gravsavn

Jeg savner sådan at komme en tur ud på Laurits' græsplæne! Især på sådan en solskinsdag som i dag. Savner den varme duft af tjære fra kapellet, når man svinger ind på kirkegården. Savner stemningen, savner skadernes skrattelyde og solsortenes insisterende hoppen rundt i baggrunden. Savner at følge med i naturlivet ovenpå alle de døde. Savner træet med de lange arme og bænken. Savner græsset... det kalder nærmest på mig med søde sange om, at det passer godt på de jordiske rester af verdens sødeste. Jeg kunne sagtens bare køre derud, men jeg venter. Er egentlig ikke helt klar over, hvad det er jeg venter på. Måske foråret, men det er her jo nu. Vil nok helst derud sammen med Bo, og så skal det altså lige times med noget fyraften og kirkegårdslukketid. Men det er heller ikke bare pga. timing jeg venter. Jeg venter bare.

Førhen var det noget jeg temmelig straks tog mig tid til, når græsset kaldte. Nu holder jeg vejret, forlænger længslen og ser hvad der mon sker. Det hænger selvfølgelig også meget sammen med specialeskrivningen (suk... det famøse speciale. Drømmer ligefrem om problemstillinger og tekster om natten! Troede ikke, at man kunne drømme SÅ abstrakt kedeligt! Skulle drømme nu ikke være visuelt funderede?! hrmf!) På en måde tror jeg nok, at jeg har sat Laurits lidt i 24timers gravvuggestue... Han må altså vente til mor er færdig med at arbejde. Måske er jeg en ravnemor i hønsefjer? Eller en hønemor i ravnefjer?? For nu har jeg jo alligevel beskæftiget mig i hvert fald med tankerne snoet rundt omkring min lille dreng ved at skrive det her.

Lidt selvmedlidenhed

Selvom jeg er glad for at skrive speciale lige nu og til en vis grad kan pudse min hellig-frandsen-glorie, fordi jeg bruger weekenden på det, så har jeg også lidt ondt af mig selv. For Bo har været ude at fiske to dage i træk, og jeg har bare været huslig og specialeagtig. Øv... Det er ikke sjovt at være så fornuftig hele tiden. Jeg er heller ikke super effektiv. Kan godt mærke i hele kroppen, at der trods alt findes mere interessante ting at lave, end at sidde her ved computeren. Ak ak..

Forskud på glæderne

Jeg vover pelsen og tager en ordentlig drømmebid af kagen forude! - med indbygget tilbageskuende blik. Det er altså ikke fordi jeg ikke kan holde lige-nu'et ud, for det kan jeg faktisk godt. Det er bare fordi det lige er gået op for mig, at den 14. maj, hvor jeg skal aflevere speciale, ikke er en helt almindelig dato i Bos og mit liv.


Den 14. maj for fem år siden rejste vi ret så nygifte til Japan. Der var en helt utrolig eventyrstemning indeni os, og på en måde blev den modsvaret af stemningen ude i byen, hvor det halve kongerige var shinet op, spærret af og holdt hen pga. kongeligt bryllup. Det var lidt irriterende, fordi vores hus var spærret mere eller mindre af, men heldigvis skulle vi af sted, inden løjer og karet skulle ned ad vores gade. Vi var tidligt oppe og gik en sidste køwenhauner-tur over i vores baghave, gennem Christiansborg. Vi så, hvordan de kongelige staldes heste blev luftet på ridebanen. Lige der var det en skøn stemning at stå midt i. Men vi var nu glade for at gå glip af selve brylluppet. Mens det stod på sad vi på opgraderet businessclass PÅ VEJ TIL TOKYO FOR AT BO! Uh, jeg kan genkalde suget i maven. Det var fandme stort!!


Året efter, den 14. maj 2005, var vi så på vej hjem fra Tokyo. Det var også stort. Velkomsten var varm og fantastisk. Vi endte med mange mennesker og pizza i en totalt tom lejlighed. Det var fandme hyggeligt. Gennem et halvt års tid havde jeg gået og fantaseret om, at vi skulle have haft en 'blind passager' med hjem i min mave... Det kunne bare have været skønt med en 'made in Japan'. Men den var Laurits altså ikke med på. Til gengæld blevet han lavet lige umiddelbart inden Bo tog på forretningsrejse til Tokyo i efteråret 2005 ;-) Så det japanske var med ham helt fra start.


14. maj 2006 så det hele sådan her ud:

Bo syede madrassen til LilleFranz' vugge, og vi anede ikke, at der kun var en uge til fødslen pludselig gik i gang. Hvor jeg dog glæder mig til at få fundet den vugge frem igen. Den er så smukt lavet (jamen det det er den altså, Bo!).


14. maj for to år siden ved jeg ikke lige præcis hvad der skete, men i dagbogen fra den periode står blandt andet: "Jeg går rundt og slår tid ihjel, men kan ikke få ram på netop den tid, der adskiller Laurits fra mig…"


14. maj for et år siden fangede jeg tre hornfisk. Derudover var jeg ved at være klar til at skrive speciale - troede jeg. Det var slet ikke let at få styr på emne, vejleder og mig selv, men det er jo lykkedes! I hvert fald er jeg her i en travl hverdag, hvor der godt nok ikke er plads til så meget andet end speciale, men hvor det til gengæld er både spændende og meningsfuldt at lade det fylde. Det er jeg meget, meget glad for. Og stolt af. Sgu! Nu skal det lige i hus til den 14. maj - og jeg får ret så travlt - men jeg tillader mig at lade glæden fylde. Har før oplevet, at man alligevel ikke kan gardere sig imod skuffelser. Jeg glæder mig så sindssygt meget til den 14. maj!!! Og jeg vil have taget et billede, når jeg afleverer det skide speciale!

Bare nogle ord...

'Lig'.
Laurits var lig. Så lig sin far med lyst krøllehår. Så lig et sundt og rask barn med fremtid. Var han også lig mig? Jeg kunne ikke helt få øje på min og Laurits' lighed dengang. Kun den lighed mellem Laurits og Bo som varmede mig helt vildt at se. Og så den anden lighed, der kom med forbandet kulde... Laurits blev et lig. Min lille lig-baby. Fri som et lig -en fugl? -en trane? Fri fra eventuel smerte, fra slanger og fra plaster på næsen. Men desværre også helt fri af livet, da jeg endelig kunne holde ham helt frit som jeg ville i mine arme. Hans lille krop sagde hæse dødelyde. Det var stort set de eneste Laurits-lyde jeg fik sådan helt 'live'.

Laurits var en vanskabning, ikke en vand-skabning. Netop ikke en vand-skabning. Havde han bare haft fostervand havde han haft en chance. For så havde han også haft nyrer med funktion i stedet for store cyster. Men Laurits var van(d)skabt og skæv. Det var ikke til at se, det måtte forstås. Det var ikke til at fatte, det måtte opleves. Lægen fik ret, præsten fik travlt, Laurits fik fred og vi fik ham ikke med hjem. Det er til at få spat af ind imellem. Der er så meget kærlighed, sjov og ballade, der bare hænger helt stille i luften. Som støv. Nogle gange føler jeg mig allerede 80 år gammel. Jeg kan så tydeligt se mig selv som gammel lillemor uden nogen levende børn og kun et meget støvet minde, som andre bliver trætte af at feje drys op efter. Det er da trist, er det. Men det er virkeligheden lige nu. Det er den lige vej, det eneste jeg virkelig kan se foran mig. Heldigvis ved jeg, at livet snor, vrider og skaber sig. Og heldigvis kan jeg stadig sagtens drømme. Let endda.

Traner

Det var nærmest magisk...

Vi stod i det kolde, men klare vand og nød fisketuren alt hvad vi kunne, selvom vi var ved at indse, at det heller ikke blev denne gang, at havørrederne kom med hjem på middagsbordet. Over os lød nogle underlige, lidt kurrende fuglekald, og vi kiggede lige op på en lille flok af svævende fugle. De cirklede om os et stykke tid, kaldende, svævende. Så satte de kurs ud over havet i fineste V-formation. Vi stod bare og nærmest måbede. Turde næsten ikke tro på det, men det var traner! Sådan her så det ud (dog ikke eget billede):

Det var rørende... Føltes helt bestemt som en hilsen fra Laurits. Det var første gang vi så traner i virkeligheden.

Lidt plat...

... men Tux's fætter er på tv for tiden. I reklamepauserne. Der spiser han leverpostej og daffer til en mikrofon. Jeg griner hver gang! Lidt plat... Meget hyggeligt ;-)

Dødtræt af død

Døden optræder meget i mine nattedrømme for tiden. Jeg har drømt om min egen død - et hjertestop - om truende tsunamier og verdens ødelæggelse, om at en anden døde i stedet for mig, og i nat puttede vi så Laurits i kisten. Igen... Det var en underlig og meget livagtig dødsdrøm, for det har vi jo faktisk gjort.

Hold op, hvor jeg glæder mig til at aflevere specialet om mindekultur, og så bare koncentrere mig om LIV i et godt stykke tid!