Lige for tiden går jeg og bakser lidt med tanken om alt det den stakkels lille Laurits skulle igennem. Ved ikke, hvorfor det pludselig er det, som fylder, når jeg tænker på ham. Men jeg lader det bare fylde.
Jeg er så ked af, at han skulle hives ud af min mave på den måde, og at han skulle stikkes i og undersøges på kryds og tværs. Det var meget søde og dygtige læger og sygeplejersker, der behandlede Laurits, og deres behandling gav os 38 timer med en levende Laurits. Men... stakkels lille dreng. Især har jeg det dårligt med, at han fik lungedræn. Det var ikke rart for ham, og hverken hans far eller mor var der til at holde ham i hånden, da det skete og sige; 'det skal nok gå, lille skat'. Jeg var der ikke for ham, sådan som alle mine moderinstinkter og -forestillinger fortæller mig, at jeg skulle have været. Der var ikke mulighed for det. Jeg skulle jo lappes sammen efter kejsersnittet og sådan noget. Jeg er ked af, at den verden han nåede at opleve indeholdt nåle, plaster, respirator og hospitalslyde. Jeg håber sådan, at han også mærkede alt det gode omkring sig; sygeplejerskernes milde stemmer, lægernes hjertevarme gode intensioner og min totale ubetingede kærlighed. Han reagerede jo på os, især på Bos stemme, og han kiggede en lillebitte smule på mig. Vi ved, at der var kontakt. Jeg savner det bare så meget! Jeg har brug for at høre min egen stemme berolige Laurits, men det kan jeg ikke. Når jeg tænker på, hvordan vi reagerede og hvad der skete dengang Laurits var født, så må jeg tro på, at det hele gik så godt det kunne under de forbandede omstændigheder. Mon ikke den lille drengs instinkter gjorde, at han havde sin opmærksomhed rettet ind efter Bo og mig? Det tror jeg. Sådan er det bare med nyfødte. Men... hvad nu, hvis han oplevede dødsangst, smerte, fortvivlelse, sult, tørst og ikke rigtig fattede, at han var i gode hænder? Jeg er nødt til at håbe... faktisk nødt til at tro på det gode. Jeg er nødt til at kigge på et videoklip. Så kan jeg se, at han lå helt afslappet i mine arme engang - på trods af respirator og alt det andet hospitalsdims.
Og nu ved jeg egentlig godt, hvorfor det her kom til at fylde. Det er fordi vi lige har været inde på Riget til en samtale om genetik og vores barnløshedssituation. Det kan godt sætte lidt fut i alle tankerne om, hvad pokker det egentlig var der skete dengang.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
7 kommentarer:
Puha Heidi. Det er lige præcist den slags tanker og følelser, som man ikke kan tage fra dig eller gøre anderledes. Jeg kan trøste, lytte og være - men det ændrer ikke på omstændighederne.
Som du selv er inde på, så må vi vælge at tro på, at vores børn mærkede vores kærlighed lige til det sidste.
Mange tanker og kram
Åh altså Heidi. Dit indlæg hiver tårene frem. Jeg kender så godt de følelser og tanker som du har omkring Laurits. For mig er det faktisk det der fylder mest i forhld til Irma. Man vil bare gerne helt instinktivt "rede" og trøste sit barn. Og den afmagt der er forbundet med at se sin lille skat ligge der med slanger og nåle er bare slet ikke til at bære. Jeg er dog 100% sikker på at både Laurits og Irma følte omsorgen fra os og ikke mindst alle lægerne og sygeplejerskene. Jeg følte at Irma var meget stærk, som hun lå der. Og i sidste ende var det hendes styrke der gjorde os stærke. Jeg er sikker på at "stakkels lille Laurits" var meget stærk og tapper. Du har engang lagt et lille videoklip af hun ud her på bloggen og jeg syntes at kunne fornemme hans tapperhed.
Kæmpe kram og mange tanker til dig Heidi
Der skulle selvfølgelig stå ham og ikke hun. Har nok bare været så meget i Irma tanker at jeg har skrevet forkert.
Kære Heidi,
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Laurits vidste at I var der for ham... Men også at det var barsk kost for den lille Laurtusse at skulle at det igennem...
Men Heidi, nogle ting kan vi jo ulykkeligvis ikke tage fra vores børn, de lever jo deres eget liv - og død... Det er en mor der taler når du beskriver din avs iforhold til hvorfor og øv at han skulle alt det igennem...
Jeg er stensikker på at Laurits rigtig meget vidste I var der... Og også nu... Det kan bar ik vær anderledes!
Jeg er,(ligesom de andre indlæg) overbevist om at alle vores englebørn, også Laurits, ved og vidste hvor meget vi tænker og tænkte på dem.
At hans mor og far "strålede" så megen kærlighed og omsorg. At Laurtis vidste i var der, for og med ham.( Laurits kiggede jo lige på sin mor, og reagerede på fars stemme)
Men det er nok svært ikke at tænke de tanker ind imellem. Da man altid ville have gjort noget mere og anderledes, og haft mere tid med vores børn.
Håber i fik en fin og god snak igår.
Kærlig hilsen, knus og god weekend
Dorthe
Kæreste Heidi,
Som de andre, er jeg også sikker på, at Laurits mærkede jer og jeres kærlighed hele vejen igennem sit lille liv. Nogen gange tænker jeg, at påtrods af at børn som fx Laurits, Irma, Elisabeth, Cirkeline og Klemens oplevede alt for meget
hospitalsvæsen og fysisk smerte - så fik de instens kærlighed som få andre børn har oplevet. Det er så svært at vide hvordan de har tænkt og følt - men jeg er sikker på, at netop den kærlighed har hjulpet dem i deres liv og det de var igennem.
Kram Stine
Send en kommentar