En kæmpe lettelse

Selvom det rent faktisk er gået støt og roligt fremad hele tiden i denne graviditet og alle de utallige scanninger har været gode, så var den i fredags helt særlig. For anden gang blev Snille tjekket på kryds og tværs af måske DK's bedste scanningslæge. Selvom første gennemscanning for godt 14 dage siden også viste alt ok, så var det bare af større betydning i fredags. Jo ældre Snille, jo sikrere resultat. For eksempel kan vi nu regne med, at god mængde fostervand er lig med god nyrefunktion.

Sådan en gennemscanning er ikke en hyggescanning, for der bliver selvfølgelig ledt efter ting, der kan ændre livet på et øjeblik, så vi var ret nervøse. Det var især nyrerne der blev tjekket og selvom vi stoler på, at dna-analysen ved hele ægsorterings-metoden har fungeret, så er der alligevel en usikkerhed/risiko ved metoden, og vi har set frem til at få udpeget nogle sunde, raske nyrer på en scanning, hvilket vi fik i fredags. Foruden nyrerne så alt andet også fint ud. Vi ved godt, at der ikke er garantier for noget, men vi tør tro på, at Snillen er sund og rask. Skøn følelse!! Det betyder alverden at blive taget alvorlig af lægerne og få den hjælp de nu engang kan tilbyde. Vi fik aftale om to nyrerscanninger mere og så må vi se, om vi overhovedet får brug for det/lyst til det.

Flere gange har vi fået at vide, at den lille er ret livlig = ikke så nem at scanne. Det gør mig så glad. Jeg kan ikke lade være at tolke personlighed ind i det, men det betyder også meget for mig, at den lille har plads nok og kræfter nok til at mose rundt, for det havde Laurits ikke grundet for lidt fostervand. Indtil videre har jeg ikke rigtig kunnet sammenligne Snillens bevægelser med Laurits' bevægelser, fordi jeg ganske enkelt ikke kan huske præcis hvordan Laurits' var i de første uger jeg nærkede ham sparke. Jeg husker mest hvordan han sparkede til sidst i graviditeten. Små puslingespark nedad i min mave. Snillen her har jeg mærket med sikkerhed hver dag i fire uger nu, og det er både spark og rumlen rundt. Jeg forstiller mig, at den nogle gange drøner halvhidsigt rundt og leder efter sin tommelfinger (mors lille dumme unge). Den har tilsyneladende også indrettet sig med både overkøje og underkøje. Af og til leger den alien og ligger næsten helt ude under mit maveskind. Andre gange er den næsten forsvundet og gider kun at være i fred. Det er så dybt fascinerende at mærke og se dens bevægelser og jeg fatter næsten ikke, at jeg er så heldig at have en lillebitte baby i maven (det er måske det, den prøver at fortælle sin tumpede moar).

Til nu har vi kaldt den lille for 'den', men scanningen viste os, at vi skal til at vænne os til noget ganske nyt og uprøvet... en datter. Selvom vi er fuldstændig ligeglade med kønnet, så betyder det dog noget at få det at vide. Det kunne vi i hvert fald mærke. Det var næsten ligesom at blive gravid igen og vi var helt fjollede omkring det hele weekenden. Som Snille-mor er jeg fuldstændig ligeglad med, om det er pige eller dreng, men jeg må være ærlig og sige, at som Laurits-mor skal jeg lige vænne mig til tanken om, at jeg nok aldrig bliver mor til en levende dreng. Ved godt, at det her kan være svært at forstå, men sådan føles det altså for mig at være mor til både Laurits og Snille. Mest af alt føles det dog bare godt at være Heidi (herre-heldige-heidi) i denne livgivende, lyse sommer, som jeg har ventet på i 100 år.