2 ½ år

2 ½ år skulle Laurits have været nu. Men i dag er det 2 ½ år siden han døde. Jeg havde romantiske mor-planer om at lave stamtræ for ham denne weekend, men tror ikke det bliver til noget. Sådan et kan også bruges til alle de andre unger, vi måske en dag får og det er noget jeg gerne vil give mine børn. Jeg har en ide om, at stamtræet skal laves til Laurits først (altså inden der kommer andre), for han var jo den første uanset hvad. Det er en sjov ting med søskende, at selvom man er forskellig fra hinanden, så er det dem man deler alle familierelationerne med, dem man har et udgangspunkt med. Kommer Laurits søskende mon til at kende Laurits?

Jeg har i lang tid haft det rigtig svært med at tænke på arv, generationer, slægt og den slags. Selvom jeg godt ved, at mange sikkert synes det er for langt ude og "hvad nytter det også at tænke sådan", så er jeg virkelig ked af, at Laurits stopper med Laurits. Han skulle have overlevet Bo og mig, han skulle have forelsket sig, fået børn og være blevet en stor og lidt brovten bedstefar engang. Men en lille, forbandet genfejl har sat en stopper for Laurits' liv og slægt for altid. Nu bliver det forhåbentlig nogle andre, der skal føre slægten videre, men jeg er bare ked af, at det ikke også kan ske med det præg Laurits ville have sat. Når Bo og jeg engang er døde, er der ingen tilbage til at elske Laurits. Hans hårtot, dåbsattest, sygesikringsbevis og album vil måske blive gemt, men betydningen går i graven med os.

Gran og græskar

Jeg kan forstå på kære med-mødre, at det er ved at være tid til at lægge gran på gravsteder, da nattefrosten kan finde på at bide snart. Det lyder nu så hyggeligt. Så kan man lige få lov til at lege med tanken om at putte og beskytte, tænker jeg? På Laurits' fælles-græsplæne skal der ikke lægges beskyttende gran, men gartnerne binder nok snart en masse gran rundt om det store anker på mindepladsen, så det kan ligne noget, der gerne ville have været et juletræ... ;-) Det er fint. Så kan jeg nemlig gemme traner derinde. Men ellers må det meget gerne vente lidt med at blive jul og frost for min skyld. Jeg føler mig nemlig bagud med speciale-arbejdet og med børn og den slags hyggeligheder.

Græskaret fra overskriften skal såmænd blot være en note om, at jeg for nylig fjernede Laurits' græskar ude fra plænen - eller rettere fra mindepladsen på plænen. Det var på tide. Det var helt ustyrligt mugplettet og klamt. Den fine udskårede sky, som stearinlyset havde givet så flot et skær lige i starten var total sort af mug. Adv!! Det var lige før jeg blev helt flov over at have sådan et græskarkadaver stående på en fællesgrav...

3 h'er

Hormoner, halsbetændelse og hjerneceller. I denne uge har det været som om, at der ikke har været plads til alle tre ting i mig... Ikke så smart, når man skal skrive speciale, for hormoner og halsbetændelse kunne jeg ikke slippe for. Tror jeg vil ønske mig en ny hjerne i julegave - eller bare nogle flere ram til den og nye programmer!

Glimt af lys

God weekend her. Sovet meget længe, krammet Bo, været til dejlig familiekomsammen (med kongemad!) og strikket stille i sengen. Og tænkt engang... jeg har en mand, der til dette (mit) spørgsmål: "skal vi tage ud og fiske i dag?" kan finde på at svare: "aaaaj... skal vi ikke hellere blive inde og være lidt kreative?" hahahhaahaha!!! Men det var meget godt, for så fik jeg malet et billede færdigt og det sker ikke så tit.

Luft fra ballonen...

Hvis Laurits var levende ville jeg ikke være en barnløs mor i behandling, en specialeskrivende ostemad og en 0-indkomst. Måske ville jeg være helt ude i tovene på en anden måde. Måske ville jeg have været frustreret over en ADHD-Laurits, over at han spiste for meget eller for lidt, over at han slog andre børn i vuggestuen eller hvad pokker ved jeg? Mest tror jeg, at det ville have været noget med søvnbesvær, tidsbegrænsninger, forkølelser og alt for ofte et usundt tomt køleskab ved 5-tiden om eftermiddagen. Men jeg tror også, at jeg ville være helt modtagelig for Laurits' gennemborende blik, der ville få mig til at give slip på meget, bare nyde og samtidig få mig til at koge af kærlighed til det løbende, snakkende, opfindsomme, tumpede lille menneske han nu ville være. Det ville have været noget af en gevindst med ham Laurits i levende live.


Lige nu føler jeg, at jeg har fået en dom i stedet for en gevindst. Der er minus på den mentale konto og alt for lang tid til den første. Det skal ikke forstås sådan, at Laurits skulle have "ordnet" mit liv, men hans død har altså smadret noget i det. De kommende børn skal selvfølgelig heller ikke stilles til ansvar for noget eller reparere det, de skal grundlæggende ikke hjælpe mig. Når jeg forhåbentlig tager imod en lillebrøster eller to? en dag, så skal det være med følelsen af, at jeg har noget at give, og det er jeg egentlig ikke i tvivl om er tilfældet - og når næste barn/børn er der, er barnløsheden der jo heller ikke. Det er bare det at.... lige nu kører hormonerne mine tanker rundt i et gråt pløre, specialet virker totalt uoverskueligt og jeg tager mig selv i at ønske mig ud i en fremtid, som jeg ikke helt kan se vejen hen til. Jeg skal virkelig være tålmodig nu. Ved godt, at det nok skal blive lysere igen. Denne situation bliver jo ikke ved i al uendelighed.

Venter lige på lidt lys i mørket

Vi var for tredje år i træk til Alle Helgenes gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Jeg synes, at det arrangement er sådan en god ide, for det giver rum til at mindes små døde børn, som det nogen gange kan være svært at finde plads til. Jeg synes det er barskt at høre alle de små børns navne blive læst op. Jeg synes det er rart at tænde et lys for Laurits. Jeg synes... men noget andet er dog, hvad jeg kunne mærke, og der må jeg bare være ærlig at sige, at jeg kunne mærke, at Laurits blev lidt væk i det hele. Jeg var ikke ked af Laurits, det var ikke ham, som fyldte den kede plads indeni. Da præsten f.eks. talte om sorgen, kunne jeg mærke gråd presse sig på, men den kom mere fra følelsen af at være barnløs. Laurits har jeg ligesom styr på. Det betyder jo ikke at sorgen over ham er overstået eller mindre vigtig for mig end barnløsheden, men... tja, det er bare sådan, at i min hverdag har jeg egentlig et nogenlunde harmonisk forhold til min døde dreng, hvorimod længslen imod at være mor til de kommende levende børn vi håber og ønsker sådan at få, faktisk er ret tung og helt enormt tom. Selvfølgelig er Laurits også en del af det, for han har ligesom åbnet for alle mor-følelserne.

Måske havde jeg også bare en dårlig dag - sådan indeni. Den startede ellers så fint med en fantastisk brunch sammen med andre mødre til døde børn. Det var virkeligt dejligt selskab!

I dag fortsætter det dårlige desværre og jeg mistænker hormonerne for at være rigtig gode til at fyre yderligere op for al skidtet indeni. Men det er jo ikke dem, der er skidtet... Puha, jeg kunne sagtens starte en lang klagesang over, hvor meget vrede jeg er fyldt op af for tiden og hvor meget en vis person bliver ved at forpeste og såre mig. Det er nok også derfor jeg ikke havde Laurits rigtig med mig i går, for han gider sgu da ikke være sammen med mor, når hun er pissesur ;-) - eller jeg har simpelthen ikke plads til ham, når jeg er pissesur og såret, for det er ikke i den kategori følelserne til ham ligger. Jeg er nødt til at få lidt luft og gøre noget konstruktivt overfor al den vrede jeg har indeni, for i disse dage har min hjerne en tendens til at gøre alt til et spørgsmål om liv og død... "Tanker er heldigvis toldfrie" - var det ikke det en klog kvinde sagde til mig i går? Det er edderluskme heldigt, for jeg har slet, slet ikke råd til at betale for dem.