Stakkels Laurits

Lige for tiden går jeg og bakser lidt med tanken om alt det den stakkels lille Laurits skulle igennem. Ved ikke, hvorfor det pludselig er det, som fylder, når jeg tænker på ham. Men jeg lader det bare fylde.


Jeg er så ked af, at han skulle hives ud af min mave på den måde, og at han skulle stikkes i og undersøges på kryds og tværs. Det var meget søde og dygtige læger og sygeplejersker, der behandlede Laurits, og deres behandling gav os 38 timer med en levende Laurits. Men... stakkels lille dreng. Især har jeg det dårligt med, at han fik lungedræn. Det var ikke rart for ham, og hverken hans far eller mor var der til at holde ham i hånden, da det skete og sige; 'det skal nok gå, lille skat'. Jeg var der ikke for ham, sådan som alle mine moderinstinkter og -forestillinger fortæller mig, at jeg skulle have været. Der var ikke mulighed for det. Jeg skulle jo lappes sammen efter kejsersnittet og sådan noget. Jeg er ked af, at den verden han nåede at opleve indeholdt nåle, plaster, respirator og hospitalslyde. Jeg håber sådan, at han også mærkede alt det gode omkring sig; sygeplejerskernes milde stemmer, lægernes hjertevarme gode intensioner og min totale ubetingede kærlighed. Han reagerede jo på os, især på Bos stemme, og han kiggede en lillebitte smule på mig. Vi ved, at der var kontakt. Jeg savner det bare så meget! Jeg har brug for at høre min egen stemme berolige Laurits, men det kan jeg ikke. Når jeg tænker på, hvordan vi reagerede og hvad der skete dengang Laurits var født, så må jeg tro på, at det hele gik så godt det kunne under de forbandede omstændigheder. Mon ikke den lille drengs instinkter gjorde, at han havde sin opmærksomhed rettet ind efter Bo og mig? Det tror jeg. Sådan er det bare med nyfødte. Men... hvad nu, hvis han oplevede dødsangst, smerte, fortvivlelse, sult, tørst og ikke rigtig fattede, at han var i gode hænder? Jeg er nødt til at håbe... faktisk nødt til at tro på det gode. Jeg er nødt til at kigge på et videoklip. Så kan jeg se, at han lå helt afslappet i mine arme engang - på trods af respirator og alt det andet hospitalsdims.

Og nu ved jeg egentlig godt, hvorfor det her kom til at fylde. Det er fordi vi lige har været inde på Riget til en samtale om genetik og vores barnløshedssituation. Det kan godt sætte lidt fut i alle tankerne om, hvad pokker det egentlig var der skete dengang.

Forår?

Jeg er altså bare en gang forprogrammeret klump kød! Fuglefløjt et sted i byen uden for mit åbne vindue, og jeg mærker noget helt inde fra kødets klump. Et eller andet løsner sig i øjeblikket og lover bedre tider (neeeeej, ikke ægløsning! Ikke så bogstaveligt). Det er bare lovning om forår og sommer. Urinstinkterne fortæller min krop, at det bliver lettere at finde føde igen, at det bliver varmere og at der skal produceres. Helst unger. Helst skal livet føres videre.

Det var da utroligt...

... med de drømme. I nat var det min tur til at drømme om Laurits. Vi var til en stor sammenkomst med masser af fremmede mennesker og enkelte venner. Laurits havde vist været passet af Katja og jeg var henne ved et bord og hente ham (ja, det er sgu lige før jeg tror, at han havde været hjemme og lege med Natalina). Han var blevet meget træt, og egentlig skulle jeg bare have lagt ham hen og sove, men vi havde begge lyst til at han skulle sove i mine arme. Han var stor i min drøm, sådan ca. den alder han i virkeligheden skulle være nu. Men da han slumrede ind i mine arme var det som om han bare var en lille put igen. Ikke på sådan en mystisk skrumpemåde, men bare sådan som det er med børn når de sover. For når de sover bliver de så små og uskyldige igen. Jeg baksede lidt med at ville binde ham fast til mig i et tæppe. Det var ikke nogen autoriseret slynge, men jeg var ligeglad ;-) Desværre vågnede jeg så lige der. Pling! Go'mandagmorgen! Men det var en dejlig start på ugen, og jeg kan mærke kærligheden til Laurits helt oppe i halsen og som sommerfugle i maven.

Fisker Frandsen fanger IKKE friske fisk fra Isefjorden!

Øv! Fiskedøden er total i DK!! Vi stod ude i stort set alle de lyse timer i går og forsøgte at lokke havørreder til at bide på vores blink og fluer. Der skete ikke en disse. Det er da irriterende, men det kunne nu ikke ødelægge den gode naturoplevelse trods alt. Når man står der i syv lag tøj og vaders i iskoldt vand og ser solen bryde frem mellem skyer, så er den bare ikke længere. Livet er lige der. Jeg overvejede at tage et billede, men det ville alligevel ikke kunne vise min oplevelse.


Lystfiskeriet er blevet en sær parallelhobby til vores kamp om at få flere børn. Jeg begyndte også på det på samme tid, som vi tog beslutningen om at begynde på ægsorteringforsøgene. Det var i sommeren 2007, og jeg blev hurtigt ret glad for at have fået en vaskeægte ny hobby - altså fiskeri. Jeg er lidt stolt af, at jeg er sådan en som kan fiske, for det styrker simpelthen mit selvbillede. Dels har jeg altid set mig selv som praktisk anlagt, og dels falder det godt i tråd med at være mor til en dreng. Jajajajaja, piger kan også fiske! Jeg er jo selv en af slagsen, for pokker.


Når jeg fisker har jeg heldigvis stor glæde ved hele oplevelsen. Det er ikke kun det at hale en fisk i land, men ligeså meget duften af hav, at spejde nysgerrigt i vandet, pauserne med varm kaffe eller en kold øl, madpakken (madpakker skabt til at blive spist udendørs, ikke indendørs!), koncentrationen i kastet, glæden ved en ny og superstærk line på hjulet, banden og svovlen udover et hav der er pisse ligeglad og kunne æde mig på et splitsekund, et nysmurt hjul, samt al den plads til alle de tanker der har lyst til at dukke op i knolden på en.


Parallelen til det håbløse barneprojekt/barnløse håbeprojekt er til at få øje på skulle jeg mene. Der skal rigtig meget tålmodighed til at fiske og til at lave børn, og der er ingen fangstgaranti. Foruden en parallel er fiskeriet også blevet en nødvendig kontrast, for det er et frirum til tankerne, en totalnaturoplevelse af 'bare' at være til og en hobby jeg har fået af ren og skær lyst. At få lyst til noget helt nyt var faktisk en stor oplevelse i 2007, for efter Laurits' død var der helt ærligt ikke meget, der var drevet af ren lyst. At blive glad igen helt inderst inde fra var svært. At fiske er min egen ting. Når jeg fisker er jeg en egotripper dræber, der står klar til at hale et vanddyr i land, aflive det og spise det med velbehag. Det er sejt på den gode måde at være lystfisker! Det er sejt på den kedelige måde at være i behandlingsverdnen...

Bare lidt ked ind i mellem

Somme tider tager mine tanker udgangspunkt i mørket og så er der intet nyt at sige... ingen reflekterende anskuelser... intet andet end følelsen af den samme gamle sorg, der bare ligger der et sted og er en del af mit liv. Jeg er så ked af, at Laurits er død. I mit liv som helhed er der blevet plads til sorgen. Den er der bare og fylder faktisk ikke så meget i bredden i forhold til, hvor dyb den er. Men i mit liv som mor fylder den desværre for meget. Jeg har kun et dødt barn og jeg vil bare så gerne have et levende også. Øv! Alle de oplevelser jeg har og har haft af nyfødte børns kære, fumlende bevægelser, deres små skrig og deres søde dufte, de er stadigvæk på anden hånd. Det er aldrig mig, der er mor'en. Der var så lidt tid med Laurits, og den blev så smertefuld, for han skulle jo dø. Jeg vil også være den, der sidder med mit barn i favnen og højst tænker på bleskift, amning og sovetid og ikke på at skulle suge øjeblikket til mig, fordi det lige om lidt er slut for altid og aldrig bliver afløst af et nyt.


Jeg tager en dyb indånding, ser mig omkring i lejligheden, hører livet lige nede på gaden og rækker ud af det mørke, sorgfyldte igen. Det kan ikke være anderledes... Der er et speciale, som skal skrives, mad der skal spises, fisk der skal fanges.

Forårsfornemmelse, Lauritsfornemmelse

I går var der forår i luften. Ganske enkelt. Det duftede svagt af noget varmere og solen skinnede. Det gav mig sådan en dejlig Lauritsfornemmelse, fordi 'han skete' om foråret. Jeg glæder mig sådan til vinteren slutter! Især på sådan en grå dag som i dag. Men måske kan jeg bare ikke se skoven for træer?? For en tung, grå dyne af småregn og tåge er vel egentlig en slags sky, der er faldet ned på jorden? Og hvis englebørn som Laurits kan hoppe på skyer, så er han ikke så langt væk... Og det er jo heller ikke fordi han føles specielt langt væk netop i dag. Det er bare fordi han i går kom så tæt på... På dage som i går er jeg parat til at gøre det hele om igen! Veer, køre ind til Riget, kejsersnit, kigge, nusse, kysse, døbe, dø indeni - bare for at få et glimt af ægte nærvær med min dreng igen. Men det kan hverken gøres om eller igen. Jeg lever med minder. Det er ok. Når foråret rigtig bryder frem vil jeg nyde at tage på kirkegården. Sådan har det været i to år nu, og sådan bliver det også i år. Så er stemningen nemlig så rar derude, træer og buske folder sig ud og bænkene bliver til at sidde på uden at få nost i frosserne (fnis!).

En drøm

Laurits' far har haft en trist drøm om Laurits. En af den slags drømme, som man normalt bliver lettet over at vågne fra. Han drømte, at Laurits var død...