tirsdag den 13. januar 2009

Forårsfornemmelse, Lauritsfornemmelse

I går var der forår i luften. Ganske enkelt. Det duftede svagt af noget varmere og solen skinnede. Det gav mig sådan en dejlig Lauritsfornemmelse, fordi 'han skete' om foråret. Jeg glæder mig sådan til vinteren slutter! Især på sådan en grå dag som i dag. Men måske kan jeg bare ikke se skoven for træer?? For en tung, grå dyne af småregn og tåge er vel egentlig en slags sky, der er faldet ned på jorden? Og hvis englebørn som Laurits kan hoppe på skyer, så er han ikke så langt væk... Og det er jo heller ikke fordi han føles specielt langt væk netop i dag. Det er bare fordi han i går kom så tæt på... På dage som i går er jeg parat til at gøre det hele om igen! Veer, køre ind til Riget, kejsersnit, kigge, nusse, kysse, døbe, dø indeni - bare for at få et glimt af ægte nærvær med min dreng igen. Men det kan hverken gøres om eller igen. Jeg lever med minder. Det er ok. Når foråret rigtig bryder frem vil jeg nyde at tage på kirkegården. Sådan har det været i to år nu, og sådan bliver det også i år. Så er stemningen nemlig så rar derude, træer og buske folder sig ud og bænkene bliver til at sidde på uden at få nost i frosserne (fnis!).

7 kommentarer:

Maomis sagde ...

Laurits er lige om hjørnet og jeg kan godt forstå at du glæder dig. :-)

Jeg har det nok lidt ligesom dig med hensyn til foråret. Det betyder nemlig Elisabeth-tid. Foråret vil altid stå for mig som en tid fuld af forventning og glæde. Ligesom sommeren altid vil være Elisabeths. Den tid hun var her. Egentlig synes jeg blot det er rart at det er sådan. På den måde kommer hun nemlig en smule tættere på når foråret banker på og forsvinder så til gengæld en lille smule når efteråret står for døren.

Nu må foråret godt snart komme!

Heidi sagde ...

Ja, nemlig! Til det hele ;-)

Susanne sagde ...

Det er fedt, når de er lidt tættere på. Det kan jeg rigtig godt lide.

Her er det også forår, men især tulipaner, der er Mies. De holder ikke så længe - men det gjorde den lille mus jo heller ikke.

Anonym sagde ...

Det værste ved døden er sgu, at den er så pisse-lorte absolut. Vi kan bare ikke opleve vores døde børn én gang til. Øv.

Jeg glæder mig også til foråret.
Rigtig meget :)

Anonym sagde ...

Det er nu også en lidt kedelig vinter, bare der kom noget sne eller frost, så ville det ligne mere.
kan godt forstå du(i) glæder jer til foråret, det er en skøn tid og især, når det også er Laurits tid. Så er det særligt.

Forår og sommer er nu skønne, med alle de blomster, dufte og liv.
Knus
Dorthe
PS sikken en fikst bogstav rim....

Anonym sagde ...

Foråret efter Irma, blev det første forår nogensinde, som jeg nød i fulde drag. Jeg er sådan en lidt underlig en, der aller bedst kan med vinter og sommer. De der årstider midt imellem har jeg det lidt ambivalent med. Men ikke sidste år og det var en stor oplevelse for mig. Jeg tror at det var fordi jeg oplevede selv at blomstre lidt igen på den indre plan, og det var tiltrængt og meget livsbekræftigene. Så for mig er foråret også kommet til at tilhører Irma lidt, selvom hun døde om vinteren.
Elsker dine lege med ord!

Line sagde ...

Ja, jeg syntes at vi har haft den livs og dødsbekræftende snak om foråret to gange før... Skørt at det føles så godt i maven gang på gang :O)

Velkommen med foråret grønne Laurits...