Lillesøster-tra-la-la

Se lige hvor skøøøøn hun er!

Jeg tror nok stadig hun ligner Laurits. Nogle gange ligner hun i hvert fald en dreng...

Hun havde hår som nyfødt, men har nu det bareste, lyse hoved, der dufter af smørbagte småkager og friskt, knasttørt hø. Uhm...

Hun er begyndt at kunne grine med lyd på. Åh, det er så dejligt. Hun har nu også mindet mig om, hvor tæt gråd og latter er på hinanden.

I dag var det lige før jeg tror hun drillede mig. Hun begyndte i hvert fald at smågrine ad mig, da jeg "skældte hende ud" over en klat gylp jeg opdagede i nakken - på mig selv, forstås.

Vi tror hun krammer os lidt. Hun holder fast-fast med armene om halsen på os og bider i vores skuldre.

Hun bliver selv så stolt og lysende glad, når man trækker hende forsigtigt op i armene. Så er hun på én gang blevet en stor pige, men samtidig også bare sådan et lille menneske, der sidder der på sin rumpe helt prisgivet at man holder hende.

I mandags kunne hun ikke nå sine fødder - i dag griber hun sikkert fast i tæerne hver gang hun skal skiftes.

Sut og sutteflaske har ikke været noget for V i næsten hele 2011. For nylig skulle vi prøve flaske igen (for det kunne godt nok være skønt med en forældreaften ude snart), men hun blæste bare bobler i den. Sut er hun dog begyndt på i tirsdags, hvor faren kom hjem med endnu en ny slags. Det har betydet, at hun de sidste to nætter kun har været oppe og spise én gang, for nu kan hun jo bruge sut som trøst :-) Skønt! Dejligt med mere søvn til os alle! Klaveret spiller meget bedre.

Søvn er godt(nok svært nogle gange)

Som enhver småbørnsmor drømmer jeg om lange nattesøvne. Sidste nat var streng, da lille V lå mellem os og brændte og klynkede efter fem måneders vaccinationen. Stakkels, stakkels lille barn. I nat - som er lige nu - har jeg ikke kunne finde søvnen igen efter amning ved 1-tiden, selvom V sover sødt. Det er sgu irriterende. Men så får jeg da vasket lidt tøj og får børstet lidt af de tunge, støvede tanker af hjernen.

Et helt år

Et år, som Viola har gjort helt, rundt og fyldt.

For præcis et år siden blev lillebittebittebittebittemikromini-Viola i form af et befrugtet æg lagt hjem i min mave. Der groede hun sig stor og trodsede alle odds, så hun kunne komme levende og stærk ud. Det er vist ikke for meget at kalde det for 'noget af en rejse'.

Nu... lige nu hænger Viola lidt ud hos sin far, og jeg kan høre hendes søde pludren inde fra soveværelset. Hun er så vildt vidunderlig og har foldet sig meget ud i denne uge. Hun kan spise små portioner grød, grine, pludre højt og længe og tilmed finde sig mere i at ligge på maven. Mor er stolt! Og nu skal jeg ind og blande mig i hyggen (hm... det lyder efterhånden også lidt klagende som i: "mOAr, jeg vil godt snart ha' noget mæææælk!).

Til slut et romantisk barselsbillede (sådan er det overhovedet ikke hele tiden, men det ER der):