Så er vi endelig landet

Er det den 17. i dag?? Og onsdag? Jamen, så må Viola jo være fire uger gammel. Det kan jeg næsten ikke forstå. Hun er jo lige kommet til os med et brag?! Og så skulle hun ikke engang have været født endnu. Det ville nok have været på mandag den 22. hun skulle være kommet til verden, hvis det planlagte kejsersnit var blevet til noget. Vi nåede ikke at få datoen, men kan godt afsløre, at vi havde set os lune på den dato, da det er 4½ års dag for Laurits. For os forældre ville det have været dejligt med den sammenhæng. De sidste fire uger har fuldstændig forandret begrebet tid for mig, men der er også sket mere i mig på de fire uger end de sidste fire år. Sådan føles det... Det var fra starten også ekstra forvirrende at få et for tidligt født barn, for på neonatal bruger man naturligvis den korrigerede alder som målestok for, hvad man kan forvente af barnet. Ifølge den er Viola 37+2 i dag. Så fra i mandags ville det være ok for hende at blive født (født til tiden = fra uge 37 til 42).

Nå, men Viola ER altså fire uger i dag og hun er bare den dejligste baybisse i hele verden! I går var vi til sidste tjek på neonatal, og gik stolte derfra over den ros læge og sygeplejersker havde til os. For Viola har taget perfekt på, selvom hun kun har været på amning i den sidste uge - altså ingen sonde. Det kunne sagtens være, at hun havde tabt sig, men i stedet har hun taget 300 gram på i løbet af 8 dage. Hun har stadig gulsot, men blodprøver har vist, at det ikke kræver nogen behandling. Hun skal bare have mælk, kærlighed og lov til at være lidt gul.

V styrer amning (diening?) med et fast greb!

Alt i alt ville jeg frem til, at i går blev Viola så endeligt udskrevet fra Riget. SKØNT! Det er en lettelse at blive 'løsladt', selvom vi selvfølgelig kun har været glade for, at der er blevet passet på os. Men at være indlagt, også ambulant, er desuden anstrengt i forhold til at tage ansvaret 100 % på sig og stole på egne beslutninger. Sådan er det i hvert fald for mig. Hold da kæft, hvor havde jeg forestillet mig det anderledes, at blive mor igen. Jeg troede, at jeg ville hvile i mig selv og kunne det hele pr. instinkt... Men indtil nu har jeg enten følt mig alt for ringe/usikker eller alt for pylret som mor. Der har jo hele tiden været en hel afdeling af kittelklædte, der har vidst bedst. Mens hun var på neonatal kunne der for eksempel det ene øjeblik komme en og sige; "Synes du hun er blevet gul? Jeg synes hun er meget gul", og så skulle Viola i lysterapi for gulsot uden jeg havde opdaget en pind. Dårlig mor! Det burde da have været mig, der opdagede det. Det næste øjeblik kunne der komme en smilende sygeplejerske og tage overvågningen af Viola, for nu gik det hele jo så fint. Og så var der ellers indre panik hos både Bo og mig over, at nu var der ikke nogen anden sikkerhed for hendes vejrtrækning end vores holden-øje!

Men nu er vi altså rigtigt landet HJEMME og selvom det roder, trækker lidt og er for indelukket på samme tid (!), vinduerne dugger og jeg stadig ikke har fundet en helt behagelig/naturlig ammestilling, så bor Viola faktisk hos os nu og hun virker som om, at hun i hvert fald har fødderne rimelig solidt plantet i verden.

Efter udskrivelsen fra Riget i går kørte vi forbi Laurits' græsplæne for første gang siden han er blevet storebror. Et af de øjeblikke vi har set sådan frem til.

Først og fremmest Viola

Det er vel i første omgang noget med at få lagt nogle billeder ud og sige: "Det går godt".

Efter 15 dage på neonatal kom vi hjem i torsdags og står lige på vippen til at blive helt udskrevet (vi har været inde til tre rutinetjek siden torsdag). Viola er så skøn, så levende og så dygtig til det en for tidlig født baby nu skal. Hun koordinerer vejrtrækning + sutte + synke så hun kan spise ved mit bryst, hun regulerer selv sin temperatur (dvs. behøver ikke varmemadras) og hun tager på i vægt. Derudover er hun Viola. Lige som hun skal være.


Store øjne i grøn Laurits-hue


Babyfødderne...


Første bad var en stor succes.


V for Viola


Hjemmelavet... Trods alt det behandling for at få hende, er der alligevel noget hjemmestrikket over hende ;-)
Vi skal lige lære det med at klæde hende ordentligt på. Det ser de fleste gange lidt fjollet ud, for vi har ikke så meget der passer helt rigtig i størrelse. Til gengæld er det en fryd at give hende hjemmelavet/gave tøj på, lægge hende til rette i familiesengen, putte hende i dyne med Laurits-lillebrøster-betræk (hvor har vi ventet på at få det i brug) og samtidig først og fremmest ramme noget der passer til temperaturen i vores hytte. Det er lidt upraktisk med meget ung baby i meget gammelt hus her i efteråret, men vi har vist fået styr på at undgå træk og kulde.

Jeg har meget, meget mere på hjerte, men ved ikke, om der bliver tid til at skrive om det. Der er som sagt først og fremmest Viola og hende vil jeg nyde. Jeg er faktisk lidt bagud på point der. Så er der mine egne oplevelser omkring det at blive mor igen og under de omstændigheder det blev. For satan - for at sige det lige ud - jeg kunne godt have brugt nogle bedre omstændigheder! Det har været det sværeste i mit liv. Ikke det værste, selvfølgelig, men det sværeste. At få et for tidlig født barn, et kompliceret kejsersnit og have Laurits' lillesøster to uger på neonatal har altså været nok udfordring for mig, for det har ramt de ømmeste punkter. Jeg havde både håbet og troet på en blidere start, så vi kunne lade følelsen af det bedste fylde. I stedet har der stået så meget i vejen for den følelse, at jeg stadig er ved at lære den instinktivt at kende. Der er nu ved at falde lidt ro på efter vi har været hjemme en lille uge. Og Viola er en tigerunge. Hun knurrer, hun er født i et tigerår ifølge kinesisk horoskop og hun tager tigerspring, så vi forældre ikke kan følge med. Hun har nærmest allerede taget et spring fra sondemad til babs og vi er ved at flække af stolthed over hende. Det er da mere end man kan forvente af et lille menneske, der egentlig er for ung endnu til at være født.

Så er der Laurits. Han er heldigvis bare en naturlig del af det hele for Bo og mig. Ikke mindst når vi kan se på Viola, at der er fysiske ligheder. Det er simpelthen bare så dejligt at se.