Gennemsigtig

Jeg synes nærmest bare at være gået i stå i forhold til ham Laurits. Intet nyt der. Han er stadig død og begravet. Det er for eksempel ikke det store hit at komme ud på hans græsplæne. Vist er det da rart, men der er bare ikke rigtig noget, der trækker i mig. Tændte lige et lys i går da jeg kom forbi, men havde slet ikke behov for at blive der, sætte mig på bænken. Der var en mand derude (på den anden bænk). Han sad foroverbøjet og så meget ked ud. Hans sorg måtte være ny, tænkte jeg. Min er om ikke gammel så i hvert fald velkendt. Ikke at det gør hele misæren et hak bedre, men tiden har faktisk gjort sorgen velkendt og selvfølgelig. Så måske alligevel et hak bedre...? I hvert fald til at bære i nu'et.

Jeg har lært at det går op og ned, bølger frem og tilbage med, hvor meget Laurits fylder. Det er ikke altid jeg har det roligt med, at han ikke fylder. Men det har jeg faktisk lige nu. Det er heller ikke fordi han er væk. I så fald er han væk 'inde i mig'. Sorgen er heller ikke rigtig mindre, men den bliver bare mere 'gennemsigtig'... Ja, jeg ved ikke, om det giver så meget mening? Der var bare et lille hverdags-vindues-udsyn, som gav mig den fornemmelse den anden dag (altså at sorgen er der, men bare på en gennemsigtig måde). Nede på hjørnet ved købmanden stod en far og ventede med en lille purk på armen. Purken var for lille til at holde sit hoved, men forsøgte alligevel dinglende med al sin vilje, helt tryg og rolig midt i sin fars store favn. Jeg gik helt i stå bag mit vindue og betragtede dem bare. Alle store følelser af savn, misundelse, tab, ønsker og Lauritsdrømmerier lå til grund for min betragtning, men det var alligevel som om, at der var tomt, der hvor hele balladen lå... Nogle gange er det lige det Laurits er for mig; et stort tomt spørgsmålstegn.

Sorte strømper

Laurits fik små sorte strømper på, da han blev lagt i kisten. Dem havde jeg strikket til ham, så naturligvis skulle han have dem på. I lang tid har jeg været i gang med et par sorte strømper til mig selv. De er ikke noget at prale af. Det var Laurits' strømper heller ikke. Der var fejl i og garnet var ikke nogen super kvalitet. Dengang jeg strikkede til Laurits jokede jeg vist med, at jeg var nødt til at lave to strømper, for vi havde lige set på en scanning, at barnet derinde havde to fødder. Vi havde faktisk også set to nyrer... Det kunne bare ikke ses, at både nyrer og fødder ikke var helt som de skulle være. Nyrerne var som bekendt i udu, og fødderne var lidt skæve. Hm, men så passede strømperne egentlig meget godt - skæve og med fejl.


De strømper jeg strikker nu ser også lidt mærkelige ud. De er meget lange og helt tynde, men når de kommer på mine fødder ser de ud til at passe fint (og det er ikke fordi jeg har lange, tynde fødder, tværtimod). Jeg tror det skal være sådan nogle jeg sover med om vinteren, for de duer vist ikke som rigtige strømper. Det er garnet ikke godt nok til. Men skæve, sorte strømper af samme slags garn som dem Laurits fik er aldeles godt nok til mig.


Jeg ved jo godt, at Laurits' strømper blev til aske sammen med hans lig, og at resterne efter al sandsynlighed ligger et sted under jorden på Holmens K (ja, jeg kan ikke sige, at jeg føler mig 100 % overbevist om at resterne er der, for jeg har ikke set det). Alligevel giver strømpestrikkeriet en fornemmelse af nærhed til den lille dreng. Samtidig lægger jeg også en helt anden symbolik i det sorte strømpestrikkeri. I bunken af babytøj på loftet ligger indtil flere skæve babystrømper som jeg har strikket til kommende børn. De er bare ikke kommet, de der kommende børn. Derfor strikker jeg til mig-selv-mig nu. Det føles mere rigtigt.