7 års fødselsdag

Det er syv år siden Laurits blev født og døde. Jeg har mistet grebet om forestillingen om alt det, der skulle have været... kan ikke forstå, at jeg skulle have haft sådan en stor dreng nu. Måske skal jeg bare skrive, at jeg savner ham, for det er nok essensen af det...

Det var nu en god dag, den 22. maj 2013. Laurits føltes nær og blev mindet i vores lille familie, og for første gang havde jeg ikke en flimrende uro omkring hvad jeg dog skulle gøre for ham på trods af det hele. Jeg bagte bare en lagkage, hyggede med Viola om dagen, og så familiehyggede vi tre levende om aftenen. Senere blev én lagt i seng, og så var vi to tilbage. To om at være tre.

Glad for to

Laurits dukkede lige op her til eftermiddag med et stille hej. Han stak hovedet frem fra inderlommen i min gamle vest, der lå henslængt på en stol. Det var hans lillesøster, der gjorde mig opmærksom på ham, og ved hendes ord blev han i et øjeblik lidt levende for mig igen. Det var dejligt.

Viola med opdagerbegejstring i stemmen over billedet i lommen: "Det' dig og Laurits! Se mor, dig og Laurits! Det' tube i næsen" Og så var hun ellers videre i sit glade liv. Jeg føler mig også glad... og taknemmelig over at have fået TO børn.

Lignede hinanden

Viola og jeg så lidt på babybilleder, og da vi kom forbi dette sagde hun: "Det er Laurits".
Jeg kan virkelig godt se ligheden, og det er ret hyggeligt. Og dejligt, at han åbentbart er meget naturligt med for lillesøsteren.

7. jul

Vi pakkede bilen og kørte den lange vej hjemme fra Schweiz og hjem til Danmark. Vi hyggede os alt hvad remmer og tøj kunne holde med familien og de venner, vi kunne nå at se i denne omgang. Det var en god ferie for os alle tre... os tre levende.

To gange blev jeg af andre mindet om Laurits og resten af tiden var han næsten ikke i mine tanker. Om jeg fatter, hvordan det kan være blevet sådan??? Jeg havde aldrig troet, at han skulle fylde så lidt. Men når det så er sagt, så prøver jeg at være modig og tro på, at han aldrig bliver væk for mig, men at han bare viger pladsen på naturlig vis. Og jeg prøver at parkere det ulmende savn i den taknemmelighed jeg har over, at nogen trods alt huskede Laurits for mig. Det var sgu rigtig godt! :-)

At skille mit fra hendes - og hendes fra hans (I)

Hvor er det dog anderledes at holde fødselsdag for et lille levende barn, end det er at mindes sit døde barn på dets fødsels- og dødsdag!

Laurits' dage kan fyldes med lige præcis det vi forældre har brug for (undtaget lige nøjagtig det vi virkelig kunne ønske, nemlig vores søn i live), men Violas dag kræver bare fokus et totalt andet sted. Det handler om, hvad hun har brug for, og det er vidunderligt, at hun kræver sin plads.
Jooo.... Laurits kræver faktisk også sin plads, men det er 'kun' noget indeni mig, der knækker, hvis han bliver mast for langt væk. Med Viola er det aldeles ikke mit indre det handler om at holde hel (selvom jeg ganske sikkert også ville knække, hvis nogen maste hende), men derimod en lille pige, der mere og mere tydeligt danser sin helt egen dans. Det er virkelig smukt, livgivende og meningsfuldt at se hende danse.

Det lyder måske åndssvagt, men nogle gange føler jeg næsten, at Laurits er tættere på mig end Viola. Han er som imploderet i mig, hvor Viola er eksploderet ud og væk fra mig. Men det er også noget vrøvl, for Laurits kommer godt nok ikke med mange input, hvorimod Viola bombarderer mig konstant.

Laurits har dage, hvor minder, der starter med fødsel slutter med død. Viola har kun en dag, og jeg må tilstå, at jeg på et eller andet skørt punkt har vænnet mig så meget til (ikke) at have Laurits, at jeg i glimt forventer 'noget næste', 'det andet,' endnu en mærkedag med Viola. Men det er bare sådan en underlig forvirret følelse. I andre glimt, mærker jeg meget bevist den reelle frygt for, at Viola skulle få en anden dato. Et par gange har ordene bare smagt for mærkeligt, når jeg har sagt, at "Viola bliver to år"... Som om, at det så er alt. Og når først den lille bismag til ordene sætter tanken igang, er det umuligt at sige, at det bare er noget pjat. Jeg ved, at man kan miste sit barn. Derfor skal jeg ind imellem også lige stramme ballerne, når jeg skal snakke overbevisende om, at hun så bliver tre år, fire osv. Det er næsten for urealistisk meget at bede om alle de år, og så skubber jeg det væk, og har ikke lyst til at tænke på, at tiden går.

Det er sådan set nemmere med Laurits. Altså nemmere at finde ord uden bismag, for der kan ikke ske ham noget. Frygten er sådan set væk. Jeg kan sige, at "Laurits er død" og gå i krig med at håndtere og filosofere alt det døde. Det har jeg vænnet mig til, igennem hvad der føles som snart altid. Tanker om, hvad der kunne ske med Viola kan være sværere at håndtere, for der er så mange muligheder. Øv! Og der er kun så meget jeg kan gøre, ikke alt.

Med mit ene barn skal jeg faktisk acceptere, at han er død og med det andet skal jeg leve som om, at døden aldrig bliver en oplevelse jeg kommer til at skulle rumme. Absurd.

Forskel på mine to børn

Hader den forskel der er på mine to børn. Så mange myldrende tanker har jeg haft om Laurits og næsten ikke andet. Alt for meget tid, alt for meget tomrum og alenetid. Sorg og savn og indebrændt længsel, der aldrig kan forløses, kun gro fast et eller andet sted, hvor det sikkert ikke er ret godt for noget.

Med Laurits et ganske enkelt, rent og udkrystalliseret ønske om bare én dag mere, bare én time, bare ét minut. Man får jo aldrig nok af sine børn, når det drejer sig om, at døden står på spring og vil tage det væk.

Med Viola mange daglige udfordringer og nogen gange følelsen af, at der ikke er tid til andet. Med hende et absolut andet ønske om at holde lidt afstand ind imellem og få lov til at savne.

Jeg synes fandme det er svært at rumme begge yderligheder hele tiden, og gæt hvem, der må vige... Og nu er ham, der må vige her selvfølgelig ikke, så på den måde er det ok. Han går jo ikke glip af noget. Men det gør noget ved mig, moren, som ikke føles ok.

Lillesøster og Lauritsfjer

Hun er begyndt at finde Lauritsfjer.