Aj, men så sker det jo. Farvel kære Rådhusstræde. Flyttefolkene kører kasse på kasse på kasse ned af en lift og for første gang i 100 år kommer det stakkels loftrum lige over vores lejlighed til at kunne trække vejret. Det bliver godt for huset og det bliver godt for os at rykke videre. Men lugten af afsked er ikke så tryg lige nu... Og det er skide koldt med alle de vinduer åbne!
Nu er vi i transit. Fuldstændig mellem to lande med hele vores hjem pakket og et sted på landevejene lige om lidt. Heldigvis er der nogle dage på sydsjælland hos både Bos og mine forældre. Det bliver som ferie, regner jeg med. Til weekenden kommer Bo til DK, og så kan vi rigtig flytte som samlet lille familie på mandag. Det betyder så meget og jeg glæder mig til den tur.
Jeg har stået for det meste af pakkeriet selv, fordi Bo har været i Zürich, og jeg var noget i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre med alle Laurits' ting. Den lille døde dreng har alligevel fået skrabet nogle ting til sig. En aften skulle det bare gøres, og jeg kunne godt se, at det holdt ikke at tage det hele under armen. Uerstatteligt er det, men det allervigtigste ligger nu i min pengepung; hårtotten og navnebåndet med blod på. Så er han også med og det gør mig glad. Og lidt ked... men glad.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
2 kommentarer:
Puhaa altså ... kære kære Heidi, nu græder jeg altså lidt. For mig er det der afskedsnoget ofte så overvældende at det næsten ikke er til at få vejret når jeg står midt i det. Men når først døren er lukket starter det nye. Og så er Laurits med. Han er da helt klart med. Med eller uden ting. Det sætter tanker i gang, for jeg er selv rigtig dårlig til at smide ud. Du er så sej Heidi. Alt det du har gjort mens Bo har holdt skansen i Schweiz. Det er noget af en mundfuld.
Skal I så til at leve af ost og chokolade fra nu af??? ;-)
Han vil altid være med dig, ham Laurits. På den ene eller anden måde.
Jeg er spændt på at høre, hvad I skal foretage jer i det store udland.
Send en kommentar