.jpg)
Elisabeth 9 år
9 år siden
mandag den 23. maj 2011
Fem - eller 100?
Fem år er gået siden lille Laurits var her. Jeg føler mig gammel og synes, at han har været en del af mit liv i 100 år. Han var den første, der lærte mig noget om at være mor. Med ham fik jeg ganske enkelt tændt en kæmpe kærlighed, som har brændt og gjort ondt men også varmet i alle de her fem år. Nu er Viola her, Laurits er ikke... Det er min sandhed, realitet og hverdag. Jeg tror faktisk, at Viola får noget af Laurits' kærlighed og det er helt i orden, for det gør den ikke mindre.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
ja - tid er en underlig størrelse. En gang imellem er det, som om det hele skete i går, og andre dage kan man føle, at det har varet hele livet.
Det er skønt, at man som mor kan rumme at elske flere så grænseløst og så forskelligt. Jeg er sikker på at den lille Viol nyder det hele.
Den forløste kærlighed til vores levende børn, tror jeg rummer mere end blot den direkte umiddelbare kærlighed til dem. Det er vel også helt i orden...
Tillykke med ham din første store kærlighed. Han ville med garanti have været den stolteste 5 årige storebror til den sødeste lillesøster. Og også lidt fræk – tænk alt det tordenvejr han lavede på sin fødselsdag. :-)
Kram til dig.
Send en kommentar