Fredag aften ikke alene hjemme

Der ligger en baby inde i mit soveværelse! Virkelig!! Hun ligger der med hud og hår og trækker vejret sukkende, når jeg åbner døren på klem og lister ind på det knirkende gulv. Åh, hvad er det med sovende børn? Noget i mig både dør og blomstrer over sådan et hikstende suk, og jeg ser bare min lillebitte nyfødte baby-Viola. "Børn er sødest når de sover" er kun et af mange udsagn omkring det at have børn, som Viola giver en helt anden dybde nu. Lige nu sukker jeg efter at tage min baby i armene og holde hende tæt mens jeg dufter til hendes knapt én cm. lange, usynlige hår. Men jeg kan godt dy mig. Skal sandelig ikke have vækket den klynke-tosse med myrer i benene, roterende overkrop og vildtvoksende hjerneceller, der får hende til at sige "Maaaam!" med stor sult og nød i stemmen, når hun vågner et sted imellem fem og seks. Hende den syv måneder gamle baby-teenager, der for en tre timer siden blev fornærmet på mig, da hun konstant sparkede sig selv væk fra brystet. Hende, der får mig til at nyde at være længe oppe når hun sover... tsk, tsk, tsk.

Tusindvis af banaliteter åbner sig som komplekse verdener og kamel på kamel på kamel må sluges. Jeg prøver at bevare den inderst-inde-ro, men helt ærligt; jeg er fanget. Det her forældreliv er ikke set udefra, men følt inde fra midt i det hele. Så mange tanker har jeg gjort mig om at være forælder til en levende, men Viola kræver handling her og nu og hele tiden, og det er ikke min stærke side. En klog veninde beskrev engang hendes dejlige, lille datter som den hårdeste arbejdsgiver hun havde haft (og denne veninde arbejder altså i en rigtig mandeverden), og jeg kan nu forstå 100 % hvad hun mente. Eller jeg kan føle det. Men ligesom min veninde er det med et smil på læben jeg mærker, hvor fyldte mine arme er blevet med Viola. Ikke fyldt, der hvor Laurits skulle have været, men nu har jeg begge dele. Tænk, der ligger en baby - selveste VIOLA - inde i soveværelset.

Fem - eller 100?

Fem år er gået siden lille Laurits var her. Jeg føler mig gammel og synes, at han har været en del af mit liv i 100 år. Han var den første, der lærte mig noget om at være mor. Med ham fik jeg ganske enkelt tændt en kæmpe kærlighed, som har brændt og gjort ondt men også varmet i alle de her fem år. Nu er Viola her, Laurits er ikke... Det er min sandhed, realitet og hverdag. Jeg tror faktisk, at Viola får noget af Laurits' kærlighed og det er helt i orden, for det gør den ikke mindre.

20. april

Nul og et halvt år!!

En virkelig god undskyldning for at lave en lagkage.

Stille store oplevelser

Vi var i sommerhus. Simpelthen. Et tyndt hus med masser af træ og lidt linoleum, en brændeovn, en edderkop i fuld jagtspring hen over stuegulvet hvor jeg var nødt til at være den store mor og klaske, grund ned til vandet, opvaskemaskine, masser af mad, kun få dage gammelt rod, fiskeri, gåture i skov og ved strand, tidligt op og tidligt i seng.

Det var i Jylland og selvom Danmark er et lille land og selvom vi ikke skulle meget længere end krydse to broer, så var det følelsen af frihed og road-trip at køre af sted med bilen pakket fuld af Viola-ting OG Viola - pigen med de blå, blå øjne... Tænk, at hun fulgte med. Hun er ganske virkelig blevet en del af hele vores liv og nu har hun set sit første hav.

(Se Katja, jeg sagde jo, at der var palmer i Bogense)

Lillesøster-tra-la-la

Se lige hvor skøøøøn hun er!

Jeg tror nok stadig hun ligner Laurits. Nogle gange ligner hun i hvert fald en dreng...

Hun havde hår som nyfødt, men har nu det bareste, lyse hoved, der dufter af smørbagte småkager og friskt, knasttørt hø. Uhm...

Hun er begyndt at kunne grine med lyd på. Åh, det er så dejligt. Hun har nu også mindet mig om, hvor tæt gråd og latter er på hinanden.

I dag var det lige før jeg tror hun drillede mig. Hun begyndte i hvert fald at smågrine ad mig, da jeg "skældte hende ud" over en klat gylp jeg opdagede i nakken - på mig selv, forstås.

Vi tror hun krammer os lidt. Hun holder fast-fast med armene om halsen på os og bider i vores skuldre.

Hun bliver selv så stolt og lysende glad, når man trækker hende forsigtigt op i armene. Så er hun på én gang blevet en stor pige, men samtidig også bare sådan et lille menneske, der sidder der på sin rumpe helt prisgivet at man holder hende.

I mandags kunne hun ikke nå sine fødder - i dag griber hun sikkert fast i tæerne hver gang hun skal skiftes.

Sut og sutteflaske har ikke været noget for V i næsten hele 2011. For nylig skulle vi prøve flaske igen (for det kunne godt nok være skønt med en forældreaften ude snart), men hun blæste bare bobler i den. Sut er hun dog begyndt på i tirsdags, hvor faren kom hjem med endnu en ny slags. Det har betydet, at hun de sidste to nætter kun har været oppe og spise én gang, for nu kan hun jo bruge sut som trøst :-) Skønt! Dejligt med mere søvn til os alle! Klaveret spiller meget bedre.

Søvn er godt(nok svært nogle gange)

Som enhver småbørnsmor drømmer jeg om lange nattesøvne. Sidste nat var streng, da lille V lå mellem os og brændte og klynkede efter fem måneders vaccinationen. Stakkels, stakkels lille barn. I nat - som er lige nu - har jeg ikke kunne finde søvnen igen efter amning ved 1-tiden, selvom V sover sødt. Det er sgu irriterende. Men så får jeg da vasket lidt tøj og får børstet lidt af de tunge, støvede tanker af hjernen.

Et helt år

Et år, som Viola har gjort helt, rundt og fyldt.

For præcis et år siden blev lillebittebittebittebittemikromini-Viola i form af et befrugtet æg lagt hjem i min mave. Der groede hun sig stor og trodsede alle odds, så hun kunne komme levende og stærk ud. Det er vist ikke for meget at kalde det for 'noget af en rejse'.

Nu... lige nu hænger Viola lidt ud hos sin far, og jeg kan høre hendes søde pludren inde fra soveværelset. Hun er så vildt vidunderlig og har foldet sig meget ud i denne uge. Hun kan spise små portioner grød, grine, pludre højt og længe og tilmed finde sig mere i at ligge på maven. Mor er stolt! Og nu skal jeg ind og blande mig i hyggen (hm... det lyder efterhånden også lidt klagende som i: "mOAr, jeg vil godt snart ha' noget mæææælk!).

Til slut et romantisk barselsbillede (sådan er det overhovedet ikke hele tiden, men det ER der):