Fra det bedste til det værste

Hvor havde jeg bare glædet mig til at afsløre den sødeste hemmelighed i hele verden på bloggen. Det er flere uger siden vi fandt ud af, at denne omgang pgd (ægsortering) endelig havde vist sig at give en positiv graviditetstest. Jeg var simpelthen blevet gravid.

I fredags skulle vi til skanning for at se, hvor stor sådan en lille én på vej kunne være, og så om der faktisk skulle være to. Selvom aborten for to år siden sad ret tydeligt i erindringen (ligesom vi også har erfaring med en såkaldt biokemisk graviditet fra sidste år), så valgte vi at være modige op til skanningen. Vi valgte at tro på en graviditet. Blandt andet derfor var der også en del, der nåede at få at vide, at vi ventede os. Men skanningen... ja, det blev så skrækkelig som vi næsten ikke engang havde forstillet os. Lægen kunne se én graviditet - dvs. en fostersæk med 'et eller andet indeni' - og den var alt, alt for lille. Det var simpelthen så stygt.

Lige nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget hjem i ludo jeg føler os slået. Jeg er bare rigtig møg trist og forstår ikke, hvorfor det skal være så forbandet svært (umuligt???) for os at få levende børn.

Måske hører jeg til en af dem, der aborterer gang på gang. Det er nok næste skridt at få det undersøgt hos specialisten på Riget. Men allerførst kan vi bare gå og vente på, at min krop giver slip på graviditeten. Det har jeg det overhovedet ikke godt med. Jeg kan mærke på blandt andet min appetitit og søvnmangel, at jeg faktisk er gravid. Det er sgu hårdt, må jeg bare indrømme. Jeg ved af erfaring, at jeg får det bedre, når det hele er overstået, men det er den ringeste trøst lige nu. Hvor ville jeg gerne have liv i min gravide mave.

Hans navn

Navnet Laurits kan nogle gange virke helt mystisk for mig. Det gipper altid (mindst) en lille smule, når jeg støder på det. Selvfølgelig har jeg både sagt og hørt det navn mange gange. Jeg fortæller jo gerne om min døde dreng, og der er heldigvis også mange omkring mig, der tør snakke om ham. Men jeg kommer aldrig mere til at bruge navnet sådan rigtigt... altså bruge det til Laurits. Derfor vil det altid være en smule mystisk, og det er som om, at jeg ikke helt har taget det 'i min mund'. Vi nåede jo knapt nok at give ham navnet, før han var væk. Det er som om, at jeg stadig kan kløjes en smule i udtalelsen. Gad vide, om det bare er fordi det slutter på -ts, eller om det er fordi der ikke er nogen Laurits her i hytten at kalde for Laurits? Gad vide, om jeg ville have sagt navnet på en lidt anden måde, om det havde lydt anderledes (dur i stedet for mol), hvis han var levende?

Den lille Tulse... jeg kan godt sige jer, at han var simpelthen så sød og blød og dejlig ;-)

Et smil på vrangen

Lidt kedeligt, at der bare hænger sådan en gammel klagesang fast her på siden, så her er noget andet. Et smil på vrangen:

Når Laurits' lys i den lille stage brænder ud herhjemme og duften/lugten af dette breder sig i hytten, så tænker jeg; "der lugter af Laurits. Mit lille brændte barn. Min lille CO2-uvenlige unge. Gad vide, hvor meget kul der var i ham??".

En gammel klagesang

Som overskriften siger...

Jeg sidder og ser den der udsendelse, hvor kendte (kvinde)mennesker fortæller om fødsler. Puuuuha for en nyser. Jeg fanges ind af den slags. Det gjorde jeg også før jeg selv blev mor, for jeg synes grundlæggende det er noget af det mest interessante og fantastiske i hele verden. Fødsler... Mennesker, der gror inde i andre mennesker og lige pludselig kommer ud og ændrer hele verden.

Men jeg overvældes også af følelsen af at være så forbandet snydt. Hvor er mit barn henne? Jeg fik faktisk et barn ud af min mave, men det er væk. Det er så unaturligt. På en måde føler jeg mig udenfor. På en måde føler jeg slet ikke, at jeg har født noget barn. Var det bare en fantasi? Jeg mærker en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig har ret til at være med i den snak, som de mødre har om deres fødsler. Det er som om, at jeg kun må snakke med om et halvt forløb, der sluttede der omkring, hvor Laurits blev taget ud af min mave og væk inden jeg så ham. Det er en fornemmelse der kommer indefra, vel at mærke. Der er selvfølgelig ikke nogen, der har sagt noget om den slags til mig. Selvfølgelig skete Laurits' fødsel i virkeligheden, selvfølgelig fødte jeg ham (kejsersnit = barn ud af mave = fødsel), selvfølgelig må jeg godt være ked af det der skete. Men... jeg er bare så tom og det hele er bare så længe siden.

Det er noget rigtig møg at være den her slags mor. Det er så utrolig uforløst. Det hele peger indad i mit tomme, tomme ego, hvor det burde pege udad. Jeg kan føle mig så rådden og imploderet. Måske har jeg faktisk bare brug for at snakke om hele forløbet igen? Se billeder, fortælle og simpelthen mærke at det skete i virkeligheden. Den virkelighed, som ligger 3½ år væk og ikke her.

En hellig-Frandsen skriver

Det provokerer mig voldsomt, at man i en så kort artikel lige:

- kan binde en hurtig sløjfe rundt om fostertest, Downs syndrom, dødelige sygdomme (som netop nyresygdom med manglende fostervand) og abort. Nøj,hvor er der lige helt ufatteligt mange ting, der skal adskilles her!

- skal fortælle mig hvor 'andre end etniske danske kvinder' står i abortstatistikken, som én ud af FIRE facts om abort. Hvad har det overhovedet med emnet at gøre???

Kedeligt savn

Jeg havde ellers dumpet et par lys i tasken i dag. Friske tændstikker tillige. Havde tænkt tanken og næsten nået at glæde mig til at dreje ind på Holmens kirkegård efter et ærinde i nabolaget. Men da jeg så holdt i et lyskryds i nærheden og skulle tage beslutningen, blev det at køre lige hjem. Jeg var træt og gad ikke. Jeg mærkede efter og fandt ikke andet end kedsomhed, ligegyldighed og træthed over for den kirkegård, den plæne, den døde unge. Hvad skulle det så nytte med de lys?

Sådan har jeg det ind imellem med at være Laurits levende mor. Så er det faktisk bare trættende og kedeligt. Det kan godt gøre mig ked af det. Selvfølgelig bliver Laurits aldrig rigtig væk for mig, det ved jeg efterhånden. Men så alligevel... kan man blive mere væk end død?

Det her er vel også en slags savn, men det er lige før, at jeg foretrækker det savn, hvor man tuder, frem for denne slags, hvor tiden har syltet det ind i trist kedsomhed.

Laurits' lys...

... er en engel er en guldsmed er en dansende dame er en frådende hundegalskabsgalning er en skorstensfejer...