Små fælder

Jeg oplever graviditetskvalme som en virkelig mystisk ting. Ikke som nogen anden slags kvalme fra sygdom, tømmermænd eller søsyge. Det er ikke fordi jeg ligefrem er plaget af kvalme, men den sniger sig ind her og der. Den er slyngveninder med min appetit og har også en vis sammenhæng med lidt ændret lugte-/smagssans, og pludselig er der små 'fælder' overalt.


Én fælde: Kaffe! adv, føj, må jeg være fri?! Sådan lige fra én dag til den næste smagte morgenkaffen grimt. Sikke en fælde... for det plejer at være de varme, mørke morgendråber, der sætter øjnene det rigtige sted i hovedet på mig.


En anden fælde: Det rengøringsmiddel Bo har ordnet toilettet med. Åh nej, nu har han gjort så fint rent, og så stinker det. Og man skal jo ud på det toilet temmelig mange gange i løbet af en gravid dag.


En tredje fælde: Folk på gaden med cigaretter i hånden. Når jeg at se dem holder jeg vejret til jeg er på sikker afstand. Det var nu heller ikke fordi cigaretrøg lugtede godt i min næse inden graviditet, men herregud, det var da ikke noget, der sådan gik mig på på gaden.


En fjerde fælde: Vores køleskab... Det lugter grimt! Og det er virkelig en fælde, for jeg skal jo derind hele tiden for at hente kølige, sprøde æbler, smør til alle mine madder, yoghurt, koldskål og den slags.


En femte fælde: Lugten i hytten efter aftensmad. Puuuh, hvorfor skal den blive hængende?? Jeg kan næsten ikke klare tanken om, at jeg lige har spist den mad - til trods for, at den røg ned med stor appetit.


En sjette fælde: Vand. Det er begyndt at smage fadt. Ikke så smart, da man jo skal køre en del ned i løbet af dagen.


En syvende fælde: Tandpasta. Men der er bare ingen vej udenom.


Selvom jeg er blevet en sippe mht. lugte og især dem, der er knyttet til mad, så er der som om, at jeg hele tiden liiiige skal have noget at spise. Lige et æble, lige en mad med smør på, lige noget koldskål, lige en sodavandis - og én til. Jeg kan ikke helt tage det alvorligt, at sådan 2-3 cm. menneske kan sætte gang i så meget madflimmer, men det gør den. Og så er det helt i orden ;-) Men jeg glæder mig til, at vi kan få en anden form for kommunikation, den lille og jeg. Glæder mig til, at den sparker og jeg trykker på den og den sparker og jeg skubber osv.

Det ER virkelig rigtigt

Nu tør jeg tro på det! Jeg har været til 6. behandling i dag, og vi startede med et kig til den lille. Den er vokset rigtig fint. Faktisk så fint, at den nu passer præcis på målet til, hvor stor den skal være i uge 9. De sidste to gange var den ellers lidt lille. Men helt ærligt, den har jo også skulle sætte celler sammen til både hoved, røv, hjerte, hjerne og den slags, og det kræver nok lidt koncentration, så der ikke bliver byttet alt for meget om på det hele. Jeg tror den er perfekt. Den bevægede sig endda en lille smule og jeg kunne ikke se detaljerne på skærmen, fordi jeg græd.

Jeg har ventet SÅ længe på at nå så langt som til her. De to første scanninger var gode, men fyldt med usikkerhed. Nu føler jeg, at bøtten vender. Ikke sådan at angst og usikkerhed bare forsvinder, men jeg ER virkelig rigtig gravid, og vi har set, at der er en fin lille, levende, voksende 'Snille' i min mave. Hvor er jeg bare glad i dag!

Det må jo være rigtigt

- jeg må være gravid. Selvfølgelig mest fordi vi har set det på to scanninger, lægerne siger at jeg er det og alt det der. Men så er der også denne underlige utilpashed... halvkvalm, helsulten og lidt svimmel. Det er bare svært at vide, hvor meget der skyldes forkølelse. Så er der også min allerede store mave. Jeg ligner en, der er meget længere henne end de ca. ni uger. Der er ikke noget jeg glæder mig mere til end at strutte, men det virker bare alt for tidligt. Jeg synes ikke rigtig, at jeg har lov til det endnu. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg faktisk flov over at se så gravid ud. Åndssvagt, kan jeg godt sige med min hjerne, men det er sådan jeg føler det. Jeg må ikke endnu...

'Den dør ikke af at...'

- det er min strategi at tænke sådan i den her graviditet. Eksempel: Inden første scanning var jeg meget nervøs. Da jeg gjorde mig klar herhjemme om morgenen, gik jeg lidt i stå på valg af øreringe (?!), fordi jeg ikke kunne finde ud af at vælge 'de rigtige'. Så var det jeg brugte 'den dør altså ikke af, at jeg tager nogle bestemte øreringe på eller ej!!'-stratagien. Det kan nogenlunde spille fornuften fornuftigt på bane, så ikke alle de ængstelige tanker og følelser tager overhånd hele tiden. Men det er svært at tøjle usikkerheden - eller rettere leve med den, for den er der jo og er nødt til at have en plads, for ellers snyder jeg mig selv. Dette er ingen almindelig graviditet, og det er ved at gå op for mig, at jeg på flere måder er i en risikogruppe, også psykisk. Jeg skal komme helskindet igennem det her, så den lille kan få en mor, der ikke er bange for alting.

Det er nu ikke fordi jeg til daglig går rundt og er bange, men efter jeg er blevet gravid denne gang og har set hjerteblink er der helt sikkert dukket noget op, for der er satme noget på spil nu. Men det var nok også en lidt uheldig start, da vi først fik at vide, at jeg højst sandsynligt ikke var blevet gravid (graviditetshormonet var for lavt), for ugen efter at få den modsatte besked. Det var mildt sagt svært at gå fra en yderlighed til en anden, og at tro på det gode, når starten nu ikke var helt god. Det er også en skør og mærkelig ting at være tidlig gravid, for der sker så store og vilde ting i ens krop, som man overhovedet ikke er herre over eller rigtig kan mærke. Jo, jeg kan mærke visse forandringer, men de står ikke rigtig mål med det, der er hele pointen - den lillebitte menneske-start, der endnu måles bedst i millimeter. At den vokser, banker med hjertet, suger næring til sig osv. kan jeg desværre slet ikke mærke. Det synes jeg er skørt. Samtidig skal jeg forholde mig til, at det virkelig foregår i min krop og f.eks. hænger 100 % sammen med mig og hvad jeg spiser og drikker. Jeg glæder mig så sindssygt meget til at mærke liv! Det har jeg fysisk manglet i snart fire år. Lige nu er det det, jeg glæder mig mest til - mere end til at barnet kommer. Jeg ved, at det ændrer sig undervejs, så det er ok. Det er bare for meget at forholde sig rigtigt til fødsel og levende barn endnu. Først skal jeg ikke abortere, og så skal jeg ikke føde for tidligt. Der er alt fra udskrabninger til kister i flere størrelser, som skal styres udenom.

Foråret gemmer sig...

Er det nu jeg skal bekende kulør og skrive, at håbet er fuldstændig gennemtrængende lysegrønt? Hvis jeg skal gå og vente på at blive helt afklaret, sikker og dermed parat, så kommer der bare aldrig flere indlæg på denne blog, for jeg kan kun tænke på 'det', og 'det' er fyldt med en grundlæggende usikkerhed. Måske lidt skriverier trods alt kan hjælpe mig til at få afløb.


Det kan sne og køle lige så tosset det vil udenfor, for der er flyttet forår ind i min mave. 'Nogen' har sat sig fast, gror støt og roligt, er næsten en hel centimeter på langs og har et hjerte, der banker. Den har også en ængstelig, forbeholden mor. Efterhånden har jeg fået fem skud immunglobulin for at stabilisere mit immunforsvar, så det ikke jager den lille forårsbebuder ud som en gemen parasit, men der er jo ingen garantier. Faktum er dog, at jeg er gravid, og at der er en lillebitte en, som er vokset mellem to scanninger. Den dør ikke af, at jeg skriver om det.

Pausefisk

Duen har desværre forlængst forladt reden, men så kan jeg sætte denne vaskeægte 1 kg's pausefisk på i stedet. Min helt egen torsk.

Nøj, det var tiltrængt endelig at få bid!

Pausedue

Fra mit vindue kan jeg kigge lige ud på det dejligste træ med de fineste knopper. I træets top ligger en due og skutter sig i regnvejret og jeg tror den venter på, at der kommer nogle fandens blade på det træ!

Og ellers venter den vel på sine unger. Små dunede flyvende rotte-unger. Af og til kommer der en skade forbi og skræpper sultent... Lortenatur! Det er da for råt at gå efter andres afkom på den måde. Jeg får lyst til at kaste et pølsebrød over til reden eller brække mig for foden af træet, så den kan få noget hurtig take-away. Stakkels heldige due...
Nu kan den så ganske uvidende ventende få lov at agere pausefisk her på bloggen for min lille døde fugleflipper, for jeg har ikke så mange ord i fingrene for tiden.