torsdag den 17. marts 2011

Et helt år

Et år, som Viola har gjort helt, rundt og fyldt.

For præcis et år siden blev lillebittebittebittebittemikromini-Viola i form af et befrugtet æg lagt hjem i min mave. Der groede hun sig stor og trodsede alle odds, så hun kunne komme levende og stærk ud. Det er vist ikke for meget at kalde det for 'noget af en rejse'.

Nu... lige nu hænger Viola lidt ud hos sin far, og jeg kan høre hendes søde pludren inde fra soveværelset. Hun er så vildt vidunderlig og har foldet sig meget ud i denne uge. Hun kan spise små portioner grød, grine, pludre højt og længe og tilmed finde sig mere i at ligge på maven. Mor er stolt! Og nu skal jeg ind og blande mig i hyggen (hm... det lyder efterhånden også lidt klagende som i: "mOAr, jeg vil godt snart ha' noget mæææælk!).
Til slut et romantisk barselsbillede (sådan er det overhovedet ikke hele tiden, men det ER der):

4 kommentarer:

Maomis sagde ...

Åh suk! Den der putte-tilbage-i-maven-dag husker jeg som var det i går. Min egen altså. Eller mine børns ... du ved hvad jeg mener. :-) Den dag står lysende klart i min bevidsthed. Jeg husker vejret, stemningen, det hele! Det var der det hele startede. Der mine børn kom hjem hvor de hørste til. Når man har været igennem sådan et forløb som I har, er der ikke noget at sige til at den dag virkelig er stor og værd at fejre. Tillykke med et helt Viola år. Kram fra Sofie PS: Hun bliver skønnere dag for dag.

Susanne sagde ...

Hun er lækker - lille Viola.

Jeg kender ikke behandlingssystemet, men jeg kan godt forestille mig, at dagen må være helt speciel. Jeg synes jo, at det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, når naturen ikke vil.

AdamogMie sagde ...

Ah hun er da for charmerende den lille Viola. Det smil kommer til at trække jer rundt i manegen mange år frem i tiden!

Og tillykke med hendes 1 års dag i familien Frandsen. Det ubefrugtede æg de pillede ud var selvfølgelig også en del af hende, men da vidste I jo ikke hvilket ét der ville blive til lille smukke Viola.

Britte sagde ...

Åhhh Vidunderlige Vilde Viol....
Hvor er vi glade og taknemmelige for, at du er i vores mærkelige liv!
At vi kan nusse og kysse og prutte og næsekysse dig...sådan i den virkelige virkelige verden...

Det er så ufatteligt flot og forunderligt at få lov at bære dine børn, Heidi...du har båret mine..på alle måder og i alle årene..og jeg har båret dit englebarn i mit hjerte...og nu dit Violbarn i mine arme...
TAK!