Otte års fødselsdag

Så indhenter det mig. Lige nu, lige så stille. Det er otte år siden vi var på Riget og tæt på at blive forældre for første gang. Det er uoverskueligt. Men jeg fødte altså et barn. Min lille Laurits... Han har levet og jeg var der.

I sandet

Så lidt sker på denne blog. Forlængst skulle der have været et farvel-indlæg, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Bloggen skulle være åben i det mindste, tænkte jeg, da det begyndte at løbe ud i sandet. Det har den så været... i det allerallermindste. Jeg kan stadig ikke lukke den ned, sådan er det bare.

Her er så et billede, der passer til storebrors blog. Lillesøster, der lige syntes, at min Laurits-tegning i sandet skulle have et kys. For han er med i familien - i det mindste.

Gamle fjer

Laurits har drysset mange fjer på min vej, siden han døde. Det håber jeg, at han altid vil gøre.

Der var engang, hvor jeg kom meget på hans græsplæne, og især der dryssede han mange fjer af sig. Ofte samlede jeg sådan en lille særlig fjer op og kom i lommen. Hjemme i stuen havde jeg en lille papirsæske, hvor fjerene hen ad vejen blev gemt. Måske skulle de en dag vaskes og bruges som fyld i et eller andet skønt.

De blev aldrig vasket og de blev aldrig brugt til noget skønt. I et par måneder har æsken stået på en udendørs vindueskarm blandt edderkoppespind. Det har den gjort, fordi jeg efter årevis uden at lette på låget pludselig havde gjort det og opdaget, at 'noget' havde hygget sig meget godt i æsken. Adw! 

Så fjeræsken var blevet forvist til udenfor. Men så stod den bare der og var dum. Jeg skulle lige give slip på en forstilling om, at fjerene skulle slippes fri i en særlig anledning eller et særligt sted.

Men her til aften tog jeg min edderkoppekost og fejede æsken ned, fjerene røg tilfældigt i krattet ude ved vejen og æsken kom i den sommervarme stinkeskraldespand. Og det føltes godt! Min lille døde søn skal ikke mindes med ormædte fjer (men altså gerne friske). 

Det føltes godt, for hvor grotesk det end var, så var det noget jeg gjorde på grund af min søn. Og jeg rydder hellere skrammel væk efter ham end ingenting. 

7 års fødselsdag

Det er syv år siden Laurits blev født og døde. Jeg har mistet grebet om forestillingen om alt det, der skulle have været... kan ikke forstå, at jeg skulle have haft sådan en stor dreng nu. Måske skal jeg bare skrive, at jeg savner ham, for det er nok essensen af det...

Det var nu en god dag, den 22. maj 2013. Laurits føltes nær og blev mindet i vores lille familie, og for første gang havde jeg ikke en flimrende uro omkring hvad jeg dog skulle gøre for ham på trods af det hele. Jeg bagte bare en lagkage, hyggede med Viola om dagen, og så familiehyggede vi tre levende om aftenen. Senere blev én lagt i seng, og så var vi to tilbage. To om at være tre.

Glad for to

Laurits dukkede lige op her til eftermiddag med et stille hej. Han stak hovedet frem fra inderlommen i min gamle vest, der lå henslængt på en stol. Det var hans lillesøster, der gjorde mig opmærksom på ham, og ved hendes ord blev han i et øjeblik lidt levende for mig igen. Det var dejligt.

Viola med opdagerbegejstring i stemmen over billedet i lommen: "Det' dig og Laurits! Se mor, dig og Laurits! Det' tube i næsen" Og så var hun ellers videre i sit glade liv. Jeg føler mig også glad... og taknemmelig over at have fået TO børn.

Lignede hinanden

Viola og jeg så lidt på babybilleder, og da vi kom forbi dette sagde hun: "Det er Laurits".
Jeg kan virkelig godt se ligheden, og det er ret hyggeligt. Og dejligt, at han åbentbart er meget naturligt med for lillesøsteren.

7. jul

Vi pakkede bilen og kørte den lange vej hjemme fra Schweiz og hjem til Danmark. Vi hyggede os alt hvad remmer og tøj kunne holde med familien og de venner, vi kunne nå at se i denne omgang. Det var en god ferie for os alle tre... os tre levende.

To gange blev jeg af andre mindet om Laurits og resten af tiden var han næsten ikke i mine tanker. Om jeg fatter, hvordan det kan være blevet sådan??? Jeg havde aldrig troet, at han skulle fylde så lidt. Men når det så er sagt, så prøver jeg at være modig og tro på, at han aldrig bliver væk for mig, men at han bare viger pladsen på naturlig vis. Og jeg prøver at parkere det ulmende savn i den taknemmelighed jeg har over, at nogen trods alt huskede Laurits for mig. Det var sgu rigtig godt! :-)