Knopskydning

Det med julebilleder var vi ikke så gode til. Vildt for dårligt. Men i stedet er her et af min lille knopskydning:

Og fars pige:

Smil, jul og sul

På årets korteste dag fik jeg det varmeste lys i mørket af min Viola; et rigtigt smil. Siden har jeg fået to mere. Jeg vidste godt, at det ville være så vidunderligt at få smil fra eget barn, men havde jo aldrig oplevet det.

Vi har holdt jul hos de to hold bedsteforældre og det var STORT endelig at kunne komme derhjem med vores levende barn. Vores allesammens lyslevende Viola. Det gav så meget mening, at det ikke rigtig kan beskrives.

Viola er hoppet lige ombord i en af de faste juletraditioner; spise, spise, spise... Men hun vokser også med rekordfart i disse dage. Det er næsten som om jeg kan se, at hun er vokset på tre dage. Hun udvikler sig, og det varmer mig så meget at opleve hendes nye rundhed, styrke, vågenhed, tøsehvin og nu også begyndende smil. Hun var jo så lille og skrøbelig...
Selvom jeg ind imellem føler mig degraderet til et vedhæng på brystet eller som en gigantisk 'ring' på en sut, så er det alligevel virkelig dejligt at kunne opfylde hendes basale behov for mad og tryghed.

Hemmelige smil

Åh, de hemmelige smil!

Når den lille Viola dejser mælkemæt omkuld (og ikke lige har mavekneb) triller der gerne et par smil fra hendes skønne mund. Nogle endda åbne, brede og så ørerne rokker en halv centimeter bagud. I vågen tilstand holder hun stadig kortene aldeles tæt til kroppen og vi forældre kan ikke gøre andet end længes, prøve at se sjove ud, prøve at se søde ud og ellers bare være tålmodige. I dag valgte lillesøster så at sende en af tranerne ved puslepladsen et lille skævt smil. Årh, hvor snyd! (Og jeg stod selvfølgelig straks klar med øjenkontakt og søøøød stemme, men det kunne ikke imponere hende) Men også lidt dejligt... For man kunne jo nemt spinde en varm historie om, at det var et hemmeligt hej fra storebror.

Koldt - nu med indre varme

Jøsses, hvor det fyger med sne udenfor! Sidste vinter krøb kulden alt for langt ind hos mig. Jeg husker godt, hvor modløs, jobløs og ikke mindst barnløs jeg var. I år det noget helt andet, for i mellemtiden er en lille martsviol vokset frem.


Lille Viola er ved at vokse sig stor. Måske når hun op på fire kg. inden jul. Sidste uge vejede sundhedsplejersken hende til godt 3,6 kg., men Bo kunne selvfølgelig ikke rigtig vente på den vejning, så han forsøgte i rendyrket nysgerrighed at få lokket et tal ud af køkkenvægten aftenen inden. Det lykkedes dog ikke...

Og så bare et par billeder af pigen, der bruger det meste af tiden på at sove, og ellers spiser, bruger bleer, skifter tøj og bliver plaget af os om snarlige smil. Jeg tror sgu det første hun kommer til at smile til er bjælkerne i loftet - ikke os forældre.

Følger nogenlunde med

Er det den 1. december i dag? Og onsdag? Jamen så må Viola jo være seks uger gammel.


Kommer jeg mon nogensinde til at føle mig helt med, helt på omgangshøjde med virkeligheden igen? Nu er seks uger selvfølgelig ikke noget særligt i forhold til 'nogensinde', men jeg aner bare, at der ligger noget kronisk i følelsen af at være bagud, eller rettere i det at skulle følge med frem for at styre, nu hvor den levende lillesøster er her. Det er også ok. Det er faktisk utrolig meget helt i orden, når jeg kigger på Viola og bare mærker nysgerrigheden boble i min krop: "hvad er hun for én? Hvad kan jeg gøre for hende? Hvad finder hun mon på - nu, om lidt og i de store træk i sit liv?" Jeg glæder mig rigtig meget til at få de bidder, der tilkommer mig, glæder mig til at se hende folde sig mere ud. Det sker heldigvis lige for øjnene og ørerne af mig og er forunderligt (- nogle gange også for underligt...). Der er kommet tydelig vilje i de baskende arme, gråden og måden hun forundres dybt over sorte bjælkers udstrækning i et hvidt loft.

Hun er sgu bare så sød... Violsnitten. Jeg er vanvittig stolt og taknemmelig over hende, men samtidig også bare et stort spørgsmålstegn. Da Bo havde skiftet hende i aftes og lagde hende over i sengen til mig kom jeg til at tænke højt: "Er det der virkelig vores datter??" Det var lidt som at få hende igen. Det er ikke kun Viola, der skal folde sig ud og finde ud af, at hun faktisk er blevet født, det er også noget jeg stadig er ved at fatte... I disse dage er det dog som om, at noget falder i hak, for nu kan jeg give slip på følelsen af, at hun ikke rigtig skulle have været her endnu, altså ikke født endnu. Så må jeg vist bare acceptere, at der ligesom blev revet en måneds tid ud af min mentale kalender. Pyt! Jeg har alligevel aldrig rigtig været helt med ;-)

Så er vi endelig landet

Er det den 17. i dag?? Og onsdag? Jamen, så må Viola jo være fire uger gammel. Det kan jeg næsten ikke forstå. Hun er jo lige kommet til os med et brag?! Og så skulle hun ikke engang have været født endnu. Det ville nok have været på mandag den 22. hun skulle være kommet til verden, hvis det planlagte kejsersnit var blevet til noget. Vi nåede ikke at få datoen, men kan godt afsløre, at vi havde set os lune på den dato, da det er 4½ års dag for Laurits. For os forældre ville det have været dejligt med den sammenhæng. De sidste fire uger har fuldstændig forandret begrebet tid for mig, men der er også sket mere i mig på de fire uger end de sidste fire år. Sådan føles det... Det var fra starten også ekstra forvirrende at få et for tidligt født barn, for på neonatal bruger man naturligvis den korrigerede alder som målestok for, hvad man kan forvente af barnet. Ifølge den er Viola 37+2 i dag. Så fra i mandags ville det være ok for hende at blive født (født til tiden = fra uge 37 til 42).

Nå, men Viola ER altså fire uger i dag og hun er bare den dejligste baybisse i hele verden! I går var vi til sidste tjek på neonatal, og gik stolte derfra over den ros læge og sygeplejersker havde til os. For Viola har taget perfekt på, selvom hun kun har været på amning i den sidste uge - altså ingen sonde. Det kunne sagtens være, at hun havde tabt sig, men i stedet har hun taget 300 gram på i løbet af 8 dage. Hun har stadig gulsot, men blodprøver har vist, at det ikke kræver nogen behandling. Hun skal bare have mælk, kærlighed og lov til at være lidt gul.

V styrer amning (diening?) med et fast greb!

Alt i alt ville jeg frem til, at i går blev Viola så endeligt udskrevet fra Riget. SKØNT! Det er en lettelse at blive 'løsladt', selvom vi selvfølgelig kun har været glade for, at der er blevet passet på os. Men at være indlagt, også ambulant, er desuden anstrengt i forhold til at tage ansvaret 100 % på sig og stole på egne beslutninger. Sådan er det i hvert fald for mig. Hold da kæft, hvor havde jeg forestillet mig det anderledes, at blive mor igen. Jeg troede, at jeg ville hvile i mig selv og kunne det hele pr. instinkt... Men indtil nu har jeg enten følt mig alt for ringe/usikker eller alt for pylret som mor. Der har jo hele tiden været en hel afdeling af kittelklædte, der har vidst bedst. Mens hun var på neonatal kunne der for eksempel det ene øjeblik komme en og sige; "Synes du hun er blevet gul? Jeg synes hun er meget gul", og så skulle Viola i lysterapi for gulsot uden jeg havde opdaget en pind. Dårlig mor! Det burde da have været mig, der opdagede det. Det næste øjeblik kunne der komme en smilende sygeplejerske og tage overvågningen af Viola, for nu gik det hele jo så fint. Og så var der ellers indre panik hos både Bo og mig over, at nu var der ikke nogen anden sikkerhed for hendes vejrtrækning end vores holden-øje!

Men nu er vi altså rigtigt landet HJEMME og selvom det roder, trækker lidt og er for indelukket på samme tid (!), vinduerne dugger og jeg stadig ikke har fundet en helt behagelig/naturlig ammestilling, så bor Viola faktisk hos os nu og hun virker som om, at hun i hvert fald har fødderne rimelig solidt plantet i verden.

Efter udskrivelsen fra Riget i går kørte vi forbi Laurits' græsplæne for første gang siden han er blevet storebror. Et af de øjeblikke vi har set sådan frem til.

Først og fremmest Viola

Det er vel i første omgang noget med at få lagt nogle billeder ud og sige: "Det går godt".

Efter 15 dage på neonatal kom vi hjem i torsdags og står lige på vippen til at blive helt udskrevet (vi har været inde til tre rutinetjek siden torsdag). Viola er så skøn, så levende og så dygtig til det en for tidlig født baby nu skal. Hun koordinerer vejrtrækning + sutte + synke så hun kan spise ved mit bryst, hun regulerer selv sin temperatur (dvs. behøver ikke varmemadras) og hun tager på i vægt. Derudover er hun Viola. Lige som hun skal være.


Store øjne i grøn Laurits-hue


Babyfødderne...


Første bad var en stor succes.


V for Viola


Hjemmelavet... Trods alt det behandling for at få hende, er der alligevel noget hjemmestrikket over hende ;-)
Vi skal lige lære det med at klæde hende ordentligt på. Det ser de fleste gange lidt fjollet ud, for vi har ikke så meget der passer helt rigtig i størrelse. Til gengæld er det en fryd at give hende hjemmelavet/gave tøj på, lægge hende til rette i familiesengen, putte hende i dyne med Laurits-lillebrøster-betræk (hvor har vi ventet på at få det i brug) og samtidig først og fremmest ramme noget der passer til temperaturen i vores hytte. Det er lidt upraktisk med meget ung baby i meget gammelt hus her i efteråret, men vi har vist fået styr på at undgå træk og kulde.

Jeg har meget, meget mere på hjerte, men ved ikke, om der bliver tid til at skrive om det. Der er som sagt først og fremmest Viola og hende vil jeg nyde. Jeg er faktisk lidt bagud på point der. Så er der mine egne oplevelser omkring det at blive mor igen og under de omstændigheder det blev. For satan - for at sige det lige ud - jeg kunne godt have brugt nogle bedre omstændigheder! Det har været det sværeste i mit liv. Ikke det værste, selvfølgelig, men det sværeste. At få et for tidlig født barn, et kompliceret kejsersnit og have Laurits' lillesøster to uger på neonatal har altså været nok udfordring for mig, for det har ramt de ømmeste punkter. Jeg havde både håbet og troet på en blidere start, så vi kunne lade følelsen af det bedste fylde. I stedet har der stået så meget i vejen for den følelse, at jeg stadig er ved at lære den instinktivt at kende. Der er nu ved at falde lidt ro på efter vi har været hjemme en lille uge. Og Viola er en tigerunge. Hun knurrer, hun er født i et tigerår ifølge kinesisk horoskop og hun tager tigerspring, så vi forældre ikke kan følge med. Hun har nærmest allerede taget et spring fra sondemad til babs og vi er ved at flække af stolthed over hende. Det er da mere end man kan forvente af et lille menneske, der egentlig er for ung endnu til at være født.

Så er der Laurits. Han er heldigvis bare en naturlig del af det hele for Bo og mig. Ikke mindst når vi kan se på Viola, at der er fysiske ligheder. Det er simpelthen bare så dejligt at se.