Hans navn

Navnet Laurits kan nogle gange virke helt mystisk for mig. Det gipper altid (mindst) en lille smule, når jeg støder på det. Selvfølgelig har jeg både sagt og hørt det navn mange gange. Jeg fortæller jo gerne om min døde dreng, og der er heldigvis også mange omkring mig, der tør snakke om ham. Men jeg kommer aldrig mere til at bruge navnet sådan rigtigt... altså bruge det til Laurits. Derfor vil det altid være en smule mystisk, og det er som om, at jeg ikke helt har taget det 'i min mund'. Vi nåede jo knapt nok at give ham navnet, før han var væk. Det er som om, at jeg stadig kan kløjes en smule i udtalelsen. Gad vide, om det bare er fordi det slutter på -ts, eller om det er fordi der ikke er nogen Laurits her i hytten at kalde for Laurits? Gad vide, om jeg ville have sagt navnet på en lidt anden måde, om det havde lydt anderledes (dur i stedet for mol), hvis han var levende?

Den lille Tulse... jeg kan godt sige jer, at han var simpelthen så sød og blød og dejlig ;-)

Et smil på vrangen

Lidt kedeligt, at der bare hænger sådan en gammel klagesang fast her på siden, så her er noget andet. Et smil på vrangen:

Når Laurits' lys i den lille stage brænder ud herhjemme og duften/lugten af dette breder sig i hytten, så tænker jeg; "der lugter af Laurits. Mit lille brændte barn. Min lille CO2-uvenlige unge. Gad vide, hvor meget kul der var i ham??".