Hov

Så kom jeg lige forbi en babyside på nettet, hvor jeg siden graviditeten med Laurits har haft en profil. Der stod, at jeg var i uge 22. Nå ja, det skulle jeg jo have været, hvis ikke jeg havde aborteret. Hm. Det gør mig ikke ked af det, slet ikke, men bare fem minutters blog-eftertænksom.

Blomster fra mor

På mit bord står nogle virkelig flotte dybrøde franske anemoner. Dem har jeg fået af min mor, da hun var på besøg i sidste uge. Først havde hun givet mig tre tulipaner i jord, men det var ikke nok for hende. Jamen, det var det altså bare ikke. Vi skulle finde nogle flere blomster, basta! Den slags er der selvfølgelig ingen grund til at diskutere, så vi fandt anemonerne, og så var der glæde over hele linien. Og... et eller andet sted varmer det min hjerne så meget, at blomster er noget man giver sine børn i min familie - død eller levende. Laurits fik også blomster af mormor, da vi var forbi Kirkegården.

Mine blomster til Laurits er mest papirstraner.

Det her handler overhovedet ikke om, at man skal give blomster til døde eller levende. Pligtblomster er ikke sjove. Det handler bare om, at jeg for det meste har virkelig svært ved at jonglere med en meget 'levende', banal, almindelig rolle som værende datter, samtidig med, at jeg har en meget 'død', ualmindelig og sær måde at være mor på. Derfor kan jeg blive så glad, når jeg opdager de små sammenfaldende ting, som egentlig bare kører af sig selv og uden alle mine tanker, idéer, forbehold, ængstelser, spekulationer... Jeg kunne simpelthen genkende min mors glæde ved give sit barn nogle blomster. Ikke så meget pjat der, lige ud ad landevejen. Det gav mig en eller anden ro at opleve, for det er også bare dét, der ligger i min mor-rolle. Mine blomster eller traner til Laurits handler ikke altid om sorg, gravpynt og mindehalløj. Det handler faktisk meget om, at jeg bare vil give den skide unge noget! Basta! Ikke så meget at diskutere. Glæde over hele linien.

Total banal

4 drømme:
- Nye, grønne sko, der bare ser så rappe ud, føles godt og var billige. Juhu! Tjek! Den er realiseret. Meget banalt og meget virkningsfuldt.
- Stærke overarme i stedet for vatarme. Har nu en håndvægt, så det er vel bare at gå i gang. Har pumpet lidt i dag - iført de nye grønne sko. Ih, det føltes dejligt feminint...minimt..?? (Hold kæft, jeg kan ikke engang stave til det).
- Dagdrømmerier om Laurits bare fordi han var så dejlig og fordi jeg elsker ham.
- Drømmen om at blive mor igen. Tænk, hvis jeg får lov at holde min egen lille baby i armene. Øjs, det gad jeg godt! Så vil jeg bruge babyen som håndvægt og blive virkelig stærk.

Mon jeg ville have været stærkere, hvis Laurits havde været her? Det ville helt sikkert have været bedre for både arme og sjæl. Men jeg ville nok også have haft meget bløde knæ og andre ømme punkter...

Ægset

Så er det den tid, hvor butikkerne har æg alle vegne. Pap-æg, pynte-æg, choko-æg, sukker-æg, likør-æg, lakrids-æg. Jeg kan ikke helt stå for de der choko-marcipan-æg af slagsen, men jeg prøver at holde mig tilbage, for der skal først og fremmest være plads til en masse guldæg i min mave. Lige nu om snart skal jeg nemlig helst producere en masse æg. Det er verdener forbi stadiet af skruk, men det er alligevel i den boldgade. Så det føles skruk, gok og gak i hovedet! Jeg bliver snart en hønemor, ægset, konen med æggene, gra-næsten-vid (Nej, vi har ikke lyst til at sige, nøjagtig hvor i behandlingen vi er, men vi er i gang med endnu et langt, sejt træk, hvilket vil sige, at jeg er fucked up på hormoner). Jeg kan mærke en spirende fornemmelse af håb og det er fandme dejligt ovenpå denne kolde, kolde tid. Det var eddermaneme en skodvinter set med lave-børn-brillerne! En abort fattigere blev det til. Pfft! Spild af liv på flere måder. Med hænderne trodsigt i siden og benene solidt i jorden fnyser jeg foragtende tilbage mod december nul-ni.

Nu er det forår, og jeg glæder mig over, at der er æg alle vegne. Det passer fint med det indre billede. Jeg er simpelthen så glad for, at vi går mod varme og lysere tider, for så er det alt andet lige lettere at gå igennem hormon-humør og ventetid. Det livgivende ved forår har sin virkning og jeg suger det til mig. I disse dage mærker jeg styrke, glæde og delvis ro, og helt ærligt aner jeg ikke hvor det kommer fra. Derfor kan jeg fylde mere godt i godteposen ved at putte noget taknemmelighed derned. De dage, hvor jeg mærker styrke indefra er jeg simpelthen så taknemmelig for! Meget kan man gøre for at støtte op om gode følelser, fokusere på det positive og alt det gejl, men jeg har det for det meste sådan, at jeg bare har det på en bestemt måde. Det kommer sgu helt af sig selv, og så er der altså grænser for, hvor mange knuder jeg orker at gå og slå for at få lavet en pæn og spiselig sløjfe rundt om det hele. Derfor; når jeg pludselig har det fint kan jeg blive helt glad i låget over det.

Egentlig var det slet ikke æg, som indlægget skulle handle om, men derimod derimod noget, som foråret er begyndt at betyde for mig, men det må have sit eget indlæg senere. Det handler blandt andet om æg og harer og det at kende nogen...

Hvilke udtryk?

Hvilke udtryk har du på hjernen for tiden?

Jeg har dette: "at være på samme side".
Altså ikke noget med, at man skal vælge side i en krig, men som i engelsk: "being on the same page". Somme tider støder jeg på mennesker, hvor jeg tænker, at vi er som fra to forskellige planeter, men oftest er det lige præcis som om, at vi bare er på forskellige sider i en bog.

At vågne

Der er dage, der starter med nætter. Så står alle de negative tanker i kø og jeg mærker, hvor veludviklet evnen til at jorde mig selv efterhånden er blevet. Så kan jeg lige så godt stå op. I hvert fald, hvis adrenalin-'suset' først har sat ind, for så er søvn ikke fysisk mulig før efter tidligst en time. I dårlige perioder når det at sætte sig som en vane i kroppen, og jeg vågner for eksempel kl. halv fire hver nat. Spild af tid!


Der er nætter, hvor det bare er surt at stå op, og hvor jeg ønsker, at bevidsthed var noget man kunne slukke for. Min hjerne lægger teflon ud på alle de rare, rolige og fredfyldte steder og fyrer i stedet op på fuldt blus der, hvor alle dæmonerne har tegnet kruseduller. Så handler det overhovedet ikke om varm mælk, meditation, læse avisen, eller hvad ved jeg. Så handler det om, at jeg slet ikke kan finde meningen med noget som helst.


Men... så var der natten, hvor jeg rent faktisk opdagede det næsten usynlige skift der skete, da jeg rejste mig fra sengen, og gled fra at være mest til stede i mit overtegnede, dæmon-grafitti-hærgede indre, til at være mest til stede i kroppen. Ja, det lyder måske lidt flippet, men det var lidt af en opdagelse. Ikke en stor aha-oplevelse, men en lille en, der serverede sig selv som en selvfølglighed. For det er selvfølgelig ikke mit hoved med al dets skrald, der bestemmer og styrer alting. Virkeligheden er også en anden. Heldigvis. Og når kl. så nærmer sig seks -halv syv er det faktisk helt ok at brygge en tidlig kop morgenkaffe og til duften af den mærke, hvordan byen vågner, mens dejlige Bo sover det sidste af sin søvn inde i mørket i soveværelset.

Fire års tid

For fire år siden var det også rigtig koldt i Kbh/DK. Dengang var der også is på kanalerne og frost i kinderne, når man cyklede omkring, for jeg kan huske det fra min studiepraktik-tid. Ud på Amager og hjem til city hver dag. Dengang havde jeg også Laurits med mig overalt, men det var altså på en lidt sjovere og dejlig dybt naiv måde. Han lå levende og 3xD i min mave. Nu skulle han have været stor nok til at høre historier om 'dengang du lå inde i mors mave'. For fanden da, det hele er snart fire år siden. Jeg gad godt at vise babybilleder til store Laurits og sige: "seeeeee, hvor lille du var!"

Sådan lå han for fire år siden og pillede ved sin hage og sit øre, mens en læge gennemgik hjerne, hjerte, nyrer osv. og sagde, at alt så fint ud. Det er vemodigt at tænke på, for de nyrer var alt andet end ok. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg kan se på dette billede, at der er alt for lidt fostervand (som i Tulses tilfælde hang sammen med manglende nyrefunktion). Men det er sikkert bare øjnene der ser... Og i bund og grund er det også lige meget, for det ville ikke have ændret noget som helst til det bedre. Sygdommen var der, døden ventede og jeg er bare glad for, at jeg trods de forbandede odds alligevel fik lov til at opleve nyfødte Laurits. Jeg får simpelthen lyst til at synge den samme gamle sang om, at Laurits var lige som han skulle være, det var kun hans dødelige sygdom den var gal med.

De fire år, som er i gang med at gå hen over hovedet på mig larmer lidt for tiden. Jeg forsøger nok at komme alt det triste lidt i forkøbet. Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud, men det er faktisk heller ikke så meget sorg over, hvad der kan ske, som det er sorg over alt det, som ikke sker - hvilket vel netop bare er sorg?! Jeg er nødt til at acceptere, at Laurits' fødselsdag vil komme og gå endnu engang uden nogen væsentlig ændring; han vil stadig være død. Derudover må jeg acceptere, at der ikke venter den barsel, som ellers nåede at tegne sig selv i en løs skitse i efteråret, da vi havde en positiv graviditetstest. Lægen nåede at dreje det famøse graviditets-lykkehjul og finde termin, og den landede i mine øjne det fineste sted, nemlig i slutningen af juni (Laurits' var 1. juli). Jeg skulle på nuværende tidspunkt have været lige så gravid som for fire år siden. Det er faktum, og ikke bare en udefinerbar længsel. Der er bare så utroligt meget jeg ikke skal til foråret, og det er ligesom dér jeg har hjertet hængende - i alt det, som ikke sker.