligt, smertefuldt, angstfyldt ad helvede til, men også dejligt. Er mit bedste øjeblik mon ikke netop det, som Laurits sendte mig? Få timer før han døde var han så vågen og nysgerrig, at han lige åbnede det ene øje på klem og KIGGEDE PÅ MIG. Min lille dreng. Bo sagde allerede dengang, at han da lige ville se sin mor. Ja, det kan sgu godt være, at det lyder lidt rørstrømskt, men sådan var det faktisk. Vi var så stolte og så parate til at tage imod den lille kære unge.

Måske er der ikke så mange ting her i livet man kan opdele i helt rene kategorier af godt og skidt, men lige netop mht. Laurits er jeg bare så træt af, at det skidte klæber sig helt op ad det allerømmeste og allerbedste. Vi var med det samme (og jeg mener virkelig med det samme, for det var allerede ved samtalen med lægen om, at Laurits skulle dø) glade for, at Laurits fik en anden dødsdag end fødselsdag. Ikke fordi det ændrer noget som helst, men vi havde brug for det konkrete "bevis" på, at vi både havde fået og mistet. Og vi havde fået... en lille dreng, et forældreskab. Jeg er så taknemmelig over at være Laurits' mor.

Der er så varmt i blogland...

... solen skinner, der er høøøjt til den blå himmel og Laurtussen hviler trygt på en pufblød, gylden sky, mens han drømmer vilde, indbringende, lykkefyldte drømme for os alle sammen. Drømme, som også næres af noget af alt det Brit indeholder.

Og ja, så bliver en lillemor bare helt blød i knæene, når hendes barn sådan bliver nævnt af andre. Tak Brit.
http://weallcomefromseoul.blogspot.com/
Jeg kan kun opfordre på det kraftigste til at gå ombord i Brits del af blogland. Der gror vilde blomster af lotus, dufter sprødt af kager og røgelse, der er sjovt og der er dybt!

Dengang...

Somme tider kan jeg ikke lade være at drømme mig tilbage til dengang, hvor Laurtussen lå trygt og varmt i min mave. Jeg savner det og det bliver sværere og sværere at huske, hvordan det egentlig var. Det virker helt surrealistisk at forestille sig den store mave. Dette billede er taget ca to døgn før han kom ud til os (og nej, jeg havde naturligvis ikke hans fødder tatoveret på maven det er bare lidt fotoredigeringspjat ;-)

Jeg mindes og varmes ved tanken om, at jeg fik lov til at holde lille Laurits så tæt i så lang tid og at jeg var hans verden dengang. Nå ja, det lyder måske lidt stort og flot, men sådan er det vel at ligge i sin mors mave? Jeg har dog også lidt skår i glæden, for hvor godt havde han det egentlig derinde til sidst? Han var så mast, lige da han kom ud. Det kan jeg se på det første billede, som Bo tog af ham. Stakkels lille pusling.

Ca. tolv timer før kejsersnittet vraltede jeg rundt i Knuthenborg og forsøgte at fortrænge en mere og mere anmasende erkendelse af, at det nok var veer jeg mærkede.




















Det er lidt mærkelig for mig at tænke på den tur i Knuthenborg. Vi er kommet der med min familie ca. en gang om året så længe jeg kan huske. En episode jeg især husker er, at der engang var en af aberne, som slæbte rundt på sin døde unge. Det gjorde naturligvis lidt af et indtryk, og vi havde alle sammen ret ondt af den. Kunne dyrepasserne dog ikke køre ind og fjerne ungen, så moren ikke skulle pine sig selv sådan? Og så den ikke skulle slæbe ungen helt i stykker? Det var tydeligt, at den ikke kunne forstå eller acceptere, at dens lille unge var livløs. Nu er det mig, der er aben... Og jeg skal ikke kunne sige, hvad der er bedst for en abemor, men for mennesker ved jeg en ting helt sikkert; det gælder ikke om at fjerne ungen så hurtigt som muligt! Det gælder om at være så meget sammen med den døde som man magter, for der venter jo et helt liv uden bagefter.

Erkende realiteterne

"Spreder du dig over for meget? Prøv at minde dig selv om, at denne tid i dit liv aldrig vil komme igen. Det gælder selvfølgelig hver eneste dag i ens liv, men da det dog er sjældent, man er gravid, bør man være opmærksom på at nyde den korte tid, mens den er der. Det er den eneste gang, du vil være gravid med netop dette barn. Hvis du ikke kan sige nej, når du har lyst til det, eller du er ved at blive ædt op af skyldfølelse, fordi du ikke kan opretholde det sammen tempo på arbejdet, så vil du gå glip af det forunderlige ved denne periode i dit liv. Lidt efter lidt må du prøve på at erkende realiteterne. Du kan ikke være alt for alle, og stadig også være der for dit barn og dig selv."

Ovenstående er dagens tekst på netbaby, fra en side jeg oprettede, da jeg var gravid i sommer... 16+4 - så gravid skulle jeg have været nu med den lillebitte frøns, som aldrig rigtig nåede at blive til noget. Suk... Det er noget pis, at jeg ikke er gravid!! Selvom både Bo og jeg er kommet os så meget over det tab som vi kan, og selvom det ikke er noget at snakke om i forhold til at vi har mistet Laurits, så ligger der alligevel en lille sorg over det og ulmer et sted i mit indre, tror jeg.

Nu er der netop ikke den forunderlige dimension af et barn på vej i mit og Bos liv, men jeg tror måske, at jeg har psykiske efterveer, for det ramte lige plet i mine tankekruseduller, da jeg læste teksten på netbaby i dag... Hvis jeg var gravid ville jeg gøre alt for at stoppe op, nyde, give afkald på at være perfekt for andre osv. Det er det jeg har lyst til lige nu, det som ville give mening i mit liv. Åh, tænk at valse omkring med en lille topmave nu og snart nyde følelsen af de første spark inde fra hulen! Selvom jeg ikke er gravid længere og vi har erkendt den realitet, så kan jeg ikke bare give slip og lade være med at have trangen til at stoppe op... Hm, mon det her giver nogen mening?? Andet end at jeg får lukket lidt damp ud af tosseventilen ;-p

Jeg er ikke gravid i 17. uge, men det holder mig nu ikke vågen om natten. Jeg græder ikke over de to scanningsbilleder vi har eller de 67 heste vi nåede at folde til frønsen. Jeg har heller ikke fulgt med dagligt eller sågar ugentligt på netbaby. Men jeg har svært ved at koncentrere mig af og til. Svært ved at huske simple ting som datoer (hurra for årstiderne, der er med til at indikere tiden!), svært ved at tale engageret om andet end liv og død, svært ved at åbne visuel kultur bøgerne og lukke bloggen! Der er så mange flimrende følelser og tanker om mine børn. Både Laurits, frønsen og den/de, som ikke engang er der endnu.

Jeg kan sagtens være glad, sagtens sætte pris på alle de gode ting i mit og mine kæres liv. Men jeg kan også godt være ked, sur, trist og helt utrolig bund-utilfreds med, at livet ser så forbandet anderledes ud end det burde.

En roe, en blomst, lidt foldet papir og så meget mere...

I weekenden var vi i sommerhus med noget af min familie. Der fik jeg lavet denne roelygte til Laurits, så nu står den og pynter på hans græsplæne. Vi var ude med den her til aften - lige inden kirkegårdslukketid - og det var smadder hyggeligt at tænde lyset og sende kærlige tanker op mod himlen. Jeg kigger gerne hen på jorden og finder en ro ved at vide, at der ligger Laurits' urne rent fysisk. Men mine tanker finder altid en måde at undslippe græsset, jorden og asken i urnen. De drøner opad, udad og af sted i det uvisse, hvor der er skyer, solen, stjernerne, den blå himmel, månen og måske en lille dreng, som stadig kan mærke kærligheden fra sin mor?

Vi havde en lille rød blomst med fra mormor og morfars have (ligger foran lygten) og da farmor og farfar havde været forbi i weekenden, lå der også blomster fra dem. I den lyng, vi havde sat for flere uger siden var der stadig små traner og den grønne propel fra Line og Thor.

I græsset lå fem røde roser, som jeg fik fornemmelsen af også var tiltrængt vores lille dreng... Men jeg ved det ikke.

På selve plænen havde Laurits drysset sine små, hvide englefjer som han ofte gør. Så tager vi gerne en op og puster lidt omkring, hvilket giver os en form for følelse af kontakt og kommunikation med vores søn. Hm... havde jeg vist, at jeg ville gøre de her ting og tænke de her tanker for 16 måneder siden (og endda lægge det på nettet), ville jeg nok ikke have troet det. Vi ønskede sådan at fastholde Laurits som den fysiske, den levende, den døde, den "rigtige" og ikke sådan en fantasifigur, ikke en skide engel! Vi ville ikke have en engel, vi ville have et menneskebarn!! Sådan et, som smilede igen, når vi smilte til det. Et som puffede tilbage, når vi puffede til det. Et som sked, når det havde fået mad. Men vores lille Laurits kunne ikke engang tisse... Han kunne heller ikke smile eller puffe. Men han fik os alligevel til at elske helt og totalt ubetinget og han giver os så meget på trods af alt. Han var noget fysisk og han var noget ikke-fysisk. Nu er han en engel, hvilket for mit vedkommende egentlig bare er en måde at sige, at han ER, at han fortsætter. Det er også en måde at sige, at jeg ganske enkelt har brug for noget billedligt og fantasifuldt at sno mine tanker rundt om, for eller bliver jeg helt tosset! Laurits præst har sagt til mig, at døden ikke har det sidste ord, det har kærligheden. Hun var den første, der kaldte Laurits for vores engel, hvilket var til hans bisættelse. Da sagde hun også, at hans livsbane var blevet meget, meget kort, men at han sandelig havde været her. Hm... når der virkelig har været en lille levende dreng i min mave, så er det nok også ok, at jeg brugte en halv time i weekenden på at hakke i en roe med fætter Brians skarpe grønlænderkniv.

Mindeaften

Nogen gange fatter jeg ikke noget! Nogen gange er der bare et stort, hult spørgsmålstegn indeni mig. Som i går aftes, hvor Bo og jeg spændte og stolte gik over til Rådhuspladsen kl. 18 og hængte vores minde om Laurits op på en dertil opstillet mindevæg. Vi havde også Kirsten Maries tegning med for Rikke og Claus. Der var så mange andre... en del vi kendte, en del vi havde set før og så alle de billeder, tegninger, bamser, lys, digte, ord mm., som stakkels forældre havde sat på væggen. Det var først som at træde ind i et trygt og velkendt rum, for her var jeg bare en i flokken, hvor alle kendte til den dybe savn og sorg. Jeg blev også så glad for at møde dem jeg kendte. Men... som jeg kiggede og læste mig ind på alle de ord og billeder på væggen, var det som om, at jeg ikke fattede en pind! Hvordan kunne det dog hænge sammen, at jeg følte mig så tryg, hjemme, stolt og ja... faktisk glad, når det hele i bund og grund var så frygteligt? Jeg kunne se tårer omkring mig og det skar dybt i hjertet, men jeg var jo selv "en af dem"... Nogen gange er det som, at jeg ikke forstår en dyt af, hvad der er sket. Jeg tænker ikke (længere), at det er forkert, for jeg har efterhånden lært, at jeg er sådan en "rolig type" og ofte reagerer lidt sent.

Var det min stolthed, som overskyggede alt andet? Er det forkert at være så stolt? Jeg var stolt af at hænge vores minde op, stolt på vegne af de andre forældre vi kender, da jeg så deres minder, stolt af at have Britte, William, Anna og Johanne med. På et tidspunkt var der en mand, som bare sagde "hej... jeg kan kende jer fra billedet". Wau, derblev jeg sgu da også stolt! Tænk, at han sådan rigtigt havde set os? Så havde han jo set vores lille familie på tre og det var skønt.

Baggrunden for arrangementet på Rådhuspladsen i går var at blive set i flok, at gøre opmærksom på Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød

Det ser da også ud til, at der er kommet lidt fokus på emnet spædbarnsdød:
http://www.berlingske.dk/article/20071010/danmark/110091077/
http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet# (se seneste program")
http://kvinder.bt.dk/index.php?id=1415



De ord vi havde hængt op til billedet og tranen på mindevæggen var følgende:
Laurits er:
- vores søn
- død
- ham vi til evig tid har favnfulde af uforløst kærlighed til
- ikke alene i himlen. I løbet af sommeren 2006 fik han seks små venner… India, Johannes, Kirsten Marie, Natalina, Elisabeth og Alma
- ikke et overstået kapitel i vores liv, ikke en hændelse, ikke en sorg, der skal bearbejdes
- ham, vores tanker nu kan finde ro ved, når alt andet bliver kaotisk
- brændt og fysisk væk… men det er vores kærlighed og forældrefølelse ikke
- en Laurtusse, en pusling, en basse
- ham, vi digter minder om, fordi hans korte liv ikke gav os nok
- ham, som lige er fløjet forbi og har tabt en lille englefjer, hvis du nogle gange ser sådan en fin, lille, hvid fjer for dine fødder. Vi ser dem ofte ligge rundt omkring ude på Laurits’ græsplæne. Der ligger de blandet med de grå fjer fra Københavnerduerne, husskaderne, kragerne o.a., og så ved vi, at Laurits og vennerne igen har været efter fuglene!
- ham, som har lært os at se gennem sorg og smerte, være modige. På den måde kan vi også tage imod al den glæde han giver os
- den første, som har lært os noget om at være forældre
- den største glæde i vores liv, til trods for, at han er død
- ham, som lignede sin far Bo så meget, og som sikkert ville være blevet en glad lille gut – en lille tumling
- den skønne, lille, skrøbelige men udholdende babydreng, som døde helt stille og fredeligt, efter han blev lagt op på mit bryst og mens Bo holdt om og sang
- ham, som vi tænder lys for, fordi vi har brug for helt konkrete symboler i vores hverdag
- den lille prut, som både vi og andre engleforældre godt kan finde på at købe babytøj til. Tøj, som bliver købt til Laurits, og som hans kommende søskende sikkert får lov til at arve
- pisse billig i drift!!!
- ikke en skideirriterende lille ”møg-unge”, der holder os vågen om natten – men det ville han sikkert have været af og til, hvis han var i live