En gammel klagesang

Som overskriften siger...

Jeg sidder og ser den der udsendelse, hvor kendte (kvinde)mennesker fortæller om fødsler. Puuuuha for en nyser. Jeg fanges ind af den slags. Det gjorde jeg også før jeg selv blev mor, for jeg synes grundlæggende det er noget af det mest interessante og fantastiske i hele verden. Fødsler... Mennesker, der gror inde i andre mennesker og lige pludselig kommer ud og ændrer hele verden.

Men jeg overvældes også af følelsen af at være så forbandet snydt. Hvor er mit barn henne? Jeg fik faktisk et barn ud af min mave, men det er væk. Det er så unaturligt. På en måde føler jeg mig udenfor. På en måde føler jeg slet ikke, at jeg har født noget barn. Var det bare en fantasi? Jeg mærker en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig har ret til at være med i den snak, som de mødre har om deres fødsler. Det er som om, at jeg kun må snakke med om et halvt forløb, der sluttede der omkring, hvor Laurits blev taget ud af min mave og væk inden jeg så ham. Det er en fornemmelse der kommer indefra, vel at mærke. Der er selvfølgelig ikke nogen, der har sagt noget om den slags til mig. Selvfølgelig skete Laurits' fødsel i virkeligheden, selvfølgelig fødte jeg ham (kejsersnit = barn ud af mave = fødsel), selvfølgelig må jeg godt være ked af det der skete. Men... jeg er bare så tom og det hele er bare så længe siden.

Det er noget rigtig møg at være den her slags mor. Det er så utrolig uforløst. Det hele peger indad i mit tomme, tomme ego, hvor det burde pege udad. Jeg kan føle mig så rådden og imploderet. Måske har jeg faktisk bare brug for at snakke om hele forløbet igen? Se billeder, fortælle og simpelthen mærke at det skete i virkeligheden. Den virkelighed, som ligger 3½ år væk og ikke her.

En hellig-Frandsen skriver

Det provokerer mig voldsomt, at man i en så kort artikel lige:

- kan binde en hurtig sløjfe rundt om fostertest, Downs syndrom, dødelige sygdomme (som netop nyresygdom med manglende fostervand) og abort. Nøj,hvor er der lige helt ufatteligt mange ting, der skal adskilles her!

- skal fortælle mig hvor 'andre end etniske danske kvinder' står i abortstatistikken, som én ud af FIRE facts om abort. Hvad har det overhovedet med emnet at gøre???

Kedeligt savn

Jeg havde ellers dumpet et par lys i tasken i dag. Friske tændstikker tillige. Havde tænkt tanken og næsten nået at glæde mig til at dreje ind på Holmens kirkegård efter et ærinde i nabolaget. Men da jeg så holdt i et lyskryds i nærheden og skulle tage beslutningen, blev det at køre lige hjem. Jeg var træt og gad ikke. Jeg mærkede efter og fandt ikke andet end kedsomhed, ligegyldighed og træthed over for den kirkegård, den plæne, den døde unge. Hvad skulle det så nytte med de lys?

Sådan har jeg det ind imellem med at være Laurits levende mor. Så er det faktisk bare trættende og kedeligt. Det kan godt gøre mig ked af det. Selvfølgelig bliver Laurits aldrig rigtig væk for mig, det ved jeg efterhånden. Men så alligevel... kan man blive mere væk end død?

Det her er vel også en slags savn, men det er lige før, at jeg foretrækker det savn, hvor man tuder, frem for denne slags, hvor tiden har syltet det ind i trist kedsomhed.

Laurits' lys...

... er en engel er en guldsmed er en dansende dame er en frådende hundegalskabsgalning er en skorstensfejer...