.jpg)
Elisabeth 9 år
11 år siden
torsdag den 24. maj 2012
Lige der
onsdag den 23. maj 2012
Fuglehuset
Laurits' fuglehus blev hængt op i dag på en væg på garagen ved siden af to mindre træer og i nærheden af et kæmpe træ samt under temmelig meget brok og ballade fra lillesøster. Hovedpersonen var tavs.
Det blev rigtig fint og rigtigt, og jeg glæder mig til at kigge ud fra soveværelset i morgen og få et stille indtryk af, at Laurits har plads i verden.
Det blev rigtig fint og rigtigt, og jeg glæder mig til at kigge ud fra soveværelset i morgen og få et stille indtryk af, at Laurits har plads i verden.
tirsdag den 22. maj 2012
Det er Laurits' fødselsdag
Laurits skulle have været seks år i dag, og jeg synes det er så skønt, at jeg sagtens kan skrive: "Det er Laurits' fødselsdag". Det er da en af de få ting, der ikke er unaturlig eller skal omformuleres. Laurits blev født, og Bo og jeg blev forældre for første gang. Ikke så meget pjat lige der.
Men ellers kan jeg altså godt mærke noget unaturlighed og nogle tunge følelser, der lurer midt i den schweiziske idyl. Jeg er faktisk lidt lettet over, at det popper op ganske af sig selv i små glimt i dag, for jeg har ikke ret meget tid til at tænke på Laurits. Det hele går op i Viola, flytning, vasketøj, madlavning, gåture, indkøb, kildevand, sandkasse (ja ok, mere Viola), nydning og søvnmangel (fordi jeg trænger til alene/voksentid, når V sover...).
Vi har forlængst aftalt, at Laurits' fødselsdag ikke skal markeres som sådan i år, for det har vi simpelthen ikke tid til. Bo er i en travl periode på sit nye job, og da en død dreng ikke tager skade af at vente, gør vi heller ikke. Men vi fik engang et fuglehus af Indias forældre, og hvis vi får tid, hænger vi det op i haven i aften :-)
Men ellers kan jeg altså godt mærke noget unaturlighed og nogle tunge følelser, der lurer midt i den schweiziske idyl. Jeg er faktisk lidt lettet over, at det popper op ganske af sig selv i små glimt i dag, for jeg har ikke ret meget tid til at tænke på Laurits. Det hele går op i Viola, flytning, vasketøj, madlavning, gåture, indkøb, kildevand, sandkasse (ja ok, mere Viola), nydning og søvnmangel (fordi jeg trænger til alene/voksentid, når V sover...).
Vi har forlængst aftalt, at Laurits' fødselsdag ikke skal markeres som sådan i år, for det har vi simpelthen ikke tid til. Bo er i en travl periode på sit nye job, og da en død dreng ikke tager skade af at vente, gør vi heller ikke. Men vi fik engang et fuglehus af Indias forældre, og hvis vi får tid, hænger vi det op i haven i aften :-)
tirsdag den 24. april 2012
I transit
Aj, men så sker det jo. Farvel kære Rådhusstræde. Flyttefolkene kører kasse på kasse på kasse ned af en lift og for første gang i 100 år kommer det stakkels loftrum lige over vores lejlighed til at kunne trække vejret. Det bliver godt for huset og det bliver godt for os at rykke videre. Men lugten af afsked er ikke så tryg lige nu... Og det er skide koldt med alle de vinduer åbne!
Nu er vi i transit. Fuldstændig mellem to lande med hele vores hjem pakket og et sted på landevejene lige om lidt. Heldigvis er der nogle dage på sydsjælland hos både Bos og mine forældre. Det bliver som ferie, regner jeg med. Til weekenden kommer Bo til DK, og så kan vi rigtig flytte som samlet lille familie på mandag. Det betyder så meget og jeg glæder mig til den tur.
Jeg har stået for det meste af pakkeriet selv, fordi Bo har været i Zürich, og jeg var noget i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre med alle Laurits' ting. Den lille døde dreng har alligevel fået skrabet nogle ting til sig. En aften skulle det bare gøres, og jeg kunne godt se, at det holdt ikke at tage det hele under armen. Uerstatteligt er det, men det allervigtigste ligger nu i min pengepung; hårtotten og navnebåndet med blod på. Så er han også med og det gør mig glad. Og lidt ked... men glad.
Nu er vi i transit. Fuldstændig mellem to lande med hele vores hjem pakket og et sted på landevejene lige om lidt. Heldigvis er der nogle dage på sydsjælland hos både Bos og mine forældre. Det bliver som ferie, regner jeg med. Til weekenden kommer Bo til DK, og så kan vi rigtig flytte som samlet lille familie på mandag. Det betyder så meget og jeg glæder mig til den tur.
Jeg har stået for det meste af pakkeriet selv, fordi Bo har været i Zürich, og jeg var noget i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre med alle Laurits' ting. Den lille døde dreng har alligevel fået skrabet nogle ting til sig. En aften skulle det bare gøres, og jeg kunne godt se, at det holdt ikke at tage det hele under armen. Uerstatteligt er det, men det allervigtigste ligger nu i min pengepung; hårtotten og navnebåndet med blod på. Så er han også med og det gør mig glad. Og lidt ked... men glad.
fredag den 20. april 2012
At flytte... sig?
Der var engang, hvor Bo og jeg var to purunge mennesker, der flyttede til København sammen. Den første gang jeg skulle op og handle - mens Bo var på Uni - havde han tegnet ruten op til Netto ved Nørreport, for KBH var så mega stor og uoverskuelig. Jeg klarede det uden at fare vild.
København K... Jeg mærker sorg og tilbagelængsel på forhånd over, at de sidste dage faktisk er talte. Snart mister jeg mine rettigheder, mine ruter i byen, mit nabolag, der meget langsomt men brostenssikkert har vokset sig ind i mit hjerte. Jeg er jo ikke længere blot en pige fra landet i København, jeg er københavner på 17. år. Vistnok en ret gennemsnitslig en af slagsen; hunkøn i 30'erne med cykelhjelm og hang til kaffelatte.
Om lidt skal jeg flyve fra den rede, som Bo og jeg fik vores unger i. En rede, der alt for længe har været for trang, for lavloftet, for midt i partyzonen, for skramlet og for fyldt med ting. Jeg muger ud i disse førflyttedage, og det er ikke småting, der bliver stillet i bunker rundt omkring på loftet. Da jeg flyttede ind kunne mine ting sgu da være i én almindelig bil inklusive fire mennesker?! Det roder også i mit hovedet. Der ligger mange minder her og jeg kan slet ikke bære, at andre ukendte nu skal bo på vores sted, i vores rede. Men det arbejder jeg med...
Jeg tænker på mine tre små unger, som jeg fik lov at passe, da jeg lige var kommet til byen. Den tid var særlig, bare helt særlig. Tror jeg blev grundlagt som mor der hos dem. Min daglige cykeltur til Østerbro gik op langs Panum og forbi Riget uden at ane, hvor stor en rolle det sted senere skulle spille. Det var ungdommelig uskyldighed for fuld pedal. Og på hjemturen var jeg pigen på galvmaleriet på Nørrebrogade inden søerne. Der var noget hun skulle nå, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad. På Israels Plads købte jeg tit billige grøntsager med hjem: "Såååå der TI BANANER for ti kroner!!!
Der var uddannelser, forvirring, fjumreår, højskole i Norge, venskaber, fester, arbejde, biblioteker, og jackpot-læsegruppe! Og mest af alt var der en masse kærlighed med Bo og cykelture, cykelture, cykelture i KBH. Jeg har trådt mine veksler via pedal, og ligeså stille vundet hævd, vil jeg hævde.
Imens jeg roder, skramler, sorterer og pakker sammen knokler Bo som en gal i Schweiz. Han har været mere i Schweiz end hjemme de sidste par måneder. Om lidt skal vi til at kalde Schweiz, Zürich, Regenburg for 'hjem' i nogle år. Jeg er sikker på, at det bliver godt og glæder mig enormt. Men... det begynder bare at gå op for mig, at dette flyt også indebærer et stort farvel. Det er jo en epoke, der slutter. Og så er det Violas sidste dag i vuggestuen. På hendes halvandet års dag.
Der var engang, hvor Bo og jeg var nygifte og flyttede til Tokyo i et år. Der besluttede vi at ville have børn. Det var i øvrigt den lykkeligste tid i vores liv, altså i forhold til at vi kun var to. Siden skete alt det bedste og værste og bedste i vores liv. Da vi tog beslutningen om, at Laurits ikke skulle have sit eget gravsted, var det meget ud fra tanken om, at vi ikke ville knytte os for meget til et sted, hvis vi nu skulle rejse ud i verden igen. Nu sker det så. Endelig! Nu rejser vi og rent faktisk kan jeg mærke, at jeg er så totalt frit bundet til Laurits' græsplæne. Jeg er ikke engang sikker på, at vi kommer derud inden vi letter og det er helt i orden. Samtidig giver det en ro i sjælen at vide, at det er Laurits, der altid vil binde mig til København. En del af mig ligger i jorden i byen.
København K... Jeg mærker sorg og tilbagelængsel på forhånd over, at de sidste dage faktisk er talte. Snart mister jeg mine rettigheder, mine ruter i byen, mit nabolag, der meget langsomt men brostenssikkert har vokset sig ind i mit hjerte. Jeg er jo ikke længere blot en pige fra landet i København, jeg er københavner på 17. år. Vistnok en ret gennemsnitslig en af slagsen; hunkøn i 30'erne med cykelhjelm og hang til kaffelatte.
Om lidt skal jeg flyve fra den rede, som Bo og jeg fik vores unger i. En rede, der alt for længe har været for trang, for lavloftet, for midt i partyzonen, for skramlet og for fyldt med ting. Jeg muger ud i disse førflyttedage, og det er ikke småting, der bliver stillet i bunker rundt omkring på loftet. Da jeg flyttede ind kunne mine ting sgu da være i én almindelig bil inklusive fire mennesker?! Det roder også i mit hovedet. Der ligger mange minder her og jeg kan slet ikke bære, at andre ukendte nu skal bo på vores sted, i vores rede. Men det arbejder jeg med...
Jeg tænker på mine tre små unger, som jeg fik lov at passe, da jeg lige var kommet til byen. Den tid var særlig, bare helt særlig. Tror jeg blev grundlagt som mor der hos dem. Min daglige cykeltur til Østerbro gik op langs Panum og forbi Riget uden at ane, hvor stor en rolle det sted senere skulle spille. Det var ungdommelig uskyldighed for fuld pedal. Og på hjemturen var jeg pigen på galvmaleriet på Nørrebrogade inden søerne. Der var noget hun skulle nå, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad. På Israels Plads købte jeg tit billige grøntsager med hjem: "Såååå der TI BANANER for ti kroner!!!
Der var uddannelser, forvirring, fjumreår, højskole i Norge, venskaber, fester, arbejde, biblioteker, og jackpot-læsegruppe! Og mest af alt var der en masse kærlighed med Bo og cykelture, cykelture, cykelture i KBH. Jeg har trådt mine veksler via pedal, og ligeså stille vundet hævd, vil jeg hævde.
Imens jeg roder, skramler, sorterer og pakker sammen knokler Bo som en gal i Schweiz. Han har været mere i Schweiz end hjemme de sidste par måneder. Om lidt skal vi til at kalde Schweiz, Zürich, Regenburg for 'hjem' i nogle år. Jeg er sikker på, at det bliver godt og glæder mig enormt. Men... det begynder bare at gå op for mig, at dette flyt også indebærer et stort farvel. Det er jo en epoke, der slutter. Og så er det Violas sidste dag i vuggestuen. På hendes halvandet års dag.
Der var engang, hvor Bo og jeg var nygifte og flyttede til Tokyo i et år. Der besluttede vi at ville have børn. Det var i øvrigt den lykkeligste tid i vores liv, altså i forhold til at vi kun var to. Siden skete alt det bedste og værste og bedste i vores liv. Da vi tog beslutningen om, at Laurits ikke skulle have sit eget gravsted, var det meget ud fra tanken om, at vi ikke ville knytte os for meget til et sted, hvis vi nu skulle rejse ud i verden igen. Nu sker det så. Endelig! Nu rejser vi og rent faktisk kan jeg mærke, at jeg er så totalt frit bundet til Laurits' græsplæne. Jeg er ikke engang sikker på, at vi kommer derud inden vi letter og det er helt i orden. Samtidig giver det en ro i sjælen at vide, at det er Laurits, der altid vil binde mig til København. En del af mig ligger i jorden i byen.
mandag den 19. december 2011
En form for status
Jeg har faktisk født to børn, og det er ikke i orden, at det kun er det ene, der lever. Det er bare ikke i orden. Det er juletid og årsskifte med lys i mørket og status, så i det mindste vil jeg skrive et par ord her på Laurits' blog. En blog, der er så forsømt, at jeg ikke kan lade være at tænke: "død drengs døde blog".
Da Laurits var død oplevede jeg, hvordan det blev at leve godt efter omstændighederne - de værste omstændigheder man kan have som forælder.
Med Viola er det ligesom vendt på hovedet. At hun kom rask og levedygtig igennem graviditet med truende abort og for tidlig fødsel er de bedste omstændigheder. Men nu har jeg oplevet, hvordan det er at have det skidt trods de gode omstændigheder. Det var rigtig svært at være barnløse forældre i flere år og at gå igennem alle de behandlinger og tre aborter. Det var så hårdt, at vi ikke kunne tage det 100 % ind, men hele tiden bed tænderne sammen og fortsatte. Heldigvis resulterede det jo så i Viola, men for at tage ordentligt imod hende har jeg også måttet forholde mig til alt det, der har hobet sig op i løbet af årene. Det er nok ikke helt på plads i mig endnu, men når jeg ser et års tid tilbage er det i hvert fald gået fremad siden!
Jeg føler mig ikke konstant på tynd is nu og Viola er simpelthen blevet en robust et-årig. 2011 har givet os lutter gode erfaringer i at have et levende barn, så mine skuldre er efterhånden sænket og jeg trækker vejret mere ned i maven. Jeg kan sagtens blive snot forvirret og føle mig helt ved siden af situationen, når noget nyt kaotisk sker med Viola, men som sagt ligger der nu et ret godt fundament at falde tilbage på. "Det skal sgu nok gå det hele" er blevet grundfølelsen.
Men... når så jeg alligevel mærker en udefinerbar uro, halvangst, forkerthed boble frem af ingenting, så ved jeg, at det gælder om at huske mig selv på, at det faktisk ikke er i orden at have født to børn men kun have ét.
Da Laurits var død oplevede jeg, hvordan det blev at leve godt efter omstændighederne - de værste omstændigheder man kan have som forælder.
Med Viola er det ligesom vendt på hovedet. At hun kom rask og levedygtig igennem graviditet med truende abort og for tidlig fødsel er de bedste omstændigheder. Men nu har jeg oplevet, hvordan det er at have det skidt trods de gode omstændigheder. Det var rigtig svært at være barnløse forældre i flere år og at gå igennem alle de behandlinger og tre aborter. Det var så hårdt, at vi ikke kunne tage det 100 % ind, men hele tiden bed tænderne sammen og fortsatte. Heldigvis resulterede det jo så i Viola, men for at tage ordentligt imod hende har jeg også måttet forholde mig til alt det, der har hobet sig op i løbet af årene. Det er nok ikke helt på plads i mig endnu, men når jeg ser et års tid tilbage er det i hvert fald gået fremad siden!
Jeg føler mig ikke konstant på tynd is nu og Viola er simpelthen blevet en robust et-årig. 2011 har givet os lutter gode erfaringer i at have et levende barn, så mine skuldre er efterhånden sænket og jeg trækker vejret mere ned i maven. Jeg kan sagtens blive snot forvirret og føle mig helt ved siden af situationen, når noget nyt kaotisk sker med Viola, men som sagt ligger der nu et ret godt fundament at falde tilbage på. "Det skal sgu nok gå det hele" er blevet grundfølelsen.
Men... når så jeg alligevel mærker en udefinerbar uro, halvangst, forkerthed boble frem af ingenting, så ved jeg, at det gælder om at huske mig selv på, at det faktisk ikke er i orden at have født to børn men kun have ét.
tirsdag den 1. november 2011
Et år
Viola har allerede haft 1 års fødselsdag.
Hun fik lov til lagkage og åd som aldrig før. Aj, det passer ikke; hun åd som hun plejer ;-) Hun har en god appetit, og det gælder heldigvis også på livet generelt. Hun kunne sagtens feste igennem hver dag og trives tilsyneladende med lettere kaos omkring sig. Det er SÅ skønt at opleve! Og heldigt nok, når vi nu fik arrangeret, at hendes dåb skulle være tre dage efter fødselsdagen. Når jeg tænker på det lillebitte menneske vi kom hjem fra Riget med for knapt et år siden, så kan jeg godt huske, hvordan det bare handlede om at give hende maximal fred og ro til at sunde sig, sove, spise, vokse, vokse, vokse... Ikke for mange indtryk og helst bare være tæt på mor eller far dagen lang. Det galt helt sikkert også for mit vedkommende, at jeg også skulle sunde mig i lang tid og bare have min lille unge tæt på mig. Nu gælder det om at give Viola oplevelser, indtryk og svar dagen lang. "A det?! A det-det??!!" lyder det konstant fra den nysgerrige lille fjollede tøs, der bor hos os.
Den 4. november sidste år kørte vi hjem med vores lille, grønne gulsots- og sondemads-fnug af en baby. Fuld af liv var lille V, men også helt skrøbelig, indesluttet og på en eller anden måde næsten ikke født endnu. Den 23. oktober i år fik vi sluttet en meget vigtig cirkel i vores liv, da vi kørte ind til dåb på Riget. Det kunne bare ikke være anderledes... det skulle være med Laurits' præst og på Riget. Det var en stor og rørende dag. Meget lykkelig og glad.
Vi har haft en særlig flaske champagne liggende fra før Laurits' fødsel som vi i sin tid havde tænkt os at åbne, når han var født. Det blev der bare slet ikke anledning til, da shok og sorg smadrede det hele. Til Violas dåb fandt vi dog anledningen, og (også) på den måde var Laurits med på dagen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
