Tænker på Snillens liv

"Stakkels lille Snille.
Langt før du overhovedet havde en pejling om livet, før du havde ben til at sparke lidt igen, før du havde en mening om noget, før du kunne SE noget som helst, lod jeg billeder fra din hemmelige hule vise frem til hvem der havde lyst. Du bliver eksponeret og fremvist i al din uskyldighed. Hvem siger forresten du gider være på nettet?

Jeg ved godt du er din helt egen og du kan ikke ejes, men jeg gør dig til min. Det er bare alt for spændende at følge din tilblivelse og udvikling, og jeg kan slet ikke få nok, nu hvor du findes. Jeg er grådig og trykker på dig gennem maven (som trods alt også er min) og higer efter at mærke og se dine bevægelser. Så vanvittig ivrig efter at få fat i dig, nå dig. Du er alt, hvad du skal være; perfekt og lige præcis dig, men alligevel har jeg grådig, uførløst længsel imod mere og vores fremtid sammen. Bare jeg ikke bliver alt for irriterende, belastende mor.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at lade dig gå egne veje, når du kommer ud af min krop og gerne vil det. Håber, at jeg ikke slider dig op. Håber, at du finder helt egne hemmelige huler, som jeg ikke kan 'trykke på'. Håber, du vil forsvinde i lystfyldt spænding og komme tilbage og fortælle om noget af det. Håber jeg kan følge nogenlunde med dig, så du altid kan finde mig. Håber trods alt ikke, at du skal lede bekymret. Håber, jeg med tiden gør dig uafhængig af mig, opfører mig anstændigt og lever mit eget liv, ikke dit. Håber jeg kan skelne mit lort fra dit lort. Håber, jeg kan give dig mod til at finde en masse dejlige mennesker selv. Håber, vi kan finde ud af at være uperfekte sammen.

Og så håber jeg fandme du opfører dig ordentlig, din lille møgunge!
;-p "

Faktisk lykkelig...

... en meget, meget, meget tidlig søndag morgen:

En skat og en kiste

Den lille i min mave er min skat. Virkelig en skat. Nærmest hemmelig og mystisk og dybt begravet inde i min krop. "Min skat" tænker jeg til den, når jeg lægger hænderne på maven for 117. gang på en dag og beder den om et lille puf. Den har faktisk været så sød at give mig rumlen og små bitte puf hver dag siden sidste tirsdag (16. uge). Én gang har jeg set et puf og et par gange har jeg set den rulle med min navle. Det kan gøre mig helt øm i øjnene at ligge og glo så meget på maven, men for pokker hvor har jeg glædet mig!

Jeg er grundlæggende rolig for tiden og stoler på, at den er i live. Dog mærkede jeg nervøsiteten komme snigende i går, da jeg ikke rigtig fik den rumlen jeg ville have, når jeg bad om det, dvs. trykkede, maste og puffede blødt til staklen derinde. Det var nok mest et spørgsmål om dårlig timing, træt vokseværk hos den lille og alt for tidlige og store forventninger fra min side. Jeg kender angst for død/ikke liv, og det var slet ikke sådan. Det var mere bare en uro og i kølvandet på den en naturlig erkendelse af, at selvfølgelig kan den lille dø i min mave. Det er en kendsgerning jeg ikke kan se bort fra. Jeg håber bare, at den lille Snille kun skal have en slags 'kiste'; min mave. Jeg kan nemlig ikke lade være at tænke: "Du er min skat, jeg er din kiste". Ved det lyder lidt dystert, men jeg tænker på skattekister, overraskelser af de gode, spænding - og på den måde er jeg taknemmelig over at fungere kiste indtil den lille er bagt færdig. Hov, så er jeg også en ovn!

Hvad tror du?

Da der efterhånden har været en hel del helt sikre bud i hver sin retning af pige/dreng, har Bo bedt om en lille afstemning herinde for at høre bud på, om Snillen mon er en dreng eller pige. Så har du lyst at komme med et bud, ligger der en aftemning ude til højre et sted.

Der bliver altså ikke udlovet nogen som helst form for præmie og jeg må tilstå, at jeg nok vil være pænt uimponeret over rigtige gæt. Ja, sådan har jeg det altså ;-p Måtte lige have det ud mellem sidebenene vel vidende, at jeg måske skød mig selv i foden, der. Har du stadig lyst til at stemme...?

3 store milepæle

1) Har nu fået den sidste behandling hos HAB-klinikken. Gik lidt bekymret ind ad døren, men føler mig faktisk helt tryg nu. Der er masser af antistof i mit blod til at stabilisere mit 'pylrede' immunforsvar, og det vil have sin virkning i mange måneder endnu. Desuden siger søde, søde læge, at nu kan vi godt stole på, at min krop har lært at være gravid, hvilket betyder sådan cirka, at behandlingen har vist den, at den IKKE skal opfatte fosteret som en snylter vi ikke vil have. Det stemmer overens med min gode mavefornemmelse, og jeg tør godt tro på den. De andre gange har jeg jo aborteret meget tidligt.


2) Jeg blev scannet UDENPÅ maven for første gang i denne graviditet!!! Behøver jeg forklare...? ;-)
Lille-snylter-som-vi-gerne-vil-have var særdeles livlig og har en perfekt hovedstørrelse til 16. uge, som jeg er i nu. Mor er stolt, glad og har bukserne på!


3) Da jeg lå på maven hjemme i sengen her til eftermiddag sparkede lille-snylter-som-vi-gerne-vil-have mig så jeg kunne mærke det helt sikkert for første gang!! Det er en stor, stor ting for mig. Hvor har jeg ventet længe på det her. Da det ikke nyttede noget for stakkels lille snylter at sparke mig, kunne jeg mærke tydeligt, at den ligesom 'kravlede væk'. Så vendte jeg mig om og lod den få sin vilje. Tænk, at jeg har et lillebitte menneske med en vilje i min mave?!

Snille update

Snille har det godt. Vi fik et kig til den i dag, og det var deeeejligt :-)
Lille Snille... Den havde fået knogler, kunne ligne en lidt spooky spøgelses-alien, kunne sutte på tommelfinger, vinke helt fint med fingrene og strække sig noget så nonchelant med én arm bagud. Jeg blev helt overvældet af dens lille personlighed. Det er så stort at være med til det her og jeg er ved at blive forelsket...

Derudover var det betryggende at få at vide, at min livmoderhals er helt fin (dvs. lang og lukket) og ikke påvirket af plukkeveer, samt at Snille har en fin mængde fostervand. Sådan! Masser af håb forude.