At skille mit fra hendes - og hendes fra hans (I)

Hvor er det dog anderledes at holde fødselsdag for et lille levende barn, end det er at mindes sit døde barn på dets fødsels- og dødsdag!

Laurits' dage kan fyldes med lige præcis det vi forældre har brug for (undtaget lige nøjagtig det vi virkelig kunne ønske, nemlig vores søn i live), men Violas dag kræver bare fokus et totalt andet sted. Det handler om, hvad hun har brug for, og det er vidunderligt, at hun kræver sin plads.
Jooo.... Laurits kræver faktisk også sin plads, men det er 'kun' noget indeni mig, der knækker, hvis han bliver mast for langt væk. Med Viola er det aldeles ikke mit indre det handler om at holde hel (selvom jeg ganske sikkert også ville knække, hvis nogen maste hende), men derimod en lille pige, der mere og mere tydeligt danser sin helt egen dans. Det er virkelig smukt, livgivende og meningsfuldt at se hende danse.

Det lyder måske åndssvagt, men nogle gange føler jeg næsten, at Laurits er tættere på mig end Viola. Han er som imploderet i mig, hvor Viola er eksploderet ud og væk fra mig. Men det er også noget vrøvl, for Laurits kommer godt nok ikke med mange input, hvorimod Viola bombarderer mig konstant.

Laurits har dage, hvor minder, der starter med fødsel slutter med død. Viola har kun en dag, og jeg må tilstå, at jeg på et eller andet skørt punkt har vænnet mig så meget til (ikke) at have Laurits, at jeg i glimt forventer 'noget næste', 'det andet,' endnu en mærkedag med Viola. Men det er bare sådan en underlig forvirret følelse. I andre glimt, mærker jeg meget bevist den reelle frygt for, at Viola skulle få en anden dato. Et par gange har ordene bare smagt for mærkeligt, når jeg har sagt, at "Viola bliver to år"... Som om, at det så er alt. Og når først den lille bismag til ordene sætter tanken igang, er det umuligt at sige, at det bare er noget pjat. Jeg ved, at man kan miste sit barn. Derfor skal jeg ind imellem også lige stramme ballerne, når jeg skal snakke overbevisende om, at hun så bliver tre år, fire osv. Det er næsten for urealistisk meget at bede om alle de år, og så skubber jeg det væk, og har ikke lyst til at tænke på, at tiden går.

Det er sådan set nemmere med Laurits. Altså nemmere at finde ord uden bismag, for der kan ikke ske ham noget. Frygten er sådan set væk. Jeg kan sige, at "Laurits er død" og gå i krig med at håndtere og filosofere alt det døde. Det har jeg vænnet mig til, igennem hvad der føles som snart altid. Tanker om, hvad der kunne ske med Viola kan være sværere at håndtere, for der er så mange muligheder. Øv! Og der er kun så meget jeg kan gøre, ikke alt.

Med mit ene barn skal jeg faktisk acceptere, at han er død og med det andet skal jeg leve som om, at døden aldrig bliver en oplevelse jeg kommer til at skulle rumme. Absurd.

Forskel på mine to børn

Hader den forskel der er på mine to børn. Så mange myldrende tanker har jeg haft om Laurits og næsten ikke andet. Alt for meget tid, alt for meget tomrum og alenetid. Sorg og savn og indebrændt længsel, der aldrig kan forløses, kun gro fast et eller andet sted, hvor det sikkert ikke er ret godt for noget.

Med Laurits et ganske enkelt, rent og udkrystalliseret ønske om bare én dag mere, bare én time, bare ét minut. Man får jo aldrig nok af sine børn, når det drejer sig om, at døden står på spring og vil tage det væk.

Med Viola mange daglige udfordringer og nogen gange følelsen af, at der ikke er tid til andet. Med hende et absolut andet ønske om at holde lidt afstand ind imellem og få lov til at savne.

Jeg synes fandme det er svært at rumme begge yderligheder hele tiden, og gæt hvem, der må vige... Og nu er ham, der må vige her selvfølgelig ikke, så på den måde er det ok. Han går jo ikke glip af noget. Men det gør noget ved mig, moren, som ikke føles ok.

Lillesøster og Lauritsfjer

Hun er begyndt at finde Lauritsfjer.

Sidehistorie og lillesøster til en død

Her følger et indlæg skrevet for mange uger siden. Synes egentlig ikke, at jeg blev helt færdig med det, men ud skal det nu:

Vi har fået pilfingre i huset. Ikke mus, men ti små pilfingre på to hænder på én pige. Når det spiller og det går uden ballade og småødelæggelser, så synes jeg det er så hyggeligt at se Viola pille rundt med sine projekter. Så kan hun pludselig sidde og rode rundt i værktøjskassen, hive bøger ud af reolen, finde alle sine bleer frem til én bamse (fordi den første ble ikke duede og den anden heller ikke og den tredje heller ikke osv.) eller bamle en kasserolle ud af skabet, fordi der åbentbart skal koges suppe på nogle træklodser. Det foregår gerne med lidt stram og koncentreret mund og tilhørende alvorligt blik. Når jeg husker at få øje på det, kan jeg blive helt rørt og næsten overrasket over, at vi virkelig har sådan et lille selvstændigt menneske boende.

Desværre må jeg sige, at de fleste af hendes projekter nok ender i et nej fra min side eller i det mindste en lettere omdirigering af den oprindelige plan. I går nåede jeg ikke at omdirigere, før hun endelig havde fået et stykke tyggegummi ud af en pakke og ind i munden. Det er et projekt hun har prøvet på et par gange før, men først nu med succes. Jeg kunne bare se, at den oplevelse skulle jeg ikke ødelægge for hende. Jeg fornemmede, at hun havde hele arsenalet af hysteri liggende liiiige bag tungen, hvis jeg tog byttet fra hende. Derudover blev jeg også ramt af en total naiv mor-tiltro, for måske kunne hun godt allerede finde ud af det med tyggegummi...? Hun er jo sådan et fremmeligt, dygtigt og klogt lille barn... Arj, hun åd det selvfølgelig! Med stor tilfredshed vil jeg tro og i hvert fald en oplevelse rigere.

Alt det var egentlig en helt overflødig sidehistorie til det jeg ville frem til:
I morges havde husets nysgerrige projektleder fundet en bunke blade og deriblandt sidste nummer af Stjernen (medlemsblad for Landsforeningen Spædbarnsdød) frem. I løbet af dagen blev hun ved at vende tilbage til det, og vi snakkede lidt om Sofie, Mie og Adam, som vi kunne se på forsiden. Her til aften begyndte hun at kigge mere på tegningerne af babyer inde i bladet, og da fik hun altså ramt et ømt punkt hos mig... For hende var det jo bare babyer og hun sagde "nnnåår" og lagde dem op til kinden, som hun altid gør med babyer, dyr, bamser og andre hun synes er søde. Men for mig gjorde det pludselig så ondt. Her stod min lille levende pige med døden så tæt på. Jeg blev så ked af, at de babyer var døde. Følte et øjeblik så kæmpe sorg på andre ukendte forældres vegne. Børn og død hænger ikke sammen. Selvom jeg selv har mistet min søn og godt kan forholde mig til det, så er jeg egentlig ikke så sikker på, at jeg er forberedt til at forklare Viola om døden og at hun har en død storebror. Indtil nu - og en rum tid endnu, vil jeg tro - er det nemlig fuldstændig uforståeligt for hende, når hun for eksempel ser et billede af Laurits. Så jeg øver mig... Satte mig således med Laurits' album og viste hende billeder. Mest for at øve mig i at sætte ord overfor hende.

Flytteri - eller bare en udvidelse

Jeg kommer nok til at skrive lidt oftere herfra:
Heidi i Schweiz

Lige der

Sådan. Så hænger fuglehuset lige der, midt i alt det grønne. Der bor allerede et par papirstraner indeni (og en gammel nøgle, som jeg ikke aner, hvor kommer fra eller hører til, men som jeg godt kan se mig selv have puttet derind bare fordi jeg ikke lige vidste hvor ellers). Hvor kunne det være skægt, hvis der kom levende fugle og slog sig ned.

Fuglehuset

Laurits' fuglehus blev hængt op i dag på en væg på garagen ved siden af to mindre træer og i nærheden af et kæmpe træ samt under temmelig meget brok og ballade fra lillesøster. Hovedpersonen var tavs.

Det blev rigtig fint og rigtigt, og jeg glæder mig til at kigge ud fra soveværelset i morgen og få et stille indtryk af, at Laurits har plads i verden.