Hej, jeg er forælder til et dødt spædbarn

Jeg kan ikke sove, og tror det hænger lidt sammen med, at jeg prøvede at være en menneskebog i går. Line og Thor tippede mig om det, og jeg er rigtig glad for at have prøvet det. Jeg var bogen om at være forælder til et dødt barn og blev lånt ud to gange (+ at der var en beruset ungersvend, som kom forbi og b(s)ladrede lidt, fordi han så nogle bøger sidde der og drikke kaffe). At stille op til sådan et arrangement var foruden den helt overordnede ide med at rykke ved fordomme også en måde at prøve mig selv af. Jeg vil jo af princip gerne være noget nær en åben bog i forhold til mit døde barn. Altså forstået på den måde, at Laurits ikke skal være et tabu, og at folk gerne må spørge om alt, så længe de kan tåle at høre svaret. Det er nemlig for det første så dejligt at få lov til at snakke om mit døde barn, for det er ikke altid så let at give ham en naturlig plads i alt det levende, når nu han er så død. Desværre. Til begge dele. Derudover er det befriende når folk spørger, fremfor at gætte sig til hvordan det er - som det gælder med alt?? Det var i øvrigt lidt det samme alkoholikeren sagde, da jeg sludrede med ham 'på hylden' (eller rettere, jeg tog mod til mig og stillede spørgsmålet, om man skulle tage hensyn til ham, fordi han var alkoholiker). Han ville hellere selv have lov til at sige nej tak til en øl, end at folk ikke bød ham noget. Det kan jeg godt forstå.

Jeg blev heldigvis lånt ud to gange til i alt tre søde mennesker; en mand og to piger. I øvrigt betyder det bare, at man sætter sig på et par puder i Kgs. Have og snakker over en kop kaffe. Mere mystisk er det såmænd ikke, men det kræver selvfølgelig et vist mod og en nysgerrighed hos låner. Den første der ville snakke med mig var en flinker mand med en meget filosofisk, nysgerrig og åben tilgang, og vi talte i lang tid (her vil jeg i øvrigt gerne opfylde en fordom: to cand.mag'ere kan godt lide at sidde i Kgs. Have og snakke om liv og død, hahaa). Det var fedt at han tog arrangementet for pålydende og netop spillede en masse fordomme på bordet, f.eks.: "hænger du ikke fast i sorgen og dyrker den?", "ophøjer du ikke dit døde barn til noget helligt?" Fedt at få lov at svare på/snakke om. Jeg mener jo ikke, at jeg hænger fast i en sorg, men at det er noget, som følger med i mit liv. Sådan helt overordnet... for det kan da sagtens være, at jeg ikke altid/hele tiden går derudaf og fremad med raske skridt. Nogle gange hænger jeg sikkert fast. Og... (hrh-hrm) det der med at ophøje Laurits til noget helligt... Jow, ville det ikke være lidt hyklerisk af mig at afvise den fuldstændigt med alle de fjer, englebetegnelser, blogindlæg osv.? Men han er også noget helt særligt for mig, for jeg er hans moar. Jeg holder rigtig meget fast i det vi nåede at få af ham, for det var det eneste. Gør det noget? For jeg ved jo godt, at han hverken var mere eller mindre værd end alle andre mennesker.

Heldigvis oplever jeg, at tiden gør noget godt. Den læger ikke alle sår, men den gør noget godt. Skelletterne rasler ligesom på plads i skabet, så de i det mindste ikke er så skræmmende, når man lukker op. Jeg kan tale rimelig åbent om det hele. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det eller få en vis kropslig reaktion - begynde at ryste og blive lidt kejtet - men det accepterer jeg for det meste. For det meste vil jeg godt understrege, for det kan sgu sagtens løbe om hjørner med mig. Og altså... nu sidder jeg så også her og kan ikke sove, for det roder alligevel op i noget at blive udfordret sådan. Det minder mig om de første mange gange (måske det første års tid) af forældregruppemøderne, hvor det godt nok også var svært at falde til ro igen, når man kom hjem i sin seng. Og det var altså ikke fordi jeg lå og græd over Laurits, men det var mere noget med, at jeg lå og tænkte på opfattelser, argumenter, reaktioner, holdninger, følelser osv.

De to piger, der lånte mig var så søde. Vel omkring 15-17 år, tror jeg. De var lidt generte og nok nervøse for at gøre mig ked af det, men hold kæft hvor var de søde! Måske hænger det også lidt sammen med, at de udfordrede min fordom overfor to teenagere med ret så sort tøj...? ;-) Der var i hvert fald intet spille-smart over dem. Det viste sig, at den ene var lillesøster til et dødt spædbarn. Jeg kunne ikke sige mig fri fra tanken om, at det kunne være min datter om en 16-18 år. Jeg spurgte lidt ind til det, men tænkte ellers, at det var dem, der skulle komme med spørgsmålene. Desværre havde vi ikke så meget tid, for de ville også rigtig gerne nå at snakke med ex-stripperen, hahahaha. Jeg er bare super glad for, at de også gad at snakke med sådan en mærkelig mor som mig. Synes det var rigtig 'klogt' af dem at vælge en af de mere grå bøger på hylden, for jeg ved godt, at som forælder til dødt spædbarn er det ikke det mest interessante omslag man har. Eller hvad? Er det min fordom?

Underlige liv

Han er så elsket. Han er her bare ikke til at være det. Alligevel er det ikke spild af kærlighed.

Så mærkelig og så dejlig

Sådan noget mor-kærlighed er virkelig en mærkværdig størrelse. Det kan ophøjes til det smukkeste, hvor der ikke er grænser for al det ild og vand man vil bekæmpe for at gå foran sit barn. Selv sådan en som mig oplever pludselig, hvad det vil sige at være målrettet. Det er jo lige før man kan finde på at opfinde nye elementer, bare for at bekæmpe dem i afkoms-kærlighedens sindssyge tilstand, selvom det ikke altid nytter noget som helst. Samtidig kan mor-kærlighed være rigtig trættende at høre på, den kan afbryde og stå i vejen og kan få en til at sige de mærkeligste ting. Eller skrive de mærkeligste ting... (hrm-hrm).

Det var egentlig ikke den tangent jeg ville ud af. Ville bare sige, at jeg 'fik øje' på et billede af Laurits i dag, og blev fanget ind i forundring. Selvom jeg har slidt de billeder op og stirret mig blind på dem, så er der sgu altid en rest af mytik tilbage alligevel. Faktisk er det som om, at jeg ikke kan få øje på den sidste lille bid, eller ikke kan samle indtrykkene til et helt færdigt billede. Måske er han stadig så fysisk for mig, at jeg mere ser - eller mærker - det kys, som jeg får lyst til at plante på en af hans skæve kinder? Eller også er billederne simpelthen ikke særligt gode, så jeg har svært ved at se ham rigtigt? Eller er det fordi han har lukkede øjne og er halvt maskeret af plaster på alle dem, hvor han var levende? Eller så han virkelig bare meget mærkelig ud, så han er svær at beskrive helt færdig? Eller er det mor-kærligheden, der gør mig så uendelig subjektiv i blikket, at jeg bare synes alle hans skævheder, hans stikkontakttud, hans hævede øjne og fladmaste ører er søde, lidt skægge og spændende?? Jeg tror virkelig, at han ville have set lidt spøjs ud, hvis han levede i dag. Tror han ville have fået skæve tænder og sådan noget. Og så ville det skæve smil bare være endnu mere charmerende i mine øjne. Han ville have været så mærkelig og så dejlig.

Pheeew, så fik jeg lige afløb for et selvsving af mor-følelser helt ned i detaljen. Det er rart og nødvendigt. Men for hulen, jeg trænger til at få en levende unge, fremfor sådan en mærkelig død en!

Dødt barn, døde fisk og fraværende unger

Jeg har vist før beskrevet mit lystfiskeri som en sær parallel til vores kamp om at få flere børn. Udover at begge dele kræver en stor portion held, hengivelse og tålmodighed, så er det i virkeligheden nok mest i kontrasten de hænger sammen. Det er så befriende, livgivende, eftertænksomt og naturligt at komme ud til havet for at fange fisk. Havde jeg haft vinger ville det have givet luft under dem. Af og til må jeg indrømme, at fisketurene kan sammenlignes lidt for meget med barnløsheden, for så kan det godt være rigtig frustrerende ikke at fange noget og ovenikøbet miste blink. For det meste er det dog skønt at være af sted. I denne sommer er det blevet til en del fisketure, og lidt fangst har der da også været. For et par uger siden fik jeg en stor rødspætte hevet i land:

Ret sejt at fange sådan en på blink, tror jeg nok. Den blev grillet og delt med en god ven. Bo spiste sin egen rødspætte, som kun var HALVT så stor ;-P

Drømmen er stadig at få en stor havørred på krogen - en der kæmper, stikker af sted og til sidst overgiver sig (og smager godt!) - og det er altså ikke sket endnu. Jeg har kun haft en lille undermåler af slagsen forrige år, og den fik et kys samt en forskrækkelse og blev sat ud igen. De to billeder jeg drømmer om at kunne vise frem her er et Heidi-med-havørred og et scanningbillede. Helst det sidste... men nu må vi se, hvad der kommer først... eller nogensinde. Der må da snart være 'nogen', der bider på.

Ensom på trods af alt

Ind i mellem er følelsen af at være forladt så enorm. Den ligger ofte og ulmer og nogle gange bryder den løs. Så må jeg erkende, at der ligger rigtig meget savn og ensomhed, der hvor sådan noget nu ligger. Alle andre er bare gravide... har børn... Selvom vi fik Laurits, så er forældrefølelsen så ufattelig ensom og tom ind i mellem. Vi fik Laurits, men han er fraværende på 4. år. Det er kedeligt. Jeg kan sagtens finde glæde, skønhed og fjollerier i det at være én af Laurits' forældre, men så bliver det også hurtigt lidt for personligt og navlepillende. Ikke at det altid holder mig tilbage ;-) men jeg vil så gerne være mor helt ned i maven igen, helt uden at slå hjernen til, helt uden ord men bare i handling.

Sorgen over Laurits hænger sammen med sorgen over ikke at have fået flere børn. Det er ikke det samme, men det hænger sammen. Og det med vores barnløshed er jo ikke bare et spørgsmål om liv/ikke-liv, det gælder faktisk liv/død. Vi vil gerne styre udenom de 25 % dødsdømte unger i vores genpulje. Det er en forbandet luskesorg, der følger med barnløshed. Den sniger sig ind som en nærmest naturlig del af livet. Denne sorg har ikke en begivenhed, et tidspunkt eller et egentligt holdepunkt. Den er der bare, vokser i det halvskjulte - og vi vil bare så gerne af med den! Teoretisk set kunne vi vælge et liv uden børn, men det har jeg slet ikke lyst til. Jeg er jo mor. Derfor kan jeg også blive så ked af det, hvis folk går direkte videre til at tale om andres barnløshed og fertilitetsproblemer. Det er altså ikke det samme... 'forælder' og 'død' indgår i vores barnløshedssituation. Det er ikke for at negligere andres barnløshed, men det er bare et helt andet udgangspunkt. Derfor insisterer jeg på at sige, at vi bruger fertilitetsbehandling som et middel i en større behandling. Det gælder ikke 'kun' om at blive gravid, det gælder om at blive gravid med et barn, der har helt almindelige betingelser for at leve (og dø).

Jeg tror vi lever så godt vi kan med uden ham Laurits, men den reelle barnløshed går i sagens natur mod stadig større sorg, så længe der ikke kommer småsøskende til. Det er svært at håndtere, at det går mod dårligere tider, fremfor lysere, hvis ikke miraklet snart sker. På sorte dage føles det som at gamble... vi må satse mere og mere for at have håbet om gevinst. Jeg kan godt se, at en tidsramme ville være en smart strategi, for så ved man, at det må slutte en dag. Men den strategi går direkte imod Bos og min måde at leve på. Vi insisterer på at tage tingene som de kommer og være så meget her og nu, som vi kan. Det er den måde vi har rejst os efter alle nederlag i næste-barn-projektet. Jeg kan heller ikke få over mit hjerte at sige, at vi efter x antal år må opgive drømmen. Det er trods alt stadig en drøm bag de tunge, triste og ensomme følelser og ikke et mareridt.