Sidehistorie og lillesøster til en død

Her følger et indlæg skrevet for mange uger siden. Synes egentlig ikke, at jeg blev helt færdig med det, men ud skal det nu:

Vi har fået pilfingre i huset. Ikke mus, men ti små pilfingre på to hænder på én pige. Når det spiller og det går uden ballade og småødelæggelser, så synes jeg det er så hyggeligt at se Viola pille rundt med sine projekter. Så kan hun pludselig sidde og rode rundt i værktøjskassen, hive bøger ud af reolen, finde alle sine bleer frem til én bamse (fordi den første ble ikke duede og den anden heller ikke og den tredje heller ikke osv.) eller bamle en kasserolle ud af skabet, fordi der åbentbart skal koges suppe på nogle træklodser. Det foregår gerne med lidt stram og koncentreret mund og tilhørende alvorligt blik. Når jeg husker at få øje på det, kan jeg blive helt rørt og næsten overrasket over, at vi virkelig har sådan et lille selvstændigt menneske boende.

Desværre må jeg sige, at de fleste af hendes projekter nok ender i et nej fra min side eller i det mindste en lettere omdirigering af den oprindelige plan. I går nåede jeg ikke at omdirigere, før hun endelig havde fået et stykke tyggegummi ud af en pakke og ind i munden. Det er et projekt hun har prøvet på et par gange før, men først nu med succes. Jeg kunne bare se, at den oplevelse skulle jeg ikke ødelægge for hende. Jeg fornemmede, at hun havde hele arsenalet af hysteri liggende liiiige bag tungen, hvis jeg tog byttet fra hende. Derudover blev jeg også ramt af en total naiv mor-tiltro, for måske kunne hun godt allerede finde ud af det med tyggegummi...? Hun er jo sådan et fremmeligt, dygtigt og klogt lille barn... Arj, hun åd det selvfølgelig! Med stor tilfredshed vil jeg tro og i hvert fald en oplevelse rigere.

Alt det var egentlig en helt overflødig sidehistorie til det jeg ville frem til:
I morges havde husets nysgerrige projektleder fundet en bunke blade og deriblandt sidste nummer af Stjernen (medlemsblad for Landsforeningen Spædbarnsdød) frem. I løbet af dagen blev hun ved at vende tilbage til det, og vi snakkede lidt om Sofie, Mie og Adam, som vi kunne se på forsiden. Her til aften begyndte hun at kigge mere på tegningerne af babyer inde i bladet, og da fik hun altså ramt et ømt punkt hos mig... For hende var det jo bare babyer og hun sagde "nnnåår" og lagde dem op til kinden, som hun altid gør med babyer, dyr, bamser og andre hun synes er søde. Men for mig gjorde det pludselig så ondt. Her stod min lille levende pige med døden så tæt på. Jeg blev så ked af, at de babyer var døde. Følte et øjeblik så kæmpe sorg på andre ukendte forældres vegne. Børn og død hænger ikke sammen. Selvom jeg selv har mistet min søn og godt kan forholde mig til det, så er jeg egentlig ikke så sikker på, at jeg er forberedt til at forklare Viola om døden og at hun har en død storebror. Indtil nu - og en rum tid endnu, vil jeg tro - er det nemlig fuldstændig uforståeligt for hende, når hun for eksempel ser et billede af Laurits. Så jeg øver mig... Satte mig således med Laurits' album og viste hende billeder. Mest for at øve mig i at sætte ord overfor hende.

Flytteri - eller bare en udvidelse

Jeg kommer nok til at skrive lidt oftere herfra:
Heidi i Schweiz

Lige der

Sådan. Så hænger fuglehuset lige der, midt i alt det grønne. Der bor allerede et par papirstraner indeni (og en gammel nøgle, som jeg ikke aner, hvor kommer fra eller hører til, men som jeg godt kan se mig selv have puttet derind bare fordi jeg ikke lige vidste hvor ellers). Hvor kunne det være skægt, hvis der kom levende fugle og slog sig ned.

Fuglehuset

Laurits' fuglehus blev hængt op i dag på en væg på garagen ved siden af to mindre træer og i nærheden af et kæmpe træ samt under temmelig meget brok og ballade fra lillesøster. Hovedpersonen var tavs.

Det blev rigtig fint og rigtigt, og jeg glæder mig til at kigge ud fra soveværelset i morgen og få et stille indtryk af, at Laurits har plads i verden.

Det er Laurits' fødselsdag

Laurits skulle have været seks år i dag, og jeg synes det er så skønt, at jeg sagtens kan skrive: "Det er Laurits' fødselsdag". Det er da en af de få ting, der ikke er unaturlig eller skal omformuleres. Laurits blev født, og Bo og jeg blev forældre for første gang. Ikke så meget pjat lige der.

Men ellers kan jeg altså godt mærke noget unaturlighed og nogle tunge følelser, der lurer midt i den schweiziske idyl. Jeg er faktisk lidt lettet over, at det popper op ganske af sig selv i små glimt i dag, for jeg har ikke ret meget tid til at tænke på Laurits. Det hele går op i Viola, flytning, vasketøj, madlavning, gåture, indkøb, kildevand, sandkasse (ja ok, mere Viola), nydning og søvnmangel (fordi jeg trænger til alene/voksentid, når V sover...).

Vi har forlængst aftalt, at Laurits' fødselsdag ikke skal markeres som sådan i år, for det har vi simpelthen ikke tid til. Bo er i en travl periode på sit nye job, og da en død dreng ikke tager skade af at vente, gør vi heller ikke. Men vi fik engang et fuglehus af Indias forældre, og hvis vi får tid, hænger vi det op i haven i aften :-)

I transit

Aj, men så sker det jo. Farvel kære Rådhusstræde. Flyttefolkene kører kasse på kasse på kasse ned af en lift og for første gang i 100 år kommer det stakkels loftrum lige over vores lejlighed til at kunne trække vejret. Det bliver godt for huset og det bliver godt for os at rykke videre. Men lugten af afsked er ikke så tryg lige nu... Og det er skide koldt med alle de vinduer åbne!

Nu er vi i transit. Fuldstændig mellem to lande med hele vores hjem pakket og et sted på landevejene lige om lidt. Heldigvis er der nogle dage på sydsjælland hos både Bos og mine forældre. Det bliver som ferie, regner jeg med. Til weekenden kommer Bo til DK, og så kan vi rigtig flytte som samlet lille familie på mandag. Det betyder så meget og jeg glæder mig til den tur.

Jeg har stået for det meste af pakkeriet selv, fordi Bo har været i Zürich, og jeg var noget i tvivl om, hvordan jeg skulle gøre med alle Laurits' ting. Den lille døde dreng har alligevel fået skrabet nogle ting til sig. En aften skulle det bare gøres, og jeg kunne godt se, at det holdt ikke at tage det hele under armen. Uerstatteligt er det, men det allervigtigste ligger nu i min pengepung; hårtotten og navnebåndet med blod på. Så er han også med og det gør mig glad. Og lidt ked... men glad.

At flytte... sig?

Der var engang, hvor Bo og jeg var to purunge mennesker, der flyttede til København sammen. Den første gang jeg skulle op og handle - mens Bo var på Uni - havde han tegnet ruten op til Netto ved Nørreport, for KBH var så mega stor og uoverskuelig. Jeg klarede det uden at fare vild.

København K... Jeg mærker sorg og tilbagelængsel på forhånd over, at de sidste dage faktisk er talte. Snart mister jeg mine rettigheder, mine ruter i byen, mit nabolag, der meget langsomt men brostenssikkert har vokset sig ind i mit hjerte. Jeg er jo ikke længere blot en pige fra landet i København, jeg er københavner på 17. år. Vistnok en ret gennemsnitslig en af slagsen; hunkøn i 30'erne med cykelhjelm og hang til kaffelatte.

Om lidt skal jeg flyve fra den rede, som Bo og jeg fik vores unger i. En rede, der alt for længe har været for trang, for lavloftet, for midt i partyzonen, for skramlet og for fyldt med ting. Jeg muger ud i disse førflyttedage, og det er ikke småting, der bliver stillet i bunker rundt omkring på loftet. Da jeg flyttede ind kunne mine ting sgu da være i én almindelig bil inklusive fire mennesker?! Det roder også i mit hovedet. Der ligger mange minder her og jeg kan slet ikke bære, at andre ukendte nu skal bo på vores sted, i vores rede. Men det arbejder jeg med...

Jeg tænker på mine tre små unger, som jeg fik lov at passe, da jeg lige var kommet til byen. Den tid var særlig, bare helt særlig. Tror jeg blev grundlagt som mor der hos dem. Min daglige cykeltur til Østerbro gik op langs Panum og forbi Riget uden at ane, hvor stor en rolle det sted senere skulle spille. Det var ungdommelig uskyldighed for fuld pedal. Og på hjemturen var jeg pigen på galvmaleriet på Nørrebrogade inden søerne. Der var noget hun skulle nå, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad. På Israels Plads købte jeg tit billige grøntsager med hjem: "Såååå der TI BANANER for ti kroner!!!

Der var uddannelser, forvirring, fjumreår, højskole i Norge, venskaber, fester, arbejde, biblioteker, og jackpot-læsegruppe! Og mest af alt var der en masse kærlighed med Bo og cykelture, cykelture, cykelture i KBH. Jeg har trådt mine veksler via pedal, og ligeså stille vundet hævd, vil jeg hævde.

Imens jeg roder, skramler, sorterer og pakker sammen knokler Bo som en gal i Schweiz. Han har været mere i Schweiz end hjemme de sidste par måneder. Om lidt skal vi til at kalde Schweiz, Zürich, Regenburg for 'hjem' i nogle år. Jeg er sikker på, at det bliver godt og glæder mig enormt. Men... det begynder bare at gå op for mig, at dette flyt også indebærer et stort farvel. Det er jo en epoke, der slutter. Og så er det Violas sidste dag i vuggestuen. På hendes halvandet års dag.

Der var engang, hvor Bo og jeg var nygifte og flyttede til Tokyo i et år. Der besluttede vi at ville have børn. Det var i øvrigt den lykkeligste tid i vores liv, altså i forhold til at vi kun var to. Siden skete alt det bedste og værste og bedste i vores liv. Da vi tog beslutningen om, at Laurits ikke skulle have sit eget gravsted, var det meget ud fra tanken om, at vi ikke ville knytte os for meget til et sted, hvis vi nu skulle rejse ud i verden igen. Nu sker det så. Endelig! Nu rejser vi og rent faktisk kan jeg mærke, at jeg er så totalt frit bundet til Laurits' græsplæne. Jeg er ikke engang sikker på, at vi kommer derud inden vi letter og det er helt i orden. Samtidig giver det en ro i sjælen at vide, at det er Laurits, der altid vil binde mig til København. En del af mig ligger i jorden i byen.