Er det den 17. i dag?? Og onsdag? Jamen, så må Viola jo være fire uger gammel. Det kan jeg næsten ikke forstå. Hun er jo lige kommet til os med et brag?! Og så skulle hun ikke engang have været født endnu. Det ville nok have været på mandag den 22. hun skulle være kommet til verden, hvis det planlagte kejsersnit var blevet til noget. Vi nåede ikke at få datoen, men kan godt afsløre, at vi havde set os lune på den dato, da det er 4½ års dag for Laurits. For os forældre ville det have været dejligt med den sammenhæng. De sidste fire uger har fuldstændig forandret begrebet tid for mig, men der er også sket mere i mig på de fire uger end de sidste fire år. Sådan føles det... Det var fra starten også ekstra forvirrende at få et for tidligt født barn, for på neonatal bruger man naturligvis den korrigerede alder som målestok for, hvad man kan forvente af barnet. Ifølge den er Viola 37+2 i dag. Så fra i mandags ville det være ok for hende at blive født (født til tiden = fra uge 37 til 42).
Nå, men Viola ER altså fire uger i dag og hun er bare den dejligste baybisse i hele verden! I går var vi til sidste tjek på neonatal, og gik stolte derfra over den ros læge og sygeplejersker havde til os. For Viola har taget perfekt på, selvom hun kun har været på amning i den sidste uge - altså ingen sonde. Det kunne sagtens være, at hun havde tabt sig, men i stedet har hun taget 300 gram på i løbet af 8 dage. Hun har stadig gulsot, men blodprøver har vist, at det ikke kræver nogen behandling. Hun skal bare have mælk, kærlighed og lov til at være lidt gul.


V styrer amning (diening?) med et fast greb!
Alt i alt ville jeg frem til, at i går blev Viola så endeligt udskrevet fra Riget. SKØNT! Det er en lettelse at blive 'løsladt', selvom vi selvfølgelig kun har været glade for, at der er blevet passet på os. Men at være indlagt, også ambulant, er desuden anstrengt i forhold til at tage ansvaret 100 % på sig og stole på egne beslutninger. Sådan er det i hvert fald for mig. Hold da kæft, hvor havde jeg forestillet mig det anderledes, at blive mor igen. Jeg troede, at jeg ville hvile i mig selv og kunne det hele pr. instinkt... Men indtil nu har jeg enten følt mig alt for ringe/usikker eller alt for pylret som mor. Der har jo hele tiden været en hel afdeling af kittelklædte, der har vidst bedst. Mens hun var på neonatal kunne der for eksempel det ene øjeblik komme en og sige; "Synes du hun er blevet gul? Jeg synes hun er meget gul", og så skulle Viola i lysterapi for gulsot uden jeg havde opdaget en pind. Dårlig mor! Det burde da have været mig, der opdagede det. Det næste øjeblik kunne der komme en smilende sygeplejerske og tage overvågningen af Viola, for nu gik det hele jo så fint. Og så var der ellers indre panik hos både Bo og mig over, at nu var der ikke nogen anden sikkerhed for hendes vejrtrækning end vores holden-øje!
Men nu er vi altså rigtigt landet HJEMME og selvom det roder, trækker lidt og er for indelukket på samme tid (!), vinduerne dugger og jeg stadig ikke har fundet en helt behagelig/naturlig ammestilling, så bor Viola faktisk hos os nu og hun virker som om, at hun i hvert fald har fødderne rimelig solidt plantet i verden.


Efter udskrivelsen fra Riget i går kørte vi forbi Laurits' græsplæne for første gang siden han er blevet storebror. Et af de øjeblikke vi har set sådan frem til.